Ugens Monsterdrøn

Ugens Monsterdrøn
En kandidat til "årets album", skriver Mathias Nielsen om Corrosion Of Conformitys nye udspil, "In the Arms of God". Efter en pause på fem år uden nyt studie album, var det med metallisk højspænding spænding at undertegnede satte den nye Corrosion Of Conformity (COC) studieskive i afspilleren (der har den i øvrigt siddet længe nu).

Som nævnt i Heavyjam.dk’s egen track-by-track gennemgang af albummet, så er her tale om en ultratung sag, og det er samtidig også det første album, hvorpå kult-trommeslager, Reed Mullin, ikke medvirker. I stedet agerer Stanton Moore stand-in-drummer (han er dog ikke med på turneen). Det job klarer han godt i forhold til hash-hovedet, Jimmy Bower (Superjoint Ritual, EyeHateGod etc.), som fik maltrakteret COC’s live-album ved at spille alle sangene i noget, der lignede halvt tempo (lad lige bongen stå til efter koncerten næste gang, kammerat!).

Allerede under bluesintroen, som åbner dette album og førstesingle, ”Stonebreaker”, er man klar over at der er noget stort i gærde. Og vi skal ikke længere end til skæring nummer to på albummet, ”Paranoid Opiod”, før COC begår noget, der unægtelig kan gå hen og blive en kommende klassiker og crowd-pleaser med sit groovy riff, som hele tiden bærer sangen frem mod det eminente mellemstykke, som bare skal høres!

Der er dømt sejrsgang stort set gennem det meste af albummet, men der jokkes også i ”tomgangsspinaten” (det er ikke første gang i COC-regi) et par gange, især i numre som ”It Is That Way”, ”So Much Left Behind” og ”Backslider”.
Dette er dog skønhedspletter, når vi får leveret så mange tonserfede numre på resten af pladen, som vi gør.
Luftguitaren kommer uden tvivl ud af enhver hævi-lytters skab under ”Never Turns to More”, efter at man lige har været et smut tilbage til 70erne i den Led Zeppelin-inspirerede og ildevarslende ballade, ”Rise River Rise”.

At guitarist, Woody Weatherman, overtager mikrofonen i den aggressive ”Hole in the Sky” inspirerede og djævelsk tunge, ”Infinite War”, gør faktisk intet værre, han passer fint ind som frontmand i et punk metal-band.

COC er tilbage i storform - og langt fra metaltrætte - så man kan roligt sætte næsen op efter endnu et par fede skiver fra deres side. Pepper Keenan’s altid fede stemme er stadig, som den skal være, og bandet lyder som var de lige trådt ud af garagen efter et par års uafbrudt jam.

Inden du vælter naboens væg med albummets måske fedeste, og episk-metalliske titelnummer, så giv dig lige tid til at lytte til Woody og Peppers guitarduel i slutningen af ”World on Fire”, hvor der - med et glimt i øjet – i dén grad bliver nikket til Eagles’ udødelige ”Hotel California”; det er så nakkehårene rejser sig!

"In The Arms Of Gods" er måske ikke COC’s stærkeste album, men det er ét af dem. Hvis du kunne lide det mere sydstasrockende og tilbagelænede forrige album, ”America’s Volume Dealer”, bliver du nok blæst et stykke væk af det her album, for det kommer fra en helt anden beskidt, rå og benzinfyldt musikalsk boldgade. Albummet sætter sig dog ikke fast under første gennemlytning, men det gror utroligt for hver gennemlytning, så giv tid…

"In The Arms Of God" er imidlertid ikke et mesterværk. Havde COC lige brugt et par måneder mere på at komponere et par numre, som kunne overgå de få fejltrin der er at finde, ja, så havde det været det! Til gengæld bejler albummet til titlen som årets album, fordi COC - som sædvanlig! – magter at overgå den bølge af middelmådige bands, der synes at tilfredsstille nutidens pladekøbere.

Nu mangler vi bare, at COC får slået kludene sammen med et andet band (måske Black Label Society, som Pepper nævnte i Heavyjam.dk’s interview, for nogle numre siden), så de kan komme og besøge deres fans i lille Dannevang. Vi er mange, der har savnet dem i de næsten 10 år, de har været væk efter opvarmningsshowene for Metallica i Forum helt tilbage i 1996!

Titel
In the Arms of God
Distributør
Genre
Karakter
5