Ugens Monsterdrøn

Ugens Monsterdrøn
The Cult spiller stadigvæk monsterdrønende, klassisk ROCK - det høres tydeligt på bandets første album siden 2001, "Born Into This". The Cult har været det hele igennem: goth rock succes med albummet "Love" (85), den fede AC/DC-møder-Stones rock på "Electric" (87) og de store, fede melodiske hard rock hits på "Sonic Temple" (89). Derefter træden i vande på "Ceremony" (91) og lige ned i hullet med "The Cult" (94), efterfulgt af interne stridigheder, stofmisbrug og megen nedtur frem til det propre come back "Beyond Good and Evil" i 2001.

Og nu - endnu et, fristes man til at skrive - come back med Roadrunner-debutten "Born Into This", i kølvandet på sidste års koncerter i bl.a. København og Århus, og frontmand Ian Astburys interessante arbejde med Doors-projektet Riders on the Storm, som besøgte landet i starten af året.

Nu handler det så om The Cult og den rendyrkede ROCK på "Born Into This", der hverken er heavy eller metal, men "blot" en samling hårde, rendyrkede og dynamiske rocksange. Uden de helt store monsterhits, à la de gamle supertræffere "She Sells Sanctuary", "Wild Flower" og "Edie (Ciao, Baby)", men i sin helhed en samling gode, klassisk lydende rockhymner.

"Born Into This" lægger ud med titelnummeret i velswingende midtempo, toppet af den velkendte, mørke Astbury-baryton og den fede, bastante guitarlyd fra Billy Duffy, mens "Diamonds" kører en lille smule i "Love" albumstilen med et godt, glidende rytmegroove fra bassist Chris Wyse (en overgang i Ozzys band) og trommeslager John Tempesta (ex-Danzig, ex-White Zombie, ex-Exodus, ex-Testament).

Og så spiller bandet sig ellers videre ud i den godt rockende single "Dirty Little Rockstar", der mikser palletten af Cult-tradition, selvom den altså ingenlunde matcher tidernes Cult-hits. Den efterfølgende og ganske stærke ballade "Holy Mountain" lyder nærmest som noget henad Radiohead-møder-Nick Cave melankoli, mens skivens anden balladeagtige sag "Tiger in the Sun" indeholder albummets måske allerstærkeste refrain.

Mest af alt er "Born Into This" (som titlen jo så rigeligt indikerer) dog kreeret i den kontante rockvene, hvilket man hører midtvejs i den veldrejede "I Assassin", mens der afsluttes i højeste potens i pladens mest intense nummer "Savages" og den kogende rocker "Sound of Destruction", hvor Duffy folder sig ud med særdeles frydeligt spadelir.

Og ligeså tykt, som bandet i sin tid plankede Rolling Stones-riffet fra "Start Me Up" i "Love Removal Machine", nakker de denne gang uhæmmet riffet fra The Whos "Substitute" i "Illuminated".

Classic rock? Jovist da, og The Cult er alt i alt tilbage med et særdeles habilt album, der måske ikke byder på banebrydende sensationer eller - som nævnt - historiske Cult-hits; men her er tilstrækkeligt med rockguf til at dømme monsterdrøn. Og så indkasserer bandet lige en ekstra, velfortjent karakterpind, fordi centralaksen Astbury og Duffy simpelthen har ordet "ROCK" stående på deres respektive fødselsattester.

Kunstner
Titel
Born Into This
Distributør
Karakter
4