Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Danmarks mest afsidesliggende pladeforretning

Populær
Updated
IMG_0116

Som teenager blev han kaldt op på rektors kontor for at gå med en Bad Religion-T-shirt. I dag sidder Michael Schmidt i menighedsrådet. Kærligheden til metal er der dog stadig, og nu har han åbnet Danmarks mindste og mest afsidesliggende pladeforretning.

Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt

Man ville gerne have været en flue på væggen, hvis Michael Schmidt havde taget sin forretningsidé omkring en iværksætterkonsulent, inden han åbnede biksen: En pladeforretning. Specialiseret i metal. I en by med 250 indbyggere. På Bornholm. Men hey, så kan han også reparere pladespillere, hvis det er.

Heldigvis for Michael Schmidt havde han ikke brug for hjælp fra nogen, da han i december åbnede butikken Lidt Men Godt i Østerlars. Carporten fulgte med det hus, han købte sammen med sin kone for godt et års tid siden for at have plads til deres to små børn, og med lidt efterisolering var den klar til at åbne som butik hver lørdag. Kundegrundlaget kendte han i forvejen efter i nogle år at have arrangeret brugtplademesser på Rønne Bibliotek, hvor han til daglig arbejder som kontorassistent. Varelageret havde han også, for i flere år har han opkøbt pladesamlinger og solgt dem på plademesser.

– Jeg har altid samlet på ting, fortæller Michael Schmidt en lørdag formiddag, hvor der er åbent i butikken, og han står og skruer i en lampe for at få den til at virke. Når der ikke er kunder, bruger han tiden til at reparere gammel teknik, og til salg i butikken står en gammel Revox-spolebåndoptager, som han har istandsat, sammen med et par pladespillere.

– På et tidspunkt, da alle solgte deres pladespillere, begyndte jeg at købe dem og sætte dem i stand. Nu har jeg hele kælderen fuld af pladespillere, griner han.

– Det er fordelen ved at have et stort hus.

Før streaming
Det var også på det tidspunkt omkring årtusindskiftet, han begyndte at købe plader på vinyl.

– Jeg ville gerne have en god samling, og det her var det billigste format.

På det tidspunkt var der stadig mange, der skiftede deres vinylplader ud med cd’er, og der var ikke noget, der hed hverken streaming eller vinyl-revival endnu, så Michael Schmidt kunne gøre gode fund. Det var også planen, da han flyttede til Berlin med en kæreste i starten af nullerne:

– Jeg havde en idé om, at jeg skulle have et eller spændende arbejde og så ellers bare gå og købe plader imens.

Men Berlin var hårdt ramt af den bristede IT-boble, så der var ikke noget arbejde at få, og i stedet rykkede Michael Schmidt til Fyn, hvor han mødte sin nuværende kone. For syv år siden besluttede de at flytte til Bornholm med plader og pladespillere og en drøm om at få mere tid til at lave de ting, de havde lyst til. I første omgang rykkede de til Gudhjem lige nord for Melsted, hvor Michael Schmidt voksede op.

– Jeg var ikke en del af miljøet omkring Musikhuzet. Det var mest en Rønne-ting, siger han om det musikmiljø, der har fostret en del af den danske metalscenes mest omtalte navne i de senere år. Bands som Rising, Sunless Dawn og Orm gæster indimellem fødeøen i forbindelse med metalfestivalen Raise Your Horns og musikforeningen Spillestedet, og her har Michael Schmidt også stillet op med sin bod med plader sammen med makkeren Thomas Bugge Larsen.

Op på rektors kontor
Faktisk var Michael ikke engang rigtig en del af metalmiljøet dengang, selvom han havde hørt AC/DC og fået smag for den hårde rock. I stedet tog han ned til Nexø og skatede og hørte punkrock.

– Jeg kan huske, at jeg blev sendt op til rektor, da jeg kom i skole i en Bad Religion-T-shirt. Det var den med et kors, der var streget over. Det var for meget, det måtte man ikke, fik jeg at vide. Det hjalp nok ikke på det, at jeg også havde grønt hår.

I dag griner han lidt af sig selv og den trang, han har haft til at provokere. På anlægget i butikken spiller en plade med Mercyful Fate. Det er hans yndlingsband, selvom de var erklærede satanister, og han selv i dag sidder i menighedrådet i Østerlars.

– De ved godt, at jeg hører sådan noget her, men det er ikke noget problem. Jeg er jo ikke selv satanist, forsikrer han.

Det er heldigvis ved at være en del år siden, at folk automatisk troede det om én, hvis man hørte metal, og heller ikke blandt kolleger eller bekendte har Michael Schmidt oplevet, at der var nogle løftede øjenbryn over, at han hørte heavy metal.

