Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

I troldeskoven faret vild

Populær
Updated
I troldeskoven faret vild
I troldeskoven faret vild
I troldeskoven faret vild

Blackmetal er i sin natur ikke lettilgængelig. Bornhell afprøver om det også godt må gælde for placeringen af en blackfestival. Devilution interviewer bagmanden, Andreas Bille Brahe.

Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt

Er du vanvittig?

Det er det første spørgsmål, jeg stiller Andreas Bille Brahe, og jeg stiller det to gange i træk om to forskellige beslutninger han har taget i forbindelse med festivalen Bornhell. Andreas tager det helt roligt, og det er egentlig også svært ikke at være fuldkommen zen som vi sidder der på Jomfrubjerget, i en lysning i skoven midt inde på Bornholm, med solnedgangen over skovsøen nedenfor os. Den 5 måneder gamle, sorte labradorhvalp Molli snuser rundt i skovbrynet under Andreas’ vakte opsyn, fuglene kvidrer noget så idyllisk, og picnicgæsterne er ved at pakke deres bil og futte afsted. Her er meget, meget fredeligt, og lige nu er det sært at forestille sig at her skal en horde af metallere campere om 1½ måned, når Bornhell bliver afholdt i det gamle forsamlingshus Kyllingemoderen i skoven bag os. Den bornholmske sensommer har det med at være lang og varm på grund af havet omkring os der holder på varmen, så det skal nok gå, og under alle omstændigheder formodes blackmetallere at være et tilpas hårdført publikum til at kunne modstå lidt nattekulde. Eller, bedre endnu, værdsætte den. Omgivelserne er nemlig en essentiel del af Bornhell.

“Sidst jeg så Solbrud, var i Albertslund, og det var fedt, men det var også som om, det manglede sjæl”, forklarer Andreas. “Her hvor vi sidder nu, er rammerne jo helt specielle, det er en oplevelse i sig selv. Naturen her er storladen, man får sådan en følelse af ensomhed som jeg mener går virkelig godt i tråd med musikken. Det danner en særlig ramme for hele koncerten, og det er noget andet end man får ved at gå til koncert på et traditionelt spillested”.

Men skoven er ikke kun en kulisse for Bornhell, den er også en omstændighed der i allerhøjeste grad spiller ind på arrangementet.

“Det her giver jo mulighed for at komme ud og virkelig slå sig løs, for man kan ikke bare gå hjem igen bagefter. Normalt plejer det at gå til koncert jo at være noget med, at man drikker lidt derhjemme, mødes med nogle venner, så tager man ind på spillestedet og hører koncert, mens man drikker en øl, og så tager man hjem, når det er slut. Det kan man ikke her. Man kan ikke bare gå hjem igen. Og det er heller ikke meningen at man skal det. Det stod klart for mig fra starten af at det skulle være noget med at høre god musik i lang tid og være sammen med hinanden hele dagen. Alle skal kunne feste med alle. Også bands'ne. Det er jo sjovt nok at være på Roskilde, men der er også bare langt op til scenen, den er tre meter høj, og der er barrierer og grave og sikkerhedsvagter og det hele. Her har vi et lillebitte backstageområde, så vi kommer mere tilbage til rødderne på den måde. Alle er mere på lige fod”.

Forplejningen er noget af det der har været let at klare, da Kyllingemoderen ligger lige omme bag ved Christianshøjkroen.

“De laver fire forskellige retter til 30-40 kroner, en af dem vegetarisk. Så det bliver bedre mad, end man måske er vant til fra andre festivaler, når de står for det.”

Langt væk fra alting

Men hvorfor er det så jeg spørger Andreas om han er vanvittig? Og hvorfor svarer han “Det tror jeg” på spørgsmålet? Det er naturligvis fordi festivalen er lagt på Bornholm. Hvor avantgarde- og noisepublikummet har Sejerøfestival der omplanter miljøet omkring det københavnske spillested Mayhem til den lille ø i Kattegat for en weekend, og den eksperimenterende folkmusiks tweed- og Handball Special-klædte kult har Fanø Free Folk Festival, får blackpublikummet nu en festival i den suverænt mest afsidesliggende del af landet.

“Det er dyrt at komme hertil, og det tager lang tid. Man skal med færgen, og selv derfra skal man så med bussen langt ud på bøhlandet. Så det er da forbundet med en vis økonomisk risiko at lave det her”, erkender Andreas, der dog har modtaget støtte fra både Færgen og en række andre fonde. Breakeven på festivalen ligger da også omkring de 150 gæster, så fuldstændig usandsynligt er det ikke at det kommer til at gå.

