I mørket er vi alle lige
John Cxnnor kuraterede en aften af de helt store, da de lørdag satte Store Vega og publikum i stævne til en ambitiøs forestilling, der hen over fire akter var som skabt til at bryde vægge ned mellem genrer og publikummer og skabe fællesskab på tværs.
Det var en på alle måder grænsenedbrydende aften, som vi har gået og fordøjet lidt igennem samtaler i ugens løb. Om hvor meget, der måske virkelig var på spil denne aften, hvor verdener mødtes. Hvordan det fungerede, har vores to anmeldere taget en snak om.
De indledende knæbøjninger
Hvis vi nu skal begynde med rammerne for koncerten, så var der jo på forhånd lagt op til et show af de helt store. Hvordan var rammerne for koncerten? Fungerede det?
Jesper: Kurateringen var fænomenal og viste hele den spændvidde, der er i John Cxnnors musik fra hardcore og metal henover techno/ravemusik og teatralsk og cinematisk mørke repræsenteret ved henholdsvis Embla og Smertegrænsens Toldere, Witch Club Satan og Sierra. John Cxnnor er blevet gode til at skabe et forløb i deres koncerter, og den her aften havde de kurateret et helt forløb, der strakte sig over fire opvarmnings-acts og deres egen koncert. Det fungerede virkelig godt, omend udsyn og lyd til gulvkoncerterne var lidt udfordrende … Witch Club Satan spillede et fedt show med god energi, men floor-formatet gjorde, at nærmest ingen kunne se det.
Dea: Lyden var skrækkelig til Witch Club Satan. Ingen udenfor de første 3-4 rækker kunne høre noget. Det var super-ærgerligt. Men generelt synes jeg egentlig, at det var floor-formatets charme. Lidt ligesom skateparken på Roadburn (Festival). Ingen har jo som sådan ret til at stå i forreste række, så det fik lidt eksklusivitet på den måde.
Jesper: Jeg så koncerten oppe fra balkonen, hvor lyden heller ikke var fantastisk. Men så kunne vi se noget. Min kæreste blev kæmpe fan af Witch Club Satan på grund af den seje energi og fremtræden. Witch Club Satan er fede, og det er selvfølgelig en pointe i sig selv, at de arbejder med andenbølgen som materiale for en antifascistisk/antipartiarkalsk ytring, men på en måde gad jeg godt, at de var lidt mindre trofaste over for lyden fra Helvete. Men altså, sikke en aften.
Dea: Altså, aftenen var jo nærmest en festival, og det var fedt at se så mange komme så tidligt. Selvom aftenens hovednavn helt klart var John Cxnnor, så fik både Embla, Tolderne og Witch Club Satan masser af spotlight til de tre indledende floor shows. Jeg synes, det fungerede rigtig godt som appetitvækker og som et sted, hvor folk kunne hoppe ind eller ud, lede efter venner og lige få en fadøl (læs: vodka-red bull red.) i en af barerne.
Men det det var dog, som om at aftenens indledende knæbøjninger appellerede mest til hardcore/metal-publikummet, og vi skulle ret langt hen i aftenen, før det elektroniske fik en plads. Det gav en lidt todelt stemning, hvor metalhovederne stod i en kødrand omkring de optrædende, mens dem, der måske mest var kommet for aftenens elektroniske indslag mest fik tiden til at gå med at forstyrre med sniksnak inde i salen. Det skabte irriterede udbrud hist og pist, fordi de forskellige publikummer fundamentalt har to forskellige måder at gå til koncert på. Så der er helt klart ikke tale om en total sammensmeltning af verdener – endnu.
Sammenstød og dynamik
Man kan altid spørge, hvem der skal give sig – er det de seriøse, musiklyttende metalhoveder (som jo for øvrigt også kan snakke fanden et øre af), eller er det de andre? Hvem er egentlig på besøg hos hvem?
