Raise Your Horns '19: Historien vender hjem

69943514_451247865471566_2940433940550254592_o
70360718_451164978813188_8001238465712750592_o
70845465_451164725479880_7635772199483211776_o
69934045_451212875475065_3732679596470960128_o
70466593_451248935471459_1484353917406937088_o
70728259_451247898804896_8665638570322558976_o

Orm kom hjem til fødeøen som en del af festivalen Raise Your Horns for at spille ‘Ir’, der udspringer af det bornholmske landskab og de sagn, der knytter sig til det. Det bandt endnu flere historier sammen og skabte nye til eftertiden.

Kunstner
Titel
+ Festerday + Vanir
Spillested
Dato
13-09-2019
Fotograf
Mark Stoumann

Lørdag aften bliver jeg til en bryllupsfest på Frederiksberg introduceret til en dame, der viser sig at være den bornholmske holzførster – eller skovridder, som man ville sige i dag – Hans Rømers tipoldebarn. Skråt over gaden fra min gamle lejlighed står vi på kældertrappen i en fransk restaurant og taler om, hvordan hun aldrig har følt trang til at slå sig ned på den ø, hvor hendes slægt har så megen historie, selvom hun livet igennem har besøgt Bornholm og utallige gange vandret i Almindingsskoven, som hendes tipoldefar grundlagde i begyndelsen af 1800-tallet. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at Bornholm med sine 23 % skovareal i dag er den tættest bevoksede region i Danmark, og fra de skove udspringer så mange af de myter, der præger øens historie op til i dag. 

Præcis et døgn tidligere er Orm vendt hjem til Bornholm fra deres københavnske eksil for at fremføre deres seneste plade, ‘Ir’, in extenso. På den plade har de forsøgt at forlige sig med deres bornholmske familiehistorie, i særdeleshed et selvmord i den nærmeste familie, ved at tage de bornholmske folkesagn i brug som en måde at forlige sig med tragedien på – og gennem en besjæling af det bornholmske landskab, i særdeleshed Bastemosen inde i Almindingen. Syvmasteren, et pejlemærke i skoven, bliver et holdepunkt i den fortælling, de skaber på ‘Ir’, den afdøde lever videre i det landskab, hun levede sit liv i.

Orm spiller som et af fredagens hovednavne på metalfestivalen Raise Your Horns, der i år finder sted for anden gang. Den blev til som en slags afløser for endages festivalen Bornhell, der kun klarede et enkelt år i 2016, inden den lukkede ned. Rammerne fra Bornhell ville ellers næsten have passet bedre til Orm og ‘Ir’: Den foregik i den gamle gildesal Kyllingemoderen i en lysning mellem de høje træer midt inde i Almindingen, få hundrede meter fra den lille, stengærdeomkransede mindelund for Hans Rømer.

70246879 451247908804895 2489708308592590848 o

Kage og djævelskab
Rammerne for Raise Your Horns er noget mere prosaiske: Logistikmæssigt giver det bedre mening at henlægge todages festivalen til Musikhuzet i hovedbyen Rønne, men der er alt andet lige ikke helt den samme stemning over det kommunale spillested overfor Netto, som der var over den gamle træbygning mellem træerne. Det bliver der kompenseret for med nogle lidt lemfældigt placerede omvendte sorte trækors ude i gårdhaven, hvor man også kan købe kage og thaimad og spille beerpong, og inde ved merchboderne har den herboende kunstner Gaia Trampedach en ikke meget mindre skødesløst opstillet udstilling af malerier, der kredser om den samme djævletematik som festivalen. 

Michael Schmidt fra Danmarks mest afsidesbeliggende pladeforretning, Lidt, Men Godt i Østermarie, har udover et par mælkekasser med nye og brugte metalplader og diverse patches og pins taget et stativfuld brugte læderjakker med til salg.

– Jeg håber, det bliver rigtig koldt senere, så folk får brug for en jakke, gnægger han og gnider sig i hænderne på kræmmermanér.

Mens der er en lind strøm af besøgende til hans og kollegaen fra East Area Records kasser med plader og de optrædende bands’ merchborde, er der fredag aften noget mindre run på ved den briks, Ta2 Skarnet har stillet op foyeren. Man kan ellers få en tatovering af festivalens logo for sølle 800 kr, men der er endnu ingen, der har bidt på.

– Du kan få én lavet på én af dine drenge, foreslår Orms bassist Troels Cort Nielsen med et skælmsk smil og en fejende håndbevægelse mod de to ældste på 9 og 11, som jeg har med, da jeg møder ham i foyeren.

– Tænk på, hvor meget du kan spare: Når de vokser til, og den bliver strukket ud, bliver det jo en tatovering til et par tusinde, tilføjer Orms ene guitarist og sanger, Simon Sonne Andersen.

