Lyden af billeder

John Cxnnor er blevet bestilt til at åbne Main Stage på årets Roadburn Festival. For at blive klogere på dem og deres måde at tænke - eller måske snarere se - musik på, tilbragte vi en aften med brødrene Sejersen.

Det første, der møder en, når man besøger John Cxnnor, er et lille kontor i et kontorfællesskab i Musicon i Roskilde. Her står to skriveborde og et par laptops. Her hører ligheden så også op med et almindeligt kontor, for udover at være spækket med alskens referencer til det dystopiske univers, som brødrene Sejersen finder inspiration i, finder man også drumpads, studiemonitors og andet godt, der viser, at her bliver der lyttet, levet og produceret musik. Det andet, der slår en, er producerduoens store ydmyghed. De kan i virkeligheden ikke ret godt lide at tale om sig selv og vil meget hellere tale om det, de laver, og ikke mindst, hvordan de laver det.

It’s fucking amazing, guys!
Det slipper de dog ikke af sted med i mere end præcist 11 minutter før Roadburn-grundlæggeren Walter Hoeijmakers ringer til Rasmus, som sætter telefonen på medhør - vel at mærke til tonerne af lydsporet til den første Terminator-film, afspillet på vinyl. Efter et par indledende høfligheder, herunder behørig oplysning om, at der er journalister i lokalet, kommer det begejstret fra Walter, der for nyligt har fået tilsendt en smagsprøve på den forestående koncert: “It’s fucking amazing, guys! It’s fucking amazing”. Og selvom det lyder som bestilt, så er det ret tydeligt, at den store ros kommer lidt bag på producerduoen. Ikke fordi det har skortet på ros, men mere fordi det kan være lidt svært at tro på. Det kommer også til udtryk under vores lyttesession lidt senere i interviewet, hvor ros mødes med stor ydmyghed og en lille smule skepsis.



John Cxnnor har mange ting kørende for tiden. For selvom det er druknet lidt i forberedelserne til det kommende show på Roadburn, så udgiver de faktisk også en plade om ganske få dage. En liveoptagelse af showet på Roadburn i 2022. En udgivelse, der naturligvis bliver fejret med en pladereception på dette års Roadburn Festival.



– vinylerne er faktisk kommet, men de står oppe ved vores mor, fortæller Rasmus, da vi nysgerrigt kigger rundt på det lille kontor for at se, om vi kan finde nogle kasser med vinyler i.

Fortid, nutid og dengang
Showet i 2022 satte de op med The Devil’s Trade efter deres meget roste fælles “optræden” på corona-versionen af Roadburn i 2021, Roadburn Redux.



Vi var naturligvis nysgerrige på den rejse, som John Cxnnor har været på med Roadburn, nu hvor de står på plakaten for andet år i træk. Ketil overlader trygt historien til Rasmus, som fortæller:
– Det startede med den single, vi lavede med Davíd (Makó, The Devil’s Trade, red). Den havde Roadburn så hørt, og så ville de gerne have et møde med os. De syntes, det her samarbejde lød så godt, at de godt kunne tænke sig at høre en fuld koncert med det. Og det er meget godt set af dem. For hvis ikke de havde gjort det, så var der ikke sket mere. Så det tvang os ud i en kreativ proces, hvor vi lige skulle skabe et helt værk, som nu også bliver udgivet som et værk.



Det er slående under interviewet, at den koncert, dengang tilbage i 2022, ikke rigtig fylder mere, selvom den betyder meget. Den er på sin vis blevet til “dengang”. For det kommende show fylder alt - også om natten. Noget de begge kan tale med om:
– Jeg har – vi har begge to – haft mareridt allerede nu om koncerten, om ting der går galt. Og jeg har ikke nogen erindring om hvornår jeg sidst har haft mareridt om en koncert - heller ikke store shows, som fx. Copenhell eller Roskilde, fortæller Rasmus.
Og Ketil supplerer:
– Jeg ringede til Rasmus efter et vildt mareridt. Jeg drømte, at jeg var kommet til at lægge vokalen hen over de samples, vi har lavet. Så Rasmus og jeg skulle sidde på en gammel dropbox og finde noget andet frem. Og han uddyber:
– Der er ikke rigtig noget tidspunkt, hvor nogen af os har pause i hjernen.