Jesper: Ja, det er jo det. Det kræver en velvilje fra alle sider. Jeg tror, John Cxnnor ville insistere på, at alle var på besøg hos dem, i deres musikalske syntese. Jeg synes, det er vigtigt, at vi åbner os som publikum på samme måde, som John Cxnnors musik åbner sig over for både basarm og moshpits.
Dea: Det er nok uundgåeligt, at der kommer lidt sammenstød mellem verdener på sådan en aften. Sejersen-brødrene har unægtelig stillet sig i døråbningen og har sat røven i klaskehøjde for gatekeepers og feinsmeckere. Men det er nødvendigt. Innovation i metal er lidt ligesom oliefelterne i Nordsøen. Der er stadig noget at hente, men man skal godt nok grave dybt. Vi trænger til nogen udefra, der kan sparke lidt liv i kludene, give os noget frisk kreativitet og gøre scenen til det den var: et opgør med det etablerede. Og det kan jo godt være lidt noget bøvl, når man nu er blevet de etablerede. Pyha. Så det er uundgåeligt, at der opstår mikrosammenstød mellem kulturer med en fundamentalt forskellig forståelse af, hvad en koncert egentlig er, og hvad den skal kunne.
Jesper: Ja, de har også røven i klaskehøjde bare i og med, at de er ved at vokse ud af undergrunden. Men de to ting hænger nok sammen: Gatekeeping af hvem, der må være publikum, hænger sammen med den gatekeeping, der opstår, når noget vokser ud af undergrunden og ind i Politikens spalter. Så er der nogle, der føler, at de har fået taget noget fra sig. Det er en ret latterlig tanke, og det siger på ingen måde noget negativt om John Cxnnor som projekt. Om noget er det da pisseægte, at de tager hele deres musikalske arv med sig, også den, der består af dakkedak i Helsinge.
Kulturkode-mash-up
Franske Sierra var aftenens eneste 100% elektroniske indslag, og hun vendte ligesom bøtten på hovedet. Pludselig var det hardcore-folket, der skulle finde takten.
Dea: At sætte Sierra op på scenen som mellemret var intet mindre end genialt. Pludselig stod vi (der typisk løber til metalkoncerter) på den anden side af spejlet og kiggede ind. Jeg hygger mig altid en del med at observere sociale koder i forskellige sammenhænge, og til Sierra var koderne helt anderledes end de tre første bands. Man laver andre håndtegn til scenen. Det personlige rum, som jeg synes mange beskytter ivrigt til metalkoncerter bortset fra i mosh-pitten, var stort set væk, men ikke på en klam eller skubbende måde.
Men man blev inviteret mere ind, og jeg fik en slags svingom med i hvert fald fem for mig helt ukendte mennesker, som jeg i øvrigt ikke så mere til resten af aftenen. Det er dælme sjældent til metalkoncerter, medmindre man bevæger sig ind i The Danger Zone, hvor jeg er blevet for gammel og for lille til at være. Sierras sæt var også fuldkommen hjernedødt fedt. Mørkt og tungt, nok skrammel til metalhovederne, nok dans til technofolket. Dén havde hun tænkt over. Men tak for kaffe – det var sgu en dejlig fest!
Jesper: Pissefedt sæt med stærkt underholdende og fængende, mørk techno. Ingen dybe tallerkner blev opfundet, men hvad gør det, når Sierra spiller så fede ting? Enkelt og effektivt uden at blive dumt på den trælse måde. Hendes musik passede fedt til John Cxnnors, men jeg kunne godt have undværet pausen mellem hende og dem. Gassen nåede lige at gå lidt af ballonen, hvilket var ærgerligt, for hun leverede et nærmest perfekt opvarmningssæt. Med hensyn til de kulturelle koder, så har jeg bevæget mig hjemmevant i begge miljøer, så jeg havde det lækkert. Eller jeg har bevæget mig lige lidt hjemmevant. Jeg har aldrig identificeret mig 100 % med én scene, og jeg tror egentlig heller ikke, at det er sundt at gøre det. Derfor passer John Cxnnors musik, og denne aften, mig også glimrende. Jeg elsker lige så højt at sparke til luft i en parkeringskælder, som jeg elsker at smide hornene op.
