Breaking Banger News: Corrosion of Conformity
Populær
Updated
Heavyjam.dk har smuglyttet til det nye Corrosion of Conformity-album. Der er efterhånden gået fem år, siden Corrosion of Conformity udgav deres sidste studiealbum, ”America’s Volume Dealer”. Samtidig sagde trommeslager, Reed Mullin, farvel og tak. Pepper Keenan indspillede nyt album med Down, og Mike Dean arbejdede med på Dave Grohl’s metalprojekt, Probot. Så landet har i lang tid ligget stille i COC-verdenen.
Nu bevæger monsteret på sig igen, og det er et lettere overraskende udspil COC sender på gaden d. 4. april. Efter Mullin’s exit allierede COC sig med Jimmy Bower (Down, Eyehategod, Superjoint Ritual), men på det nye album er det Stanton Moore, fra jazz-funk-bandet (!), Galactic, der sidder bag tønderne. Producer er som altid John Custer.
Det overraskende ved udspillet er, at det langt fra lyder som ”America’s Volume Dealer”, det er tungmetalliske riff, det meste af albummet igennem, og man kan bedst sammenligne dette nye værk med 1991-klasikkeren, ”Blind”. Herudover lyder det til, at Pepper Keenan har fået støvet sine Kyuss og Black Sabbath-albums voldsomt af, under sangskrivningen.
HeavyJam.dk har lyttet til hele "In the Arms of God" (omend et ufærdigt mix). Her er det umiddelbare indtryk:
”Stonebreaker” (5:16): Albumåbneren er også førstesingle og en video er indspillet til nummeret. Et lækkert blues-jam åbner sangen, inden et stenhårdt riff byder lytteren velkommen. Tankerne mere hen på Down, end på COC.
”Paranoid Opioid” (6:25): Hvis Metallica ”lånte” lidt af COC i deres ”Dirty Window”-sang, så viser ophavsmændene her, at det altså er DERES riff. Breakdownet 2½ minutter inde i sangen minder i den grad om Kyuss-klasikkeren ”Supa Scoopa and Mighty Scoop”. De 6:25 minutter er samtidig nogle af albummet mest groovy og koncentrerede.
”It Is That Way” (5:19): Langsom sag, som leder tankerne hen på Wiseblood-materiale, nærmere betegnet ”Goodbye Windows”. Stillestående og ultratung.
”Dirty Hand, Empty Pockets / Already Gone” (4:50): Trommer og bas åbner nummeret med et funket sammenspil. Her har Stanton Moore måske fået lov at sætte sit fingeraftryk. Ideen med at sætte to vidt forskellige sange sammen, brugte COC også på Wiseblood i ”Long Whip / Big America”, og netop denne sang nikkes der tydeligt til under anden halvdel.
”Rise River Rise” (5:06): Sær balladeagtig sag. Starter med et skævt riff på akustisk guitar, som varer ved hele nummeret igennem. Sangens titel dækker meget godt over den stemning, der opbygges i løbet af de fem minutter. Albummets eneste ”rigtige ballade”.
”Never Turns to More” (8:13): Længste nummer på pladen. Til gengæld er det også abnormt fedt og rockende. Midtvejs bryder band ud i et mindst ligeså cool jam, inden det fede riff atter genoptages.
”Infinite War” (3:45): Undertegnede er lidt i tvivl om, hvem det egentlig er der synger på denne hardcore udladning. Men det er formentlig bassist, Mike Dean. Sabbath spøger i kulissen, og riffet er som ”Hole in the Sky pt. 2”.
”So Much Left Behind” (5:18): Man tænker ”Damned for All Time”, når man hører Stanton Moores trommeintro på denne sang, og det til trods for at selve de to sange ikke har noget med hinanden at gøre. Der sker ikke så meget, men et fedt breakdown - der lyder som noget Ted Nugent kunne have skrevet - redder sangen.
”Backslider” (6:28): Det riff som afsluttede ”Deliverance” på albummet af samme navn, genoptages i omkvædet her. Woody Weatherman lægger en fed slide-guitar på under verset. Igen bliver der tid til et cementtungt tilbagelænet jam halvvejs gennem sangen, med indbygget solo.
”World on Fire” (3:57): Egentlig ikke et nyt nummer. Var med på den japanske udgave af ”America’s Volume Dealer”, men fedt er det i hvert fald. Man kan kun gisne om, hvorfor COC har valgt at genindspille nummeret. Måske fordi de syntes, at os europæere og amerikanere også skulle høre det.
”Crown of Thorns” (2:33): Akustisk intro til albumlukkeren og titelnummeret ”In the Arms of God”. Pepper Keenan har vist aldrig sunget i så højt et toneleje, som han gør her.
”In the Arms of God” (6:55): Et monsterriff åbner albummets sidste nummer, inden Pepper Keenan bryder ud i et endnu monstermetallisk Corrosion-riff, som vi alle kender det. Woody Weathermans velkendte slide-guitar bryder ind i omkvædet. Sangen og albummet sluttes på mesterlig vis af med et jam over et helvedes skærende og metallisk riff.
Overordnet set, er det et rigtigt fedt album Corrosion of Conformity har brygget sammen. Det er et album man skal give tid, for sangene er lange og der er mange overraskende skift og riffs, som først kommer til syne inde i midten af de 6-8 minutter lange sange. Albummet vil nok overraske nogle, da det slet ikke lyder som COC gjorde på forrige album. Her er tale om et slags ”tilbage til rødderne”-album.
