RB '23: Vores fremtids fortid
Populær
John Cxnnor blev det virkelige åbningsnavn til dette års Roadburn Festival. Det gjorde de så eftertrykkeligt, at vi endte med at tørre kinderne og erklære, at herfra går det kun nedad.
2. Silencer (Andreas Bjulver Paarup)
3. Sunwalker (Kim Song Sternkopf)
4. Saga (Mai Soon Young Øvlisen)
5. Stigma (Victor Kaas)
6. Sunken (Andreas Bjulver Paarup)
7. Synthetic (Kim Song Sternkopf)
8. Shadowwalker (Main Soon Young Øvlisen)
9. Sanctuary (instrumental)
10. Sardonic (Kim Song Sternkopf + Mai Soon Young Øvlisen)
11. Savager (Victor Kaas + Andreas Bjulver Paarup)
Outro
John Cxnnors fjerde koncert nogensinde blev torsdag eftermiddag sat i gang i en halvt fyldt Main Stage-sal, som det første band på den scene i årets udgave af Roadburn Festival. Da vi fik lejlighed til at tale med bandet inden festivalen, var det tydeligt, at det var en opgave, de tog meget alvorligt og en opgave, der medførte en kolossal arbejdsindsats fra både John Cxnnor og de 4 optrædende kunstnere, som duoen denne gang valgte at tage med sig på scenen. Denne torsdag var så forløsningens time. Der hvor alt helst skulle klappe. 
Vokalen i centrum
Og klappe gjorde det fra ende til anden. Fra lys til lyd til optrædener og ikke mindst det drilagtige digitale backdrop, der langsomt undervejs i koncerterne afslørede Terminator under isen. Det Terminator-inspirerede sci-fi univers var også omdrejningspunktet i alle fire kunstneres tekstunivers, men set fra alle tænkelige sider. Kim Song Sternkopf (Møl) gav den som Overlord i skarpe solbriller og industrielt fremtidslook. Victor Kaas (Eyes, LLNN) var en fremragende baggårdslusker, næsten grobriansk i sin fremtoning på scenen. Mai Soon Young Øvlisen (Meejah) var i rollen moderen, søsteren, datteren – desperat, vred, sorgfuld og smuk, mens Andreas Bjulver Paarup (Cabal) var næsten frygtindgydende i hvad der vel bedst kan betegnes som en slags psykopat – måske ikke ganske ulig Alex fra Kubricks kultklassisker A Clockwork Orange. Men hvorfor overhovedet sætte roller på castet denne aften? For de, der var til stede var der ikke kun tale om opførelsen af en koncert, men også opførelsen af et stykke og et værk. Der var roller, der var poler, og mange elementer var i spil.
Kaas og Paarup henholdsvis som første og anden artist på scenen gav deres bud på All My Future’s Past på en måde, der på en gang var meget genkendelig, særligt for fans af Eyes og Cabal, men også ny. Hvis man forestiller sig deres vokal sat under en lup, forstørret og forstærket på alle de særegenheder den har, så vil man have et meget godt billede af det, vi mødte hos Kaas og Bjulver i åbnerne, og konsistent gennem resten af koncerten. Victor Kaas tog os med helt ned under gulvbrædderne med sin hidsige og skærende vokal, der i dagens anledning var slået ned i både tempo og udtryk, mens Paarup eftertrykkeligt sømmede brædderne til med en mukkert i middelstor størrelse, da han helt fremme på kanten af scenen tog sit kraftfulde growl og sendte ned over hovederne på de efterhånden temmeligt mange fremmødte publikummer. 
Desperation i to dimensioner
De to herrer blev i tredje nummer afløst af aftenens første reelle joker. For mens vi har set John Cxnnor arbejde med både Victor Kaas og Andreas Bjulver Paarup, så er samarbejdet med Kim Song Sternkopf helt nyt. Almindelig koncertsludder forud for koncerten afslørede, at folk var delt op i dem, der troede på det og dem, der ikke gjorde. Den sidste gruppe blev heldigvis for os andre dem, der tog fejl. Faktisk tog de så alvorligt fejl, at vi, da Sternkopf indtog scenen, måtte udbryde et lille gisp, og da han åbnede munden var begejstringen i salen til at tage og føle på. Enkelte kneb også en tåre, hvilket er helt uforklarligt, for Sternkopfs optræden var ikke udpræget sørgelig, men den ramte os i mellemgulvet på en måde, der er sjælden. Og helt enkelt har vi aldrig set Møls frontmand bedre. Nogensinde. Hans frontalangreb på alle kombineret med hans teatralske optræden på scenen, holdt salen tryllebundet og han holdt samme høje niveau igennem hele koncerten.