70117692 451247958804890 4058735680879067136 o

Vi griner, men nervøsiteten er tydelig hos dem. Der er stadig nogle timer, til de skal på scenen og opføre det værk, der i så høj grad knytter sig til det her sted. Dengang Orm endnu var et dødsmetalband og hed By the Patient, øvede de heromme bagved, og i aften har Troels Cort Nielsen sin fireårige datter med for at se koncerten.

– Det er første gang, hun skal se mig spille.

Simon Sonne Andersen havde sin datter på halvandet år med ude at høre ham, da Orm for en uge siden spillede i den københavnske pladeforretning Sound Station fredag eftermiddag.

– Så kunne hun se mig stå der og råbe som en gal.

Metallens festivalisering
Lidt mere umiddelbart børnevenlig underholdning er der inde i salen, hvor kampgruppen Burgunder opfører sværdkamp og senere et lille show med en djævlefigur, der fra scenen opildner to kvinder til at slås med koben. Det er ikke fri for at være uendelig gøglet, men det er også bare sådan noget, der efterhånden er blevet en integreret del af de mange metalfestivaler, der dukker op rundt omkring i de danske købstæder. Det kan lektor i musikvidenskab på Københavns Universitet Tore Tvarnø Lind skrive under på: Han er i gang med et større forskningsprojekt om bl.a. metalfestivaler og det, han kalder en “festivalisering af metal”, og som en del af sit feltarbejde rejser han rundt til alle de danske metalfestivaler.

Han har dog allerede besøgt både Raise Your Horns og Bornhell tidligere, og når han er her i aften med sin teenagersøn Hugo, er det i et andet ærinde:

– Jeg ville opleve Orm på hjemmebane. Jeg ville høre dem spille ‘Ir’ her.

Tore Tvarnø Lind er en af dem, der har fulgt pladen fra dens tidlige stadier, da temaet var ved at være fastlagt, frem til dens endelige form som album. Han skrev et essay om pladens greb om sorgbehandling, mytologi og black metal som en del af pressematerialet for at forklare lagene i den for andre. 

70265489 451164882146531 4073268518768869376 o

Men inden han og vi andre kan få lov at fordybe os i årets vigtigste danske metalplade, skal vi altså lige igennem lidt mere gøgleri: Vanir går på scenen i ringbrynjer og corpsepaint og spiller powermetalliske heltekvad, der strutter af historisk bevidsthed og national stolthed, men måske knap så meget af egentlig musikalitet. Selvom sangeren Martin Holmsgaard Håkan fra scenen proklamerer, at det Dannebrog, der er draperet henover keyboardet, når han ikke vifter stolt med det, “er vi selv herre over om skal splitte os eller samle os,” så er det altså svært ikke at blive mindet om det herostratisk berømte billede fra slutningen af 00’erne af Fremskridtspartiets kampagnetrup med én af dem iført vikingehjelm foran kampagnecampingvognen, når man hører Vanirs traurige fortolkning af national stolthed omsat til power metal.

På nogenlunde sikker grund
I pausen møder jeg den ene af arrangørerne Anders Lundtang Hansen, der også agerer konferencier festivalen igennem. Det er endnu først på aftenen, men hans blik søger lettere febrilsk rundt i salen for at vurdere hvor mange, der er kommet. 

– Vi har gået de sidste par dage og håbet på at sælge bare lige lidt ekstra billetter i forsalg for at kunne være helt sikre. Det løber rundt med de sponsorater, vi har fået, så vi er sikret også at kunne holde en festival næste år, men vi ville gerne have lidt flere igennem.

Inde i salen begynder det dog at se helt fornuftigt ud, da finske Festerday går på. Sangeren Mathias Lillmåns er kun lige trådt ind i det gamle goregrindband for et par uger siden som erstatning for Kena Lindströms, men han ved til gengæld, hvad han er gået ind til ved at komme til Raise Your Horns: Sidste år spillede han her sammen med guitaristen Timo Kontio i dødsmetalbandet Magenta Harvest

69631223 451212968808389 3399694471388987392 o

Denne gang er stilen noget mere rådden med guitarer så nedstemte, at det næsten lyder falsk, og der går ikke mange minutter, før mine drenge kigger op og giver hver deres anerkendende nik. Tidligere i år udgav Festerday endelig deres debutalbum efter at have været lagt ned i næsten 20 år frem til 2013. Mathias Lillmåns er godt med på, hvad det er, bandet har at byde på:

– Hvis I gerne vil høre noget moderne metal, så får I det ikke hos os.

Og så spiller de en sang, der hedder ‘Vomiting Pestilence’. Selvfølgelig gør de det, og det virker faktisk fortrinligt.

