En perfekt koncert på papiret
Opeth er rutinerede ud i det siddende format og leverede fredag aften en fremragende koncert, der desværre fik ridser i lakken af den dårlige lyd.
Sidst Opeth spillede i det fantastiske DR’s Koncerthuset, var i 2016. Dengang fik jeg fingre i en af de allersidste billetter og sad yderst på en meget høj balkon bag ved trommesættet. Ikke desto mindre var lyden selv på den lidt besynderlige plads aldeles fremragende.
Det samme kunne jeg desværre ikke sige om lyden denne fredag aften knap 7 år senere, hvor Opeth igen indtog vel Danmark bedste koncertsal, selvom jeg denne gang havde fået mig placeret væsentligt bedre.
Til fest i motorcykelklubben
Før vi nåede så langt, så skulle vi dog lige omkring 45 minutter Grand Magus. Et band, som jeg husker som værende temmelig hyped for 10+ år siden, og som vi i det aarhusianske i flere år forgæves forsøgte at få til at kigge forbi den nu (næsten) hedengangne Royal Metal Fest. I dag forstår jeg ikke helt hvorfor. Altså – bevares. De spiller godt, det kan ingen tage fra dem. Men uanset deres tekniske kunnen på de respektive instrumenter, så er Grand Magus nok bare ikke lavet til en scene som Koncerthuset. Deres musik er simpel, americana-tykt heavy metal, der oser langt væk af approprieret indianerfryns og motorcykelklub. Og er der noget, Koncerthuset ikke oser af, så er det det. Enkelte i publikum var tydeligt begejstrede