Mai Soon Young Øvlisen, kendt fra Meejah, var en anden af sættets jokere og har ikke samarbejdet med John Cxnnor før. Præcist som brødrene Sejersen oplevede, at hun tog røven på dem med sin vildskab, tog hun i den grad også røven på alle fremmødte i salen. Hendes nerve, desperation, angst og insisterende vokal var på en og samme tid skræmmende og hjerteskærende, og selvom vi synes hun gjorde det bedst i det første af de tre numre, vi så hende i, så var hendes optræden hele vejen igennem et bevis på, at man hverken behøver at råbe højt eller fare rundt på scenen for at få sit budskab igennem. At Øvlisen spillede en rolle som en, der intet har at miste var konsekvent gennem sættet, og den ensomhed vi alle mærkede gennem hendes optræden, var eminent formidlet. Her måtte både anmelder og omkringstående tørre kinderne, for det var en stor oplevelse. At Øvlisen og Sternkopf også kan give den som fremtids-fortids-deltagere i et 90’er-technobrag fik vi at se senere i sættet, hvor næstsidste track var en duet mellem de to, der byggede op til hele gulvet gyngede. Aftenens sidste track blev rutineret varetaget af Kaas og Paarup, der også hoppede ud i fotograven og skreg forreste række ind i fremtiden. 
Lyden af en ødemark
De 4 vokalister tog numrene efter tur og på nær de sidste to tracks, så var de på scenen en ad gangen, og koncerten adskiller sig dermed ret afgørende fra den vi så på Roskilde Festival sidste år, hvor vokalisterne løb ind og ud mellem benene på hinanden i en kæmpe fest for livet. Festen her på Roadburn var helt anderledes, og musikken bag var nok det mørkeste vi endnu har hørt fra John Cxnnor. Der var malet med fedtet sort tjære i hele showet, de blandede hardcoreelementer med hardstyle, psy-trance og tung, tung bas, der flere steder i sættet truede de forreste rækkers maveindhold. Balancen mellem det mørke og tunge og det vanvittige, desperate var perfekt afstemt med vokalisternes udtryk, og netop det gjorde sættet til en helhed på trods af den meget forskelligartede optræden, som de fire vokalister bød på. Der var arbejdet i bund med de samples, som John Cxnnor er kendt for at lave, og selvom det kan virke som en gentagelse af tidligere anmeldelser, så VAR vi i en fremtid, hvor alt er tabt i den times tid, koncerten varede. Intet var overladt til tilfældigheder og alle lyde, hvor små de end måtte være, stod tydeligt frem i lydbilledet, der stod skarpt fra start til slut. Vi fik malet et alt for tydeligt billede af, hvordan den fremtid, vi hastigt er på vej til at skabe, ser ud, og hvor ødemarker, mørke og en decimeret menneskerace er alt, hvad der er tilbage. 
Til tider virkede det lidt akavet, at sangerne kom ind en ad gangen og skulle have deres mikrofon med sig ud igen, men det var ikke noget, der slog skår i billedet og man må formode, at det også for vokalisterne var lidt en uvant situation sådan at forlade scenen midt i det hele. Lyden fik heldigvis taget sig sammen undervejs i koncerten for det var noget lavmælt til en begyndelse og det var først da der blev skruet rigtig højt op, at folk ude i foyeren på 013 fandt ud af at de hellere måtte se, hvad det her var for noget. På vokalsiden må vi fremhæve Sternkopf og Øvlisen som de klart stærkeste kort – måske fordi de var helt udenfor deres komfortzone. Dog leverede både Kaas og Paarup fremragende præstationer, men på en måde var mere inden for deres normale gebet og derfor knapt så overraskende. Det var også i koncertens start og slutning, at vi så de stærkeste numre, mens vi fik en (måske planlagt) puster i midten af sættet uden at vi skulle forholde os til de helt store emner i livet. 
Ingen grænser
Den erfaring, som John Cxnnor på kort tid har opbygget med deres ambitiøse projekter og samarbejder på kryds og tværs fik virkelig en scene at vise sig på denne torsdag eftermiddag, hvor alt faldt i hak. Der er lige nu ingen grænser for, hvor langt producerduoen kan tage deres projekt. At de kan spille for flere tusind mennesker fik de bevist denne eftermiddag og at det hele ikke er gak og løjer blev i den grad slået fast med 'All My Future’s Past' opførelsen. At det både var første og sidste gang, at publikum ser dette værk opført, er noget man må tage med. Det er et koncept-projekt og selvom det er vemodigt at vide, at den her oplevelse ikke kommer tilbage, så er det vilkåret.
John Cxnnor sluttede koncerten foran en fyldt sal, der ikke ville stoppe med klappe og pifte og råbe i begejstring. Det kan måske lyde trivielt, men Roadburn publikummet er særligt og er typisk ret tilbageholdende med de helt store armbevægelser, og alene det bevidner, at vi, der var til stede, er heldigere end dem, der ikke var.