Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '22: Direkte ind i fremtiden

Populær
Updated
2CFC8DD0-DBF4-4448-A973-F9C8E71FD0BA
EB5E0CE5-B250-495C-8647-F2B0B4B039C2
1BC13841-6F5E-40F1-B209-68E65F7E8EB5
58E4A081-194C-4818-94C4-2B03E1827620
389C86AF-A679-4F34-BF3B-B5398437D2F0
B1222CB8-A2FB-4513-96D1-439AD646B5B5
49D314FA-A146-4760-85DE-694F652BBA3A
4B535F46-AD3D-4970-ABCA-48C60282E97B

I en bedre verden ville John Cxnnor have spillet på Orange, men Gloria dannede en perfekt ramme om en sublim oplevelse.

Kunstner
Titel
Roskilde 2022
Dato
30-06-2022
Forfatter
Karakter
666

Ind imellem rammer man koncerter, hvor alt går op i en højere enhed, og sådan en koncert gav John Cxnnor sammen med en absolut stjerneparade fra den danske hardcore-scene samt ungarske Dávid Máko, bedre kendt som The Devil’s Trade.

John Cxnnor, brødrene Rasmus og Ketil Sejersen fra de uforlignelige LLNN, indledte koncerten med et fint rytmisk hip til Terminator 2-soundtracket, inden vi, med Andreas Bjulver Paarup på frontløbervokal, fik serveret afsjælede trance-riffs, 808-bas så dyb, at kroppen vibrerede med, filmtrailer-droner, smadrede oldschool-breaks og sindssyge gabber-stortrommer. Der var ingen tvivl om, at det her skulle være en koncert, hvor gruppens ganske unikke lyd skulle komme totalt til sin ret.

No future for us
Ind kom Victor Kaas fra hardcorehimmelstormerne EYES, og vi fik en blændende version af John Cxnnors remix af ’Off’ fra ’Reperformer. Kaas er altid en energisk fornøjelse på en scene, men det her var jo vanvittigt. Afgrundsdyb bas, dystre pianoakkorder og så den intense, udadreagerende fornægtelse af borgermusikken, fremtiden og alle vores planer om parcelhuse eller karrierer. Mit hjerte, hvad vil du mere?

Der var en revolutionær stemning under koncerten, og den blev ikke mindre, da Hiraki kom på scenen for at give os ’Common Coma’, som er baseret på Århus-trioens ’Common Fear’, en fantastisk technobanger, som giver en lyst til at sparke til noget luft i en parkeringskælder, men at gøre det for at omstyrte verdensordenen.

Ingen sjæl i maskinen, sjælen blottet
Vi fik også det helt centrale nummer ’Terminate’ med Martin Nielskov fra hedengangne Psyke Project, som fuldstændig smadrede Gloria med scifi-æstetik, vrede brøl og nådesløse stortrommeslag, inden det blev tid til at krænge sjælen ud med The Devil’s Trade. Her fik vi lov at opleve det samarbejde, som første gang så dagens lys på Roadburn-festivalen. Det var usædvanligt smukt og et perfekt timet afbræk fra brølene. For en stund svævede vi mellem Dávid Makós vederkvægende toner, inden duoen slap stortrommerne løs igen. Fire til gulvet? More like fire til Helvede. Det er befriende at høre John Cxnnor tage så mange af ravemusikkens og filmmusikkens mest velkendte troper, vende dem på hovedet og rekontekstualisere dem som soundtracket til den allersidste fest nogensinde. Det er nemlig ikke billige tricks at bruge gabberkicks, hvis man gør det rigtigt. Det her var sådan en koncert, hvor man fik lyst til at rive hele lortet, men man samtidig blev klappet venligt på skulderen af sidekammeraten, der sendte smil og løftede næver. Jeg fik også hilst på Andreas Bjulver Paarup, som pludselig stod blandt publikum, som ville han understrege, at det her var et fælles ritual for alle os, der var til stede.

John Cxnnor fik selvfølgelig også besøg af deres bandkammerat Christian Jamet Bonnesen fra LLNN under nummeret ’M25’, men et absolut højdepunkt, rent emotionelt, var, da vi fik The Devil’s Trade-nummeret ’Dead Sister’ i Dávid Makó og John Cxnnors fælles version. Jeg var ægte rørt og mørbanket på både krop og sind, og herfra gik det kun opad. Publikum og band bevægede sig sammen frem mod et crescendo, hvor alting eksploderede, efter vi havde været nede at sidde. Det var en koncert, hvor vi blev løftet op og smadret ned i gulvet. Og løftet op igen. Hvor vi næsten blev knust under apokalypsens vælde, men også blev forenet af musikkens frisættende potentiale. Koncerten sluttede med alle medvirkende på scenen og Terminator 2-trommerne i højtalerne. John Cxnnor og deres kohorter havde dræbt og forløst alt.

Fuck resten af festivalen. Det var her, det peakede. Nu kan jeg lykkeligt se frem mod at få mit kranie knust under en dræberrobots fod en skønne dag.