Rockpotens med stort R

Populær
Rockpotens med stort R

Med deres tredje album, 'Warp Riders', har The Sword lavet albummet, der vil sende dem ind på hitlisterne.

Kunstner
Titel
Warp Riders
Dato
23-08-2010
Distributør
Trackliste
(Part I: The Archer & the Orb)
1. Acheron/Unearthing the Orb
2. Tres Brujas
3. Arrows in the Dark
4. The Chronomancer I: Hubris
5. Lawless Lands
(Part II: The Android & the Sword )
6. Astraea's Dream
7. The Warp Riders
8. Night City
9. The Chronomancer II: Nemesis
10. (The Night the Sky Cried) Tears of Fire
Karakter
3

Første gang undertegnede gjorde bekendtskab med den Texas-huserende kvartet i The Sword, var da de fire stoner-herrer varmede op for kollegaerne i Clutch på en uventet og helt legendarisk søndag på The Rock for over tre år siden.

Pladen, de dengang havde med sig på vejen, var den ganske fortrinlige debutudgivelse, 'Age of Winters' (2006), der i dens blanding af retrorock og en særegen, hård garageproduktion både virkede som en hyldest til den gamle skoles op-med-næven-i-vejret-plader samtidig med at der var noget ganske rockforfriskende over den.

Nu er de her så med deres tredje plade, 'Warp Riders', som muligvis er deres bedste plade til dato.

Velproducerede, konceptuelle metalboller

'Warp Riders' adskiller sig på mange måder fra 'Age of Winters', og hvis man sammenligner med bandets forrige album, 'Gods of the Earth' (2008), der - ud over at have et par afsluttende perler - mest var en skuffende affære, tager tredje og nyeste skud på diskografi-stammen et overdejlig kvalitetsmæssigt skridt i den rigtige retning for The Sword (læs i øvrigt en alt for positiv anmeldelse af 'Gods of the Earth' her. Det er altså ikke en bedre plade end 'Warp Riders' - selv om stjerneskalaen siger andet).

'Warp Riders' er en konceptplade, og lægger instrumentalt ud med 'Acheron/Unearthing the Orb', inden førstesinglen, 'Tres Brujas', på helt Shakespeare'sk manér begynder historien med at iscenesætte et møde mellem pladens jeg-karakter - en helt af en Bueskytte - og tre hekse, der skal få en ganske fatal betydning for vores hovedperson. Skæbnen vil det senere i fortællingen, at vores Bueskytte skal en tur ud i rummet, og rent tekstmæssigt synes det hele mest af alt at minde om et møde mellem Conan the Barbarian og Zardoz.

Det, der først slår én, når man sætter 'Warp Riders' på, er pladens fuldfede produktion, der på én gang forener de to første pladers overlagt skramlede garagelyd med det, der for The Swords vedkommende signalerer en ny, ganske fandenivoldsk og øretæveindbydende pondus.

Der er langt mere kant her, end der tidligere har været i deres produktion. Æren tilfalder Matt Bayles, som tidligere har produceret for såvel Mastodon og Isis, og som sandsynligvis har givet The Sword det ekstra, der har fået hitliste-succesen til at vente lige om hjørnet.

Dansevenligt og vedkommende

Bedst bliver det på 'Warp Riders', når 'Lawless Lands' midtvejs inde på pladen afslutter dens første konceptuelle suite. Med en lyd der såvel kunne være hentet fra en skive med Down som Corrosion og Conformity, og et nedstemt dog energisk, dansevenligt guitar-groove der vækker minder om 'Scumbag Blues' med Them Crooked Vultures, må det absolut være bandets bedste sang til dato.

At Matt Bayles desuden supplerer lydbilledet med toner fra bag et orgel, giver bandet en fantastisk fylde samt en ny, naturlig alsidighed. Og hør så lige det midterstykke og dets mix af et par korte jam-agtige soli kombineret med et på én gang overlegent og nedtonet progressivt trommespil af Trivett Wingo, der på 'Warp Riders' virkelig træder i karakter.

Altså, jojo, bevares, det er ikke den dybe musikalske tallerken, The Sword er ude i. Men det behøves det nu heller ikke at være for at være vedkommende. I stedet for at skrive rockhistorie, bevæger The Sword sig i højere grad ind i den, og det kommer der også gode sange ud af.

Starten på 'The Cronomancher II: Nemesis' lyder eksempelvis som en blanding mellem åbningen på Black Mountains 'Tyrants' og Kirk Hammetts speed-riff i 'All Nightmare Long', og 'Night City' virker som en åbenlys hyldest til den bedre musikalske side af 80'erne med Guns N' Roses og simple Billy Duffy-riffs som de mest oplagte referencer.

Så til trods for at '(The Night the Sky Cried) Tears of Fire' slutter pladen en smule kedeligt af, og monotonien til tider generelt tager over i riff-universet, er 'Warp Riders' stadigvæk en vedkommende plade for dem, der vil have deres metal serveret med rockpotens og en stribe af bajere i sylet. De kommer aldrig til at skrive rockhistorie, de fire gutter i The Sword - der til læner de sig for meget op af andre navne. Men med denne plade har de alligevel taget et skridt i en retning, der lover om meget mere gedigen riff-rock i fremtiden.

The Sword spiller på Loppen d. 10. november og de tager - fandenedme! - Karma to Burn med som opvarmning!