Albummet er drejet mere over i retning af Sabbath og Down, men det er med garanti guf for ethvert metalhoved!
"In the Arms of God" udsendes den 4. april.
Nu bevæger monsteret på sig igen, og det er et lettere overraskende udspil COC sender på gaden d. 4. april. Efter Mullin’s exit allierede COC sig med Jimmy Bower (Down, Eyehategod, Superjoint Ritual), men på det nye album er det Stanton Moore, fra jazz-funk-bandet (!), Galactic, der sidder bag tønderne. Producer er som altid John Custer.
Det overraskende ved udspillet er, at det langt fra lyder som ”America’s Volume Dealer”, det er tungmetalliske riff, det meste af albummet igennem, og man kan bedst sammenligne dette nye værk med 1991-klasikkeren, ”Blind”. Herudover lyder det til, at Pepper Keenan har fået støvet sine Kyuss og Black Sabbath-albums voldsomt af, under sangskrivningen.
HeavyJam.dk har lyttet til hele "In the Arms of God" (omend et ufærdigt mix). Her er det umiddelbare indtryk:
”Stonebreaker” (5:16): Albumåbneren er også førstesingle og en video er indspillet til nummeret. Et lækkert blues-jam åbner sangen, inden et stenhårdt riff byder lytteren velkommen. Tankerne mere hen på Down, end på COC.
”Paranoid Opioid” (6:25): Hvis Metallica ”lånte” lidt af COC i deres ”Dirty Window”-sang, så viser ophavsmændene her, at det altså er DERES riff. Breakdownet 2½ minutter inde i sangen minder i den grad om Kyuss-klasikkeren ”Supa Scoopa and Mighty Scoop”. De 6:25 minutter er samtidig nogle af albummet mest groovy og koncentrerede.
”It Is That Way” (5:19): Langsom sag, som leder tankerne hen på Wiseblood-materiale, nærmere betegnet ”Goodbye Windows”. Stillestående og ultratung.
”Dirty Hand, Empty Pockets / Already Gone” (4:50): Trommer og bas åbner nummeret med et funket sammenspil. Her har Stanton Moore måske fået lov at sætte sit fingeraftryk. Ideen med at sætte to vidt forskellige sange sammen, brugte COC også på Wiseblood i ”Long Whip / Big America”, og netop denne sang nikkes der tydeligt til under anden halvdel.
”Rise River Rise” (5:06): Sær balladeagtig sag. Starter med et skævt riff på akustisk guitar, som varer ved hele nummeret igennem. Sangens titel dækker meget godt over den stemning, der opbygges i løbet af de fem minutter. Albummets eneste ”rigtige ballade”.
”Never Turns to More” (8:13): Længste nummer på pladen. Til gengæld er det også abnormt fedt og rockende. Midtvejs bryder band ud i et mindst ligeså cool jam, inden det fede riff atter genoptages.
”Infinite War” (3:45): Undertegnede er lidt i tvivl om, hvem det egentlig er der synger på denne hardcore udladning. Men det er formentlig bassist, Mike Dean. Sabbath spøger i kulissen, og riffet er som ”Hole in the Sky pt. 2”.
”So Much Left Behind” (5:18): Man tænker ”Damned for All Time”, når man hører Stanton Moores trommeintro på denne sang, og det til trods for at selve de to sange ikke har noget med hinanden at gøre. Der sker ikke så meget, men et fedt breakdown - der lyder som noget Ted Nugent kunne have skrevet - redder sangen.
”Backslider” (6:28): Det riff som afsluttede ”Deliverance” på albummet af samme navn, genoptages i omkvædet her. Woody Weatherman lægger en fed slide-guitar på under verset. Igen bliver der tid til et cementtungt tilbagelænet jam halvvejs gennem sangen, med indbygget solo.
”World on Fire” (3:57): Egentlig ikke et nyt nummer. Var med på den japanske udgave af ”America’s Volume Dealer”, men fedt er det i hvert fald. Man kan kun gisne om, hvorfor COC har valgt at genindspille nummeret. Måske fordi de syntes, at os europæere og amerikanere også skulle høre det.
”Crown of Thorns” (2:33): Akustisk intro til albumlukkeren og titelnummeret ”In the Arms of God”. Pepper Keenan har vist aldrig sunget i så højt et toneleje, som han gør her.
”In the Arms of God” (6:55): Et monsterriff åbner albummets sidste nummer, inden Pepper Keenan bryder ud i et endnu monstermetallisk Corrosion-riff, som vi alle kender det. Woody Weathermans velkendte slide-guitar bryder ind i omkvædet. Sangen og albummet sluttes på mesterlig vis af med et jam over et helvedes skærende og metallisk riff.
Overordnet set, er det et rigtigt fedt album Corrosion of Conformity har brygget sammen. Det er et album man skal give tid, for sangene er lange og der er mange overraskende skift og riffs, som først kommer til syne inde i midten af de 6-8 minutter lange sange. Albummet vil nok overraske nogle, da det slet ikke lyder som COC gjorde på forrige album. Her er tale om et slags ”tilbage til rødderne”-album.
Albummet er drejet mere over i retning af Sabbath og Down, men det er med garanti guf for ethvert metalhoved!
"In the Arms of God" udsendes den 4. april.
Kunstner
Forfatter