Og det skal det, for øen fattes metal.

“Jeg snakkede med Daniel Mühlendorph der arrangerer Wonderfestiwall, og han fortalte at mange havde efterlyst noget metal deroppe. Det er bare svært at få det til at passe sammen med resten af programmet, og det ville heller ikke være nær så fedt at se Solbrud i den kontekst”.

Det er nemlig Solbrud der er udgangspunktet for, at Andreas overhovedet har lavet Bornhell.

“Vi skal høre Solbrud herovre. Det var der det startede, med den tanke. Og så at det skulle være noget andet end en normal koncert på et spillested. For mig repræsenterer de en helt ny scene, og de appellerer også til andre mennesker end blackpublikummet. Det er renere, mere iørefaldende, uden at der går Metallicas ‘Black Album’ i den eller noget. Men de er en del af en ny skole, hvor musikken er meget i centrum. Og så er det ikke fuldstændig utænkeligt at de også kan tiltrække nogle af de normale mennesker der alligevel er herovre i forbindelse med Bornholms Kulturuge. Der har festivalen en god placering”.

Bornhell er da heller ikke endt med at være en ren blackfestival.

“Sammenkoblingen af navne afspejler meget nogen der kender nogen. Det er meget bygget op omkring mit netværk, og hvilke bands jeg synes det kunne være fedt at se. For eksempel sådan nogle som Kolos som er vildt fede”.

Dog er der med det nye, københavnske, indædt lo-fi blackmetalband Genfærd og det lokale, etablerede navn Blodarv der har spillet siden 1994, trods alt en vis overvægt af black i forhold til Kolos’ instrumentale sludge, Kforkills thrash og Église der med Martin Nielskov i front viderefører den kaotiske posthardcore fra hedengangne The Psyke Project.

“Med alle de henvendelser der er kommet efter jeg gik ud med at jeg lavede den her festival, kunne jeg godt have lavet en festival kun med ægte black, men jeg synes egentlig også det er meget sundt med lidt afvigelse”.

Geare op i stedet for at give op

Andreas’ baggrund for at lave Bornhell er en fortid som aktivist i først Århus og siden Ungdomshuset. Og selvom han altså i første omgang svarer, at han ingen erfaring har, og at det er første gang for ham, viser det sig dog at han har arbejdet på adskillige festivaler før og blandt andet har været stage manager på Folkemødet oppe i Allinge. Han er altså vant til at være tovholder på større projekter, men har alligevel ikke haft ambitioner om at Bornhell skulle være noget stort fra starten. De bands han har på Bornhell, er små, og det er ikke store summer de har fået for at komme og spille.

“Jeg vil hellere se hvordan det går i år. Jeg vil gerne kunne holde det igen, så jeg navigerer meget roligt. Hellere langsomt geare op i stedet for at give op. Målet er i første omgang at få lortet til at løbe rundt og få noget til at ske her på Bornholm. Vi kan lave en god, lille fest, og hvis det så går godt, kan det måske med tiden blive til en god, stor fest”.

Da Devilution for nogle måneder siden annoncerede festivalen på Facebook, var der flere der reagerede med at undres over stedet, for det ville da være oplagt at holde metalfestival på Hammershus, men det har aldrig været en tanke for Andreas.

“Der er andre der holder festival der, Wonderfestiwall gør det, Fairtrade-koncerten blev holdt der. Med de her bands synes jeg hellere vi skal ud i skoven, den mørke skov. Der er den rette stemning til genren.”

Så måske er Andreas slet ikke så vanvittig alligevel. Han virker fuldstændig afslappet, som om hans største bekymring er om Molli løber væk. Da vi står og kigger ind ad vinduerne til Kylingemoderen, konstaterer han helt tørt at “det bliver spændende at se hvordan det er at lave lyd” i den 86 år gamle, aldeles uisolerede træbygning. Okkedog. Men alligevel, der er en grund til at jeg starter vores snak med at stille spørgsmålet, om han er vanvittig, to gange i træk, for ikke alene har Andreas givet sig i kast med at arrangere en blackfestival på Bornholm, han har også hyret øens fortabte sønnesøn, Devilutions egen Jens Franco som DJ.

Er du vanvittig?

“Altså, han har jo et levende omdømme”, underdriver Andreas helt vildt om den, så at sige, herostratisk berygtede personlighed bag skribenten. “Men jeg kender Jens tilbage fra Biblioteksskolen, så jeg ved hvad jeg går ind til. Og så har han jo et kæmpe netværk, han kender alt og alle”.

Og det har Bornhell brug for. 150 alt-og-aller, gerne lidt flere.

Menu