DJ-fest for kliken
Hvis vi lige gemmer JC lidt endnu, så kan vi jo springe videre til aftenens Digestive. De tre hold DJ’s, der efter John Cxnnor stod for underholdningen til en efterfest i den ene bar. Blev det den fest, vi håbede på?
Dea: Fedt initiativ – jeg mangler indimellem, at festen fortsætter bare lige lidt længere efter koncerter, og at man ikke skal kyles ud på røv og albuer, nu hvor man endelig har fundet venner og bekendte og har købt en øl, man faktisk kan drikke i fred og ro. Så konceptet er jeg stor fan af. Jeg blev ikke hængende til tredje DJ-sæt, så jeg hørte kun de første to hold, og må konstatere, at hold 2 havde fanget viben væsentligt bedre end hold 1, der sendte brølende metal ud af højttalerne på en øredøvende volumen (medgivet, at Vega nok har en finger med i volumen), og det var bare som om det slet ikke passede til den ret glade og opløftede stemning af dansefest, som folk gik ud fra John Cxnnor-koncerten på.
Jesper: Ja, det er fedt, at lyset ikke bare bliver tændt, og man bliver hældt ud. Det er altid et kæmpe moodkill. Men det er også en svær opgave at holde sådan en fest samlet. Måske St. Digue kunne have gjort det, men det er jo efterhånden også en kliché at bede ham holde liv i kludene efter en metalkoncert.
Dea: Men vi må nok konstatere, at det ikke lykkedes at holde den sammenbragte familie samlet efter koncerten. Det var ikke nogen inkluderende fest, som mange metalfester har for vane ikke at være, og det var lidt ærgerligt. Jeg gad godt have danset hele natten (eller i hvert fald til kl. 2), men det var bare mest sådan en voksenfest for metalhovederne. Øv.
Jesper: Ja, mit hold smuttede også, da det gik op for os, at det ikke ville løfte sig mere. Men jeg kan høre den type musik, der ville løfte sig efter et John Cxnnor-show for mig. Nogen burde lave den musik. Det er der måske allerede nogen, der gør. Lad os finde dem.
Fremtidsfortidsland og doom-gummibåd
John Cxnnor spillede deres kun tiende liveshow og satte alt på sort. 22 gæsteartister, nye numre, samarbejde med Kriigerkvlt ført an af Kai Uwe Faust fra Heilung. Hvordan var aftenens kuratorer, masterminds og hovedartist? Lykkedes ambitionen?
Dea: Vi er ude i småtingsafdelingen, hvis nogen finger skal sættes på John Cxnnors show. Det var helt hjernedødt i både intensitet og fremførelse. På en måde gad jeg virkelig godt, at dette var min første John Cxnnor-koncert.
Jesper: Ja! Det er de bittesmå detaljer, vi kan kritisere, for overordnet set var det jo en komplet banger af en koncert. Vi kan tillade os at gå helt ned i detaljen med kritikken, fordi det samlede billede af den her aften er så utrolig stærkt. Det var jo en kæmpe sejr!
Dea: Jeg forventede ret meget den koncert, vi fik. Og så forventede jeg overhovedet ikke den koncert, vi fik. Jeg har set alle deres shows i Danmark plus et par stykker udenlands, og jeg har også set den symbiose, de har bygget op med Victor Kaas (LLNN, Eyes, red.), Andreas Bjulver (Cabal), Kim Song Sternkopf (Møl, The Arkane Order, red.) og Mai Soon Young Øvlisen (Meejah, red). Og naturligvis med HIRAKI, som har indtaget en mere og mere integreret plads i deres shows. Men altså – det er vel nærmest nemmere at skrive, hvem der ikke var på scenen denne aften.
Jesper: HIRAKI er elektriske sammen med John Cxnnor.
Dea: Ja. Til et punkt, hvor det er svært at forestille sig John Cxnnor uden HIRAKI. Det er et virkelig lykkeligt ægteskab.
