Behøver vi vide det her?

cromags.dontgivein.ep.

Cro-Mags skuffer ikke som sådan på deres første udgivelse i 19 år. Det er også det bedste, der er at sige om EP’en.

Kunstner
Titel
Don't Give In
Trackliste
Don't Give In
Drag You Under
No One's Victim
Karakter
2

Cro-Mags’ betydning for new yorker-hardcore kan ikke overvurderes. Sammen med Agnostic Front skabte de blåtrykket for lyden og attituden i NYHC, som det kaldes lige så kort, som sangene typisk er. Men hvor de to, der skabte Agnostic Front, Roger Miret og Vinnie Stigma, med nogle enkelte afbræk har holdt flammen i live siden starten af 80’erne, har Cro-Mags mildest talt ikke rigtig kunnet finde ud af at få det til at fungere siden den skelsættende debut ‘The Age of Quarrel’ fra 1986. I indeværende årtusinde har forsangeren John Joseph koncentreret sine kræfter om træning, turneret med de gamle Cro-Mags-sange og skrevet en bog om, hvor dum bassisten Harley Flanagan er, mens Harley Flanagan på sin side har koncentreret sine kræfter om træning, turneret med de gamle Cro-Mags-sange og skrevet en bog om, hvor dum John Joseph er.

I 2012 kulminerede det så i et knivslagsmål i John Josephs Cro-Mags’ backstagerum inden en koncert; anklagerne mod Harley Flanagan blev dog hurtigt frafaldet. I april i år fik Harley Flanagan rettens ord for, at det er ham, der har rettighederne til navnet Cro-Mags, så John Joseph sammen med trommeslageren Mackie Jayson fra ‘The Age of Quarrel’ må turnere under navnet Cro-Mags “JM”. Det har banet vejen for, at Harley Flanagan, der i mellemtiden både har udgivet pladen ‘Cro-Mag’ under navnet Harley’s War i 2003 og i 2016 pladen ‘Cro-Mags’ i eget navn for at holde gryden i kog, langt om længe kunne indspille nyt decideret Cro-Mags-materiale.

‘Don’t Give In’ er det første nye materiale, der bliver udgivet under navnet Cro-Mags siden Harley Flanagans sidste forsøg på en genforening med guitaristen Parris Mayhew på pladen ‘Revenge’ i 2000. Hvis der er fans, der har holdt vejret i spænding i de 19 år, der er gået siden da, må man formode, at de lykkeligt har glemt alt om de tre temmeligt middelmådige plader, det lykkedes Cro-Mags at lave efter den ellers aldeles hæderlige opfølger til debuten, 30-års-jubilaren ‘Best Wishes’. 

Hvis der på den anden side er gamle fans, der på forhånd forventer, at ‘Don’t Give In’ kommer til at være en lige så pauver omgang som ‘Revenge’, har de ikke holdt sig ajour med Harley Flanagans sporadiske pladeopgivelser fra 2003 og frem. ‘Don’t Give In’ er måske ikke lige så glædelig en overraskelse, som det var, da John Joseph med Bloodclot for to år siden udgav sin første gode plade siden ‘The Age of Quarrel’, men i det mindste er det ikke pinligt eller skuffende. Det er det bedste, der er at sige om ‘Don’t Give In’, men med tanke på, hvordan det hele kunne have endt, er det faktisk ikke så lidt endda. 

Harley Flanagan gør det, han altid har gjort bedst: Spiller Lemmy-bas, råber selvhjælpsparoler og får det overstået i en fart, så man næsten ikke når at lægge mærke til, at han har glemt at skrive både melodier og riffs til sangene. Efter tre sange er Cro-Mags tilbage i ringen uden at være røget i tovene i løbet af de seks minutter, det varer. Det er ikke decideret godt eller ærefuldt, men det er heller ikke skamfuldt. Selv ikke Rocky George, der i sin tid gjorde sit bedste for at ødelægge Suicidal Tendencies’ bedste plader med sit evindelige guitarlir og prøvede det samme på ‘Revenge’, gør rigtig nogen skade på sangene.

Det er habilt nok uden at være mere end det.

Men når Cro-Mags vælger at indvarsle deres comeback med en intro til titelsangen, der utvetydigt referer til introen til åbningssangen på ‘The Age of Quarrel’, ‘We Gotta Know’, trænger spørgsmålet sig alligevel på: Hvorfor er det, vi skal vide det her? Hvorfor skal vi høre Harley Flanagan tre årtier senere fortsat råbe om at finde styrken i sig selv til at stå imod, når man møder modgang? Hvorfor skal vi bruge tid på den her plade, når det vil være meget federe for alle bare at høre ‘The Age of Quarrel’ og ‘Best Wishes’ én gang til?

For Harley Flanagan er svaret indlysende: Han har levet hele sit liv på et par plader, han lavede som 20-årig. Selvfølgelig skal han vise overfor sig selv og os andre, at der er mere i ham end de to fuldtræffere. Men der er ikke rigtig noget godt svar på, hvorfor vi andre skal beskæftige os særlig meget med det.