– Den der med ”hører du sådan noget?!” – han skærer en forarget grimasse – den får jeg aldrig. De siger: ”Hører du også sådan noget?”

Mødestedet
Det gør de nemlig også selv, og gennem brugtplademesser og de metalkoncerter, der bliver arrangeret i Rønne, har Michael Schmidt fået kontakt med flere, der deler hans kærlighed til metallen. Sammen tager de til Copenhell, og de mødes jævnligt og drikker øl og hører plader.

Det er også det, der er tanken med Lidt Men Godt: Det skal være et sted, hvor folk kan mødes om metal.

– Jeg har lige fået levnedsmiddelgodkendelse, så jeg kan begynde at sælge øl herude. Der er flere bands, der får lavet deres egen signatur-øl, og dem er jeg ved at få kontakter til, så jeg kan importere dem og sælge dem. Så kan jeg for eksempel have Iron Maidens The Trooper til salg herude.

Et ældre ægtepar kommer ind i butikken og kigger rundt på de mange effekter. Manden bladrer gennem de pladekasser, der ikke står metal på, inden han henvender sig:

– Du har ikke noget med The Clifters, vel?

– Nej, desværre, kun den her single, svarer Michael Schmidt og viser en 7”-single frem.

– Hvad så med Rocking Ghosts?

– Nej, det er det samme, der har jeg også kun en single. Men jeg skal ud at kigge på en samling et sted snart. Ham, der skal sælge den, skal bare lige have sat en loftstrappe på, så vi kan komme op og kigge på den. Der kunne godt være noget, så kig ind igen om nogle uger.

Den gyldne tidsalder
90’erne var den gyldne tidsalder for pladesamlere: Det var her, alle solgte deres samlinger for at købe cd’er i stedet, og ingen troede på, at vinylen nogensinde ville vende tilbage. Det betød, at der var et kæmpe udvalg i brugtpladeforretningerne til næsten ingen penge. Den store vinylrevival, der snart har kørt i to årtier, har betydet, at det igen er blevet lettere at købe sine nye plader på vinyl – selv ude i provinsen – men det har også medført voldsomme prisstigninger på samlerobjekter. Meget af den dødsmetal, som man i starten af 90’erne kunne finde i rodekasserne til en 10’er, koster nu let en plovmand, og der går længere tid imellem, at brugtpladeforretningerne får de store, spændende samlinger ind. Det kunne man se, da Accord på Vesterbrogade i København for et års tid siden annoncerede, at de havde fået en metalsamling ind, og det næste morgen næsten ikke var til at slå sig frem for battleveste i butikken.

Men det er overhovedet ikke slut endnu, forsikrer Michael Schmidt.

– Der er stadig masser af folk derude, der sælger deres samlinger. Også her på Bornholm.

Når man som ham køber hele samlinger, får man også de plader med, der storsolgte dengang og derfor fylder godt op i brugtpladeforretningerne i dag.    

– Der er rigtig meget Ray-Dee-Oh og Hanne Boel. Men det ryger bare i tilbudskasserne, og så er der folk, der godt vil have dem igen alligevel.

Dødsmetal som opkvikker
Så selvom det er heavy metal, hjertet banker for, sælger Michael Schmidt også alt det andet, han finder i samlingerne ude på øen. Det er derfor, den hedder Lidt Men Godt: Det kan godt være, at det er heavy metal, der bærer den, men det dominerer ikke. Der skal være plads til, at de ældre kunder kan kigge ind, få en sludder og snakke om gamle plader. Også dem fra menighedsrådet, hvis det skal være. 

Faktisk genopdagede Michael Schmidt først for alvor heavy metal, da han blev far til tvillinger for tre år siden.

– Jeg havde en søn, der ikke ville sove om natten, så jeg var nødt til at have noget til at vække mig om morgenen. Så sad jeg i bilen og hørte dødsmetal, når jeg kørte rundt på øen.

Og selvom det er Mercyful Fate, der står som yndlingsbandet, er det et andet band, der som det første falder ham ind, da jeg spørger ham om, hvilket band han allerhelst ville se live, hvis han kunne vælge uden at tage hensyn til de kolde realiteter.

– Death. Helt klart. For mig var Chuck Schuldiner et geni. Den musik, han lavede, var langt ovre i den prog, jeg også dyrker. Og hans evne til at vide, lige præcis hvilke musikere han skulle bruge for at opnå den lyd, han ville. 

Når det nu ikke kan lade sig gøre, må Michael Schmidt nøjes med at sætte sig foran anlægget i stuen med en af de pladespillere, han selv har bygget op, og høre en af pladerne. Når der altså bliver et roligt øjeblik for tvillingerne. Ellers må han mødes med sine ligesindede ude i carporten, når butikken har åbent. 

Menu