Jesper: Ja! Jeg glæder mig sygt meget til at høre ny musik fra HIRAKI igen, men det er også virkelig fedt at se dem være nærmest perfekte performere i det her univers. Og kæmpe skud ud til dem som stilikoner også. Fedt scenetøj!
Dea: Det var en gennemgående ting ved koncerten. Det visuelle var knivskarpt fra første til sidste optrædende. With Club Satan er jo nærmest skupturelle i deres udtryk, og deres kostumer var helt vilde, da de gik på scenen med Kriigerkvlt. Men hele vejen var vi i et fremtidsfortidsland, hvor alt er back to basics, fordi vi har futtet jorden af, men også lidt fremtidsteknologisk. Det visuelle gik på den måde ret godt i spænd med det musikalske bagtæppe. Det eneste, jeg savnede, var måske deres visuals med Terminator, der smelter ud af isen, men jeg forstår godt, hvorfor den blev valgt fra.
Sætlisten bød også på meget mere nyt, end jeg havde forventet. Og de numre, de har haft i rotation tidligere, stod også skarpt. Rækkefølgen fungerede langt hen ad vejen for mig, og jeg synes festen blev sparket i gang på højt energiniveau.
Jesper: ‘Synthetic’ og ‘Sardonic’, de to første numre efter introen, fungerede fedt som forløb, og HIRAKI, Kim Song Sternkopf og til sidst også Mai Soon Young Øvlisen fik sparket koncerten godt i gang. Man må sige, at d’herrer Sejersen har pissegod smag i gæstevokalister.
Dea: Enig. Siden Roadburn 2023 har Kim og Mai været mere eller mindre faste gengangere til John Cxnnors shows. Begge stærke, stærke performere, som man næsten elsker mere i denne sammenhæng end i deres normale bands. Jeg elskede særligt ‘Shadowwalker’, som også har udviklet sig enormt siden debuten på Roadburns store scene i 2023. Mai har gjort den mere til sin egen, og den går rent ind. Hver gang. Jeg var dog lidt overrasket over den bratte overgang fra 'Shadowwalker'. Jeg ville gerne have hængt lidt mere i det univers, inden vi blev kastet for hardcore-løverne.
Jesper: Helt klart. Mai er bare en superstærk performer. Hun kan virkelig sætte scenen både med sin stemme og med sin optræden. Altså, jeg elsker de hardcore-løver, men ‘Shadowwalker’ var en fin perle, jeg gerne ville have tilbragt mere tid sammen med. Måske får vi en dag mere melodisk orienteret materiale fra John Cxnnor. Men ja, den var et højdepunkt, og jeg gad godt høre flere melodiske numre fra John Cxnnor. Det kunne være spændende.
Dea: Aftenens helt store tilløbsstykke (hvis man overhovedet kan fremhæve noget på bekostning af noget andet) må bestemt være aftenens sidste nummer, hvor Kriigerkvlt så dagens lys første gang. Kai Uwe Faust (fra Heilung, red) havde taget en håndfuld krigere fra Heilungs krigerkor med sig og teamede op med Witch Club Satan i et stemningsfyldt og tungt ritual.
Men jeg manglede noget. På papiret var det jo fantastisk. På billeder var det nok aftenens visuelt stærkeste optræden. Men jeg manglede godt nok Kai. Han kan fylde hele rummet med sin person, og savnede ham mere på kanten af scenen. Det kunne have skrællet loftet af Vega, og jeg synes egentlig det kunne have været fedt at ende helt deroppe. Det var, som om vi tog et trin ned ved det sidste nummer.
Jesper: Jeg kan godt følge dig med hensyn til Kais rolle. Måske er det en forventning, som er baseret på rollefordelingen i Heilung. Men nu, hvor jeg reflekterer over det, så er det måske naturligt, at Kriigerkvlt er en lidt anden ting. Jeg kunne godt lide call and response-dynamikken mellem Kriigerkvlt og Witch Club Satan, og jeg havde en fin optur med det nummer som afslutning på en koncert, jeg nød i fulde drag. Om ikke andet var det imponerende og “grand finale”-agtigt, samtidig med, at det landede stemningen et roligere sted.