– Det er rart at kunne sætte et smil på nogens ansigt, kommenterer Mathias Lillmåns et par sange senere:

– Hver gang, vi har spillet noget, der lød som Bolt Thrower i aften, har jeg kunnet se ham fyren dernede bare blive ét stort smil og råbe “fuck yeah!”

Forundring og vrede
Det er altsammen godmodigt og hyggeligt, men det er ikke den store oplevelse, vi er kommet for. Efter Festerday er forfatteren Dennis Gade Kofod stødt til: Han har selv i flere af sine bøger ladet de bornholmske sagn spille en vigtig del af historien, og han er interesseret i, hvordan Orm anvender dem i deres musik. Mere end det: Han er betaget af, hvordan de gør det.

– Jeg har jo ikke hørt meget black metal overhovedet, men jeg kan sagtens høre, hvordan sådan noget som Bathory er godt. Men Orm er det første, jeg har hørt, jeg virkelig kan mærke taler til mig. Der er ingen distance.

Orm går på i den simple sorte uniform med Doc Martens og opsmøgede bukser, T-shirts stoppet ned i lindingen, ingen staffage, bare musikken. Simon Sonne Andersens hvæsen modsvares i ‘Klippens Lyse Hal’ af Theis Wilmer Poulsens dybere brøl, mens musikken tager til i intensitet. Vi er endnu i det mytologiske land, hvor alt er foranderligt, og det modsvares af musikkens komposition. Helt oppe foran står mine to drenge som paralyserede, fuldstændigt opslugte af musikken, der banker igennem deres kroppe og vælder gennem deres hoveder.

70716336 451165022146517 540299034636582912 o

I overgangen til anden halvdel af ‘Ir’ sidder Simon Sonne Andersen ned og spiller mellemstykket, inden hele bandet sætter i med ‘Bær Solen Ud’. Der er noget andet på spil her i anden akt af fortællingen: Nu er det ikke længere forbløffelsen over tragedien, der leder Orm rundt i det bornholmske landskab, nu er det vreden over at være efterladt, over ikke at forstå og være nødt til at forstå, der er den bærende kraft. Flere af temaerne fra ‘Klippens Lyse Hal’ transformeres til noget mørkere, mere indædt, vokalen bliver harsk, og et stykke inde begynder tingene at køre i ring. Sådan som de gør det i de år og dage, hvor chokket måske nok har fortaget sig, men stadig skal behandles.

Først i sidste tredjedel af ‘Bær Solen Ud’ antydes der en slags afklarethed. Der er en vej videre frem, selvom den er lang. 

Sjælevinding
Det er den vej videre, Orm har fundet på ‘Ir’. At få lejlighed til at bevidne det på en aften som denne er en gave til alle os, der lever vores liv i det bornholmske landskab. Det gør vi, og det bidrager Orm til, at vi gør, med en historie, der er anderledes nær og påtrængende end Vanirs helteri. Ude i foyeren går folk rundt med forundrede blikke. De er godt klar over, at de lige har bevidnet noget særligt.

– Vores engelske sponsor har lige været henne og prikke mig på skulderen og sige, at det her var det hele værd, fortæller en af arrangørerne, Mark Stoumann.

– Både de penge, han har støttet festivalen med, og turen herover for at være her i år. han var helt væk!

70498469 451796378750048 727418042325139456 o

Sammen med Dennis Gade Kofod følger jeg mine to drenge hjem i seng. Ude på torvet har den senest tilkomne kristne frikirke, Rønne Vineyard, stillet en gratis pandekagebod op, ligesom de gjorde det sidste år til Raise Your Horns. Selvfølgelig handler det om at vinde sjæle over til det glade budskab, men det er vist nok også, fordi én af dem er vild med heavy metal. Det betroede én af de frivillige i boden mig i hvert fald engang sidste vinter. Så vidt fortabelsen og fordømmelsen. 

Det er stadig den slags religion, Simon Sonne Andersen og Troels Cort Nielsen udtrykte deres skepsis over for, da jeg talte med dem inden udgivelsen af ‘Ir’ for en måned siden. Men som de også i arbejdet med den bornholmske mytologi har fundet en form for afklarethed med. Det er historier, der giver mening for den enkelte. Gør det muligt at leve videre, giver en grund til det. De har selv føjet et lag til med ‘Ir’, som er blevet en del af det bornholmske landskab. Man vil ikke kunne se Syvmasteren inde i Almindingen uden at tænke på ‘Ir’ fremover. 

Denne aften tog de den historie tilbage til deres fødeø. Satte et foreløbigt punktum for tragedien og skabte nye historier for os andre. I naturen – og tværs over torvet foran Netto.