For høje forventninger
Cattle Decapitation leverede lige akkurat varen søndag aften i Amager Bio, der vil blive husket for gode bands, ballonfallos og en forskrækkelse blandt publikum.
2. The Prophets of Loss
3. We Eat Our Young
4. Scourge of the Offspring
5. Bring Back the Plague
6. One Day Closer to the End of the World
7. Solastalgia
8. Forced Gender Reassignment
9. Dead End Residents
10. A Living, Breathing Piece of Defecating Meat
11. Plagueborne
12. Death Atlas
Det er ikke engang et år siden, Cattle Decapitation senest gæstede Danmark, da de i marts måned 2024 indtog Pumpehuset. En aften, hvor de i den grad rev publikum rundt, og vi kvitterede med topkarakter. Deres første show på disse breddegrader efter udgivelsen af 'Terrasite'. Søndag aften var de så tilbage. Denne gang i Amager Bio. Bandet var ikke blevet dårligere, men de var heller ikke blevet bedre.
Sådan er det ofte med genudsendelser. Vi havde i et årti været blæst bagover af stort set alt, hvad Cattle Decapitation sendte i vores retning. Lige fra da de udgav 'Monolith of Inhumanity', som vi gav 666, over 'The Anthropocene Extinction' og videre til 'Death Atlas'. Begge plader, vi gav topkarakter. Og koncerterne på ryggen af de plader gav vi også meget rosende ord med på vejen. Til og med Inferno Metal Fest i 2024.
Vi havde selvfølgelig luret på det store internet, hvordan setlisten ville se ud i Amager Bio søndag aften. Det så virkelig stærkt ud. Kun stærke sange fra de fire ovennævnte plader. En times koncentreret death/grind fra et band på toppen. Det kunne da ikke gå galt? Næ. Det gjorde det heller ikke. I hvert fald ikke helt. Men så alligevel lidt.
For når forventningerne var så høje, så kunne de jo næsten kun skuffe. Og det gjorde de også. Cattle Decapitation spillede forrygende, forsanger Travis Ryan var i hopla og spillede såmænd også op til den pikballon, der havde heppet med fra tredje række på gulvet hele aftenen, og som vi gjorde os lystige over på de sociale medier. En ironisk kommentar om, at den slags gøgl fra Smukfest ikke behøvedes inficere de koncerter, vi gerne går til. Ikke alle fangede pointen. Det betød lige så lidt som hvilke fingre, der lugter, efter man har kløet sig selv bagi.
Heldigvis sørgede Cattle Decapitation for, at fokus var på dem og deres musik. Fællessangen brød ud allerede i koncertens andet nummer, da man til 'The Prophets of Loss' kunne høre ikke bare Travis Ryan, men en propfyldt og udsolgt Amager Bio brøle taktfast:
We fucking die tonight and that's perfectly alright with me
We fucking die tonight and that's perfectly alright with me
We fucking die tonight and that's perfectly alright with me
We fucking die tonight and that's perfectly alright
Cattle Decapitation har endnu ikke lavet et bedre omkvæd end det, hvilket resten af koncerten bar præg af. Masser af nyt fra 'Terrasite', som blev leveret solidt, og publikum dansede med, men selv under de store sange fra 'Death Atlas' var det, som om band og publikum lige manglede det der gear, vi har set og oplevet før, der gjorde det magisk. Det var godt, men ikke perfekt.
Det blev ikke bedre af, at en fra publikum faldt om og slog sit hoved ret kraftigt under 'Dead End Residents', så her gik der et sug gennem salen, da bandet pludselig stod helt stille og så til, at sikkerhedsvagter ilede til og fik ham båret ud til sikkerhed. Heldigvis kunne Travis Ryan halvanden sang senere glæde resten af salen med, at han var ok. Efter koncerten kunne vi se ham sidde ved indgangen, holde sig til baghovedet og snakke med folkene omkring sig. Trods alt.
Således klarede han sig igennem. Det gjorde bandet også, men noget klimaks nåede man aldrig denne søndag aften i Amager Bio. Det skulle da lige være under Shadow of Intent, der bestemt ikke lod sine hensigter stå uklare hen i skyggerne. De vil være hovednavne. De havde intensiteten, viljen og også et publikum, der lod til at være mindst lige så glade for at se dem som hovednavnet. Der var et kæmpe brøl da de gik på scenen, og den tunge lyd, de dybe breakdowns kombineret med melodiske guitarer gik rent igennem.
Det fascinerende var at se, hvordan små detaljer afgør forskellen på store og små bands. Hvor opvarmningen fra Vulvodynia og Revocation begge måtte bede publikum om at lave circle pits og dele sig til deres respektive wall of deaths, så kunne forsanger Ben Duerr bare lige nonchalant vifte med hånden i et halvt sekund, og så delte Amager Bio sig i to, som var det Moses, der stod på kanten af det Røde Hav. Folk vidste hvad de skulle og eksekverede til perfektion. Det samme gjorde Shadow of Intent.
Dermed ikke sagt, at hverken Revocation eller Vulvodynia ikke gjorde det godt. De var begge overraskende gode og publikum var mødt talstærkt frem allerede fra første strofa af Vulvodynias set, der blev båret frem af en energisk Lwandile Prusent, som i den grad fik hidset folk op fra start. Desværre for dem buldrede bassen alt for meget under deres koncert. Noget, der blev rettet op på under Revocation, der så kunne levere 'Diabolical Majesty', 'Scorched Earth Policy' og 'That Which Consumes All Me' stensikkert, ligesom den nye single 'Confines of Infinity' også gik tydeligt igennem.
Alt i alt en udmærket aften i selskab med deathcore og death/grind. Vi har bare oplevet Cattle Decapitation bedre, mere intense og nærværende. Det var, som om København bare var endnu et stop på en turné, de så småt var ved at være trætte af.
Vi håber, de når at puste ud når turnéen er overstået her i slutningen af februar, så de har fået ladet batterierne op, inden de vender retur til sommer, når de onsdag d. 18. juni står på Hades til dette års Copenhell. Man kan godt frygte, at festivalen simpelthen har booket amerikanerne for sent. De har haft et fuldstændig afsindigt topniveau siden 2012, og først her i søndags så vi sprækker i det panser, der ellers i snart 13 år har brølet menneskehedens idioti og endeligt op på den mest fantastiske måde. Vi krydser fingre for, at søndagen i Amager Bio blot var en ubetydelig sten på vejen, og at de igen er sublime i juni måned!