Dea: Du har ret i, at Kriigerkvlt jo skal og må være noget andet end Heilung. Der var jeg måske lidt for meget i Heilung-land inde i hovedet. Men jeg elsker Kais karisma på en scene og ville helt egoistisk bare gerne have mærket den mere.
Jesper: Ja, det behov forstår jeg godt. Han har en virkelig vild stemme og scenetilstedeværelse. Men det skal også siges, at det er en hård arena at blive kastet ind i som vokalist. Ikke alene er der fyldt med hardcore-løver, men alle vokalister lægger et sindssygt højt niveau for dagen i den sammenhæng. Der skal rigtig meget til for at være den bedste i det selskab.
Dea: Og nu hvor vi er ved højt niveau. Moshpitten. Så for satan. Der var tryk på fra start til slut, så at efterfesten blev lidt mat, var måske forståeligt nok. Der kan selvfølgelig godt opstå en lidt dynamisk situation, når nogen vil danse-danse og andre vil slås-danse, men jeg glædede mig oprigtigt over, at der for en gangs skyld var en moshpit, der var mere eller mindre konstant og ikke bare de små bøvser, man ofte ser, og typisk på utallige opfordringer fra en eller anden livstræt frontperson, der aften efter aften skal piske en slags liv i publikum.
Hele koncerten igennem var der bare virkelig fed energi, og alle var sgu med – juletræet og paillet-solbrillefyren og alle hardcore-løverne. Dét er sgu da kærlighed. Også selv om der var et par stykker, der røg på røven og måske befandt sig lidt vel meget i den dybe ende. Det hører med. Vi har alle været der. Men generelt synes jeg egentlig, at stemningen trods det noget voldsomme kropslige udtryk på alle tidspunkter var nærmest lattermild og lalleglad. Jeg så ikke et eneste aggressivt menneske og mødte kun ganske få, der havde fået den idé, at man kan “holde en plads” endsige "stå i fred" på forreste række.
Og den gummibåd, altså. Jeg smiler endu.
Jesper: Jeg har en del rygproblemer, så jeg holder mig altid ude af pitten på mine gamle dage, men jeg kunne fornemme energien, og den var smuk. Jeg kunne også godt se, at der var nogle stykker, der måske var lidt nye ud i konceptet. Her er det, at man må håbe på velvilje fra miljøet. Den samme velvilje jeg oplever, når helt unge mennesker kaster sig ud i det for første gang. Jeg er sikker på, at det her var, og kan vedblive med at være, et fint kulturmøde. Vi skal bare ville det. Alle sammen. Jeg ved, at John Cxnnor ville det, og det fortjener de en kæmpe cadeau for. De formår at holde det Helsinge, at holde det hardcore og at hæve niveauet ud over de to ting og ind i de etablerede kultursektioner. Se, dét er en syntese!
Konklusionen
Men vi skal jo også frem til en eller anden konklusion. Opnåede brødrene Sejersen det, vi tror, de ville? Kunne bukserne holde?
Dea: Det her er den til dato sværeste anmeldelse, jeg nogensinde har skrevet. For alt var nyt. De bragte verdener sammen, som jo langt hen ad vejen sagtens kan følges hånd i hånd, men som måske også lige skal lære hinanden at kende. De gjorde en koncert i Vega til en totaloplevelse. Deres kuratering var på det nærmeste fejlfri, og jeg har aldrig set et show i de dimensioner fremført med så meget perfektion fra noget dansk band i genren. Det er en klokkeklar 666'er fra mig.
Jesper: Ja, enig, den er pissesvær, også fordi vi har skrevet så meget om John Cxnnor. Jeg bliver nødt til at gå med følelse, jeg stod med under John Cxnnors koncert, så det bliver også en voldsomt begejstret 666’er fra mig. Mit smil var simpelthen så bredt, at der kan være en 666’er inden for mundvigene.