Men det er noget, der med begges ord “bygger på stolthed”, men også på, at de kan mærke, at der er et helt andet pres nu. For som Rasmus siger:
–  Når jeg ser tilbage på Roskildekoncerten, så var det en helt anden festagtig vibe.
– Det er blevet mere … lidt mere royalt, supplerer Ketil og fortsætter, som for at understrege alvoren:
– Der er fire commissioned projects og vi er ét af dem. Og vi skal åbne hovedscenen. 

This time Skynet is pissed
Så hvordan kom det show egentlig i stand? Rasmus fortæller, at det begyndte med en aften alene hjemme.
– Jeg havde et helt døgn, hvor jeg var alene hjemme, så jeg havde købt sindssyg mange osterejer og jeg havde taget x-boksen ind i stuen for jeg skulle spille PUBG i ti timer. Om natten skulle jeg se Jake Paul, en eller anden boksekamp, jeg havde betalt 140 kr for på fight app’en, og så lå jeg bare tænkte: "fuck mand" og så fik jeg en ide. “This time skynet is pissed”. Så skrev jeg det som emnefelt til en mail og så skrev jeg et pitch om at komme tilbage med den helt mørke palette. Så gik der to dage, inden de spurgte om ikke vi lige kunne tage et zoommøde. Det var lige inden vi skulle på tour i seks uger med LLNN, og jeg var sygt stresset. Men de ville gerne have det møde, og så tog jeg det. De var blevet så vilde med den mail, jeg havde skrevet, at de kunne føle den. Og vi har den pose penge til jer, og jeg tænkte: "Wow . okay, de mener det virkelig!" Og det eneste, jeg tænkte på, var, at jeg skal ringe til Ketil og sige det her.

– Det var egentlig vores plan at starte med at skrive koncerten, mens vi var på tour med LLNN, men computeren var ikke oppe af tasken en eneste gang. Der foregår bare alt muligt andet, tilføjer Ketil med et grin.

Så det var først da brødrene vendte hjem fra LLNN-touren, at de for alvor kom i gang med skriveprocessen og forberedelserne til showet på Roadburn. Men det er også noget, der tager rigtig meget tid. Som Rasmus understreger, så er det hårdt arbejde:
– 70% af et fuldtidsarbejde går med det her. Det er ikke noget, vi får løn for, og selvom Roadburn har givet en meget meget fin pose penge, er det hele stort set gået til produktion, til at huse alle de her folk.
– Vi tænker kun på allokere pengene rundt for at gøre det bedste for vores produktion. Det er for at gøre det så fedt som muligt. Og også for at ære Roadburn. Hvis de kan komme med det her beløb, kan vi også komme med så fedt et hold som muligt, der bor på hotel og har det godt, supplerer Ketil.



Men hvordan kommer John Cxnnor frem til deres lyd, deres udtryk? Det var et af de spørgsmål, vi stillede duoen.

Læsere af vores interview fra 2021 vil vide, at John Cxnnor optager alt muligt dagligdags, fx lyden af en kaffekværn og så manipulerer de den lyd, til de har fået det udtryk, de gerne vil have. Men også lyden af to stykker jern, der glider mod hinanden, eller noget, der knuses i det fædrene ophavs smedie, bliver flittigt brugt som grundlyde i John Cxnnors musik. Det var en lille åbenbaring, da Ketil fik et tip om, at han kunne optage i 96 kHz istedet for 44 og dermed høre lyden af et lysstofrør. Selv da jeg filer negle, lytter Ketil til lyden på en sjældent interesseret måde, som jeg ellers kun har set katte gøre, for den lyd kan måske også bruges.

Brødrene Sejersen har ambitioner om at gøre lyddesign til en levevej. Her demonstreres, hvordan en kaffekværn kan forvandles til et dystopisk lydlandskab.

Og alle samples bliver lagt ud til fri afbenyttelse. Ligesom de blev det i LLNN, da de udgav dem på vinyl. Lyde de brugte årevis på at skabe og som vi alle forbinder med LLNN i dag. Som Rasmus siger:
– Vi tager kontrollen ved at vælge at dele vores lyd. Så vælger vi selv - vi kan alligevel ikke kontrollere det. Det er også spændende, hvad andre kan få ud af noget, vi har brugt tid på at lave.

Ingen nåde
Noget af det, der giver hovedbrud, er om nu det hele virker. For med kun ganske få koncerter i baglommen, er der også den lille frygt for at det måske denne gang ikke virker. Fordi som Rasmus siger:

– Vi kan nærmest planlægge koncerten for hvert sekund, hvor vi arbejder med ét spor, et langt mastertrack. Derfor har vi også en plan B og en plan C. Og når flere artister skal på scenen, som der var til Roskilde, så skal de forskellige kunne se hvornår de skal gå på scenen - på sekundet. Og han fortsætter
– I elektronisk musik er der ikke muligheden for, at man som band lige kan kigge på hinanden og grine og så bare sige 2,3,4 - det kan man ikke.



Og at Plan B kan være nødvendig, blev afprøvet i virkeligheden da strømmen - selvforskyldt - gik. Så til Roadburn har John Cxnnor planlagt en plan B, C og sågar en plan D, “udover de to samplepads, så ligger hele lortet også på keyboard’et”. Men der er også mange ting, der ikke kan prøves af inden koncerten, og der er derfor stadig en del af det, som Rasmus kalder for “Hail Marys”, fx når det kommer til det digitale bagtæppe, som de ikke ved hvordan ser ud, når det bliver skaleret op på hovedscenen store bagvæg. For selvom man har styr på det hele, så kan man ikke vide alt, som Rasmus forklarer:
– Også i den måde, vi mikser og masterer lyden på i de forskellige frekvensområder, hvor vi gerne vil have det skal ramme folk i mellemgulvet. Rent visuelt kan vi jo se, at det burde det gøre her. Men vi ved ikke om det reelt gør det.
Og han fortsætter:
– Vi forsøger at planlægge alt, men samtidig også gøre det åbent, så vi kan være os selv.

Derfor har John Cxnnor også valgt at ca 30% af musikken spilles live, og at kun 70% af mastertrack’et er programmet, for som Rasmus siger:
– Vi kunne i princippet bare programmere 100%, og så bare lade som om. Men det er ikke fedt. Der bliver nødt til at være noget på spil, at være fokus på at være tight, være en del af musikken og føle musikken.
Men når først Ketil har trykket “play”, så er der med Rasmus’ ord
– …ingen nåde. Så bliver det bare den her maskine af lyd, der bare kører. Og stopper ikke med mindre en af os trækker stikket ud.



Det sidste siges med et højt grin, for det var netop det, der skete til koncerten på Roskilde, hvor Rasmus fik hevet strømmen i en pludselig begejstret bevægelse, og hvor de derfor måtte gå over til plan B, hvor hvert enkelt track blev startet et for et. Noget, der i øvrigt “også på en eller anden måde skal nå lysmanden og lydmanden og alle artisterne omme bagved”. Så selvom plan B er godt, er det helt klart bedst, hvis det ikke bliver nødvendigt.  

Kunsten at visualisere en vokal
Det analoge aspekt kommer også i spil når vokalisterne skal på scenen. De optræder 100 % live ligesom de også skriver teksterne selv. Det er altså ikke John Cxnnor, der skriver teksterne, men artisterne, for som Rasmus siger
– Der kommer altid mere følelse, så det er tekster, de har selv har skrevet. Der er noget på spil.

Men hvordan vælger man fire artister ud af alle de (efterhånden mange) artister, de har optrådt med eller samarbejdet med?
– Victor (Kaas, Eyes) og Andreas (Bjulver Paarup, Cabal) - de to har jo været med fra starten. Men de er valgt fordi de kan hver sit emne - ikke fordi de var med fra starten. Andreas har styr på death core, den her meget growlede, tunge vokal - og det passer rigtig godt til John Cxnnor. Victor har den her flowede, hip hop vibe, som vi kan bruge. Og derfra havde vi så tonsermange vokalister i spil, fortæller Ketil.



Så hvordan faldt valget lige på Kim Song Sternkopf (MØL, red.) og Mai Soon Young Øvlisen (Meejah, red)?

Ketil fortæller, at
– Kim har den der black metal, teatralske vibe, der er vildt fed at arbejde med. Og Rasmus supplerer:
– Han (Kim. red.) har sådan en visuel vokal. Noget, som også suppleres af det fysiske udtryk, som de, der er heldige nok til at se koncerten, vil få at se. Der er nemlig dømt berliner-æstetik fra 90’erne, når Kim træder ind på scenen.
– Det er med matrix-frakke, helt kronraget og solbriller. Det bliver så fedt. Nærmest som Blade.

Da vi senere i interviewet får lov til at smuglytte til et par af de tracks, de tager med til koncerten, er det tydeligt, at musikken netop er skrevet til vokalens udtryk – og ikke omvendt. Men også, at de artister, der skal med John Cxnnor på scenen bliver presset til at bryde egne grænser. For som Rasmus siger:
– Vi forsøger også at presse de artister, vi arbejder med. Ligesom vi presser os selv.

Valget af Mai skyldes ønsket om at finde “den sarte nerve”, som Ketil udtrykker det, og han uddyber
– Hun også kan være voldsomt vild i sit udtryk. Det vidste vi slet ikke, hun kunne, før vi indspillede med hende første gang. Vi ville gerne have fire forskellige elementer i spil fremfor for fx. fire hardcorevokaler, som nok ville være meget generisk i sit udtryk.



Rasmus nikker samstemmende
– Vi har valgt dem ud fra deres spændvidde, og så har vi så komponeret musikken, så det matcher deres vokal. Mai’s vokal er meget visuel, cinematisk tung, lidt trip-hoppet, mørk. Senere i interviewet, da vi sidder og lytter til nogle af de tracks, som blandt andre Mai er på vokal på, uddyber Rasmus
– Mai var sådan lidt forsigtig, da vi mødte hende første gang. Og vi var lidt forsigtige med at presse hende, for vi har ikke samarbejdet med hende før. De to andre (Victor Kaas og Andreas Bjulver Paarup) kender vi jo – og her er det altid hudløst ærligt. Men vi skulle ligesom skabe et safe space. Det gjorde vi også op til Roskilde, hvor vi lavede et rum, hvor alle artisterne kunne være helt ærlige og blive frustrerede og være sårbare.



Victor Kaas, som mange nok kender som en temmelig udadreagerende og karismatisk frontfigur, har John Cxnnor bevidst valgt at “køre med en meget meget tung, hiphop-agtig approach, som nærmest er nu-metal, der er slået ned på en eller anden måde”
– Med Kim er vi bevidst gået efter det mere uptempo, dark, berliner-undergrundstechno, lidt a la Blade fra 90’erne. Fordi vi også forestiller os, hvordan de kommer til at levere det. Også fordi vi har haft mulighed for at arbejde med artisterne hver især.

Synet af lyd
At det visuelle er i fokus er tydeligt ved første øjekast, for på væggen over Ketils arbejdsbord hænger der en række udprintede billeder fra dystopiske universer. Også for Rasmus, der til dagligt lever af at lave video, er det visuelle væsentligt - faktisk fortæller han os, at han hører lyd i farver.

Det er måske også derfor, at vi som noget af det første præsenteres for de visuals, som John Cxnnor har lavet til deres show på Roadburn. De visuals, som de så ikke helt ved, om ser ud som ventet. Is, der smelter, optaget med et makroobjektiv over 3 timer, er kræs for nørder i almindelighed og fotografer i særdeleshed. Derfor måtte vores fotograf da også lige hen og se nærmere på optagelsen, der er så tung, at den truer med at knække Rasmus’ computer. Noget, der kan godt kan skabe lidt nervøse trækninger her så tæt på koncerten.
– Altså, jeg håber fandme ikke den bare dør. Det ville sgu ikke være så fedt.



Men hvordan passer visuals og moodboards på væggen sammen med det at skabe musik. Ketil fortæller om John Cxnnors skriveproces:
– Vi spurgte os selv: Hvordan vil vi gerne have at musikken skal se ud? Og så begyndte vi at bygge moodboards. Den måde, vi så vælger at skrive musik på, er at sige, at nu skal vi have noget, der er seriøst ensomt. En eller anden lone ranger, der har mistet alt og som render rundt på en eller anden slette, og der er et styrtet rumskib i baggrunden. Og hvem kan så være i den her setting. Det skal være Mai! Hun er i den her setting. Og så skriver vi ud fra det.

Og det med at se musik i farver, er noget, som afspejles i alle dele af produktionen. Særligt når man selv har kontrollen med hele produktionen.
–  Og så er det fedt at kunne slå ned på det og så skabe lyset. Så de boards (moodboards, red.) har vi også givet til Pierre, der laver vores lys, fortæller Rasmus.   



Både lys- og lydtekniker er valgt med omhu, og intet er overladt til tilfældighederne på nogen af delene. Fx. er den lydtekniker, de har valgt, lærte de at kende på deres tour med The Ocean, som han lavede lyd for. Her opdagede John Cxnnor, at han havde et ben i begge verdener og at han fx også var ret vild med Gesaffelstein (fransk DJ, red.), der er hård techno. Rasmus uddyber:

− Det fede med ham er, at han forstår begge verderner. Det hårde elektroniske og det tunge hardcore metal.

Under interviewet får vi demonstreret, hvordan lysteknikeren arbejder med en simuleret kopi af Main Stage salen, og med to figurer på scenen, der skal simulere Rasmus og Ketil på scenen. Her bliver lyset programmeret ud fra de moodboards og de stemninger, som John Cxnnor gerne vil have frem. Dog styrer lysteknikeren cirka 30 % af lyset under deres optræden. Igen er det for at sikre, at der er noget følelse og noget på spil.

Men hvordan skriver man et show, hvor fire vokalister skiftevis skal på scenen under en 60 minutter lang koncert? Kan man overhovedet det?

Rasmus fortæller
– Det hele er foregået sådan lidt frem og tilbage. Vi har skrevet noget, og så har de indspillet noget vokal, som de så har lagt i dropbox og så har vi arbejdet med dem på den måde. Vi har øvet med dem alle sammen enkeltvis, men vi går først i gang med øve i næste uge (ugen efter påske, red.). Men det er fuldstændig efter planen. Vi lavede en plan i januar, som vi holder.

– Den erfaring vi har fra andre shows, det med at samarbejde med en kunstner, som vi aldrig har mødt. Nu er det gået godt de andre gange, så nu skal der noget erfaring ind i det her.

Men hvis man nu var til Roskildekoncerten, hvad bliver så anderledes? Rigtig meget, hvis man spørger Rasmus, for sættet her er skrevet til Roadburn:
– Vores mission er klart at rykke vores egne grænser i forhold til hardcoregenren. For vi synes stadig, at vi spiller hardcore. Og hvor roskilde-sættet “helt klart var skrevet til at være meget ekstrovert”, så er Roadburn sættet skrevet “målrettet et Roadburnpublikum”.



Og han fortsætter
– Det er et publikum, der vant til at kunne nyde det samme riff, der kører i 16 rundgange. Vi snakker om bands, der laver tracks på 8-9 minutter. Vi har at gøre med et publikum, der kan nyde, at noget gerne må være trukket meget ud.

Numrene på Roadburn bliver derfor også længere, blandt andet fordi Roadburn publikummet, med Ketils ord, er
– et lyttende publikum, der godt kan have, at der er stilhed i 20 sekunder uden at de straks tager deres telefon frem. 

Netop den erfaring fik John Cxnnor ved et tilfælde på 2022 udgaven af Roadburn, hvor de startede på en mørk scene og måtte bruge 1,5 minut på at få fundet de rigtige knapper, inden lyset blændede op. Og som Rasmus siger
– og så hørte vi efterfølgende, at hvor det bare en sindssyg start med totalt stilhed. Og derfor kommer John Cxnnor også til at bruge stilhed som et virkemiddel i Roadburnsættet.



Noget nyt, noget gammelt, noget lånt…
I laver reworks af andres musik, og bliver endda bedt om at lave fremmede bands' musik om. Er det fremtiden for jer?
– Mange kunstnere er begyndt at arbejde sammen, særligt under corona, og man tør godt sende sine stems til et band på den anden side af jordkloden, fordi musik forener.
Rasmus supplerer:
– Det, der driver os, er, at vi har brudt med bandcyklussen, hvor man bruger et år på skrive pladen, et år på at spille live, og så står man som band og tænker “hvad nu?”, og så skriver man en plade mere. Det handler meget om langtidsplanlægning med pladeselskaberne og bookerne. “Men det, som man mister, er, at man kan være impulsiv, at man kan gribe nuet, og at man kan gribe en eller anden tendens eller en indre lyst. Meget i John Cxnnor  er drevet af, at vi får en eller anden sindssyg ide, og så reagerer vi bare på den, og så kan vi skabe den, for vi er ikke bundet af noget.

Efterhånden som John Cxnnor får mere og mere eksponering, er det uundgåeligt, at de bliver bredere kendt, og dermed er der vel også en risiko for, at de bliver mainstream? Eller hvad?
Rasmus bekræfter, at de eksponeres mere nu:
– Vi er for første gang begyndt at blive kontaktet af udenlandske bands, som vi ikke kender, og lige nu er vi blevet kontaktet af et amerikansk grindcoreband som er fucking fedt, som har sendt os deres stems og vil gerne have, at vi laver et rework af deres track.

Men at blive mere kendte – eller endda populære, er ikke noget, der skræmmer.
– Jeg har ikke noget mod at lave pop med en kant, men jeg kan ikke forestille mig det. Og Ketil uddyber
– Det vi laver er totalt følelsespræget, så hvis man mister sin kant, så er det også, fordi man begynder at lægge mindre følelse i det, man laver. 



Hver gang publikum ser John Cxnnor live, så sker der noget nyt. Spørgsmålet er jo helt naturligt, om det kan fortsætte. Men det er ingen af de to brødre i tvivl om. Som Ketil siger:
– Ja, som det er lige nu, så kan vi. Nu har vi jo født en megasød baby, og så kan vi jo ikke bare forlade den. Vi har altid drømt om at gøre det her. Det en brødredrøm, der går i opfyldelse.

Men det er også vigtigt “ikke at overdrive det”  For som Rasmus siger:
– Lige pt. laver vi kun konceptting. Og det at lave noget hvert halve år er en kæmpe ting. Med John Cxnnor har vi sagt nej til mange shows. Som det er nu, trives vi godt i kun at lave de her koncepter og så har vi LLNN til at rase af i.
Ketil stemmer i: 
– Der er ikke tid på. Og det er også det, som vi hviler i, at vi kan sige til hinanden, at det her er en konceptting. Hvis det fede koncept ikke lige er der, så spiller man jo bare et show.

Men at vi slet ikke er der endnu, bliver grundigt understreget af Rasmus:
– Vi annoncerer snart vores første udenlandske festival sammen med Victor (Kaas), og som er en festival som LLNN er blevet booket til, og hvor vi blev spurgt, om vi også kunne tænke os at spille med John Cxnnor. Og der bliver formatet, at vi kan gå ind og håndplukke de tracks vi allerhelst vil spille og så tager Viktor hele vokalen.
– Og så har vi jo noget i gang, som skal ske i København til efteråret. Men vi vil ikke sige mere – vi vil ikke jinxe det.

Heilung og trailers
Og hvad så nu? Jamen, listen er lang, hvis man skal tro de to herrer bag John Cxnnor. Et samarbejde med Heilung er fx stadig på deres bucket list, ligesom de også lige skal lave det der i København, som de ikke helt vil løfte sløret for endnu. Og så skal John Cxnnor måske til at lave trailers. Til film. For som Rasmus understreger med store alvor:

− Det bliver ikke ved med at gå, rent økonomisk. Vi kan ikke leve af det, og hvert show tager rigtig lang tid at lave. Så vi er nødt til at tro på, at vi kan tjene penge i andre områder af musikken - her synes vi fx, at trailers er et vanvittigt spændende format. Selve trailerformattet, mht. det kompositoriske og den del af branchen, er noget, som vi parallelt med vores bands har arbejdet ret målrettet på i et stykke tid nu, men om det lykkedes for os må tiden vise.

Men lige nu er det koncerten på Roadburn, der gælder. Og en fotosession i en gammel, smadret sofa til lyden af en skateboardbane.

John Cxnnor kan opleves på Roadburn Festival 2023, Torsdag d. 20.04.2023 på Main Stage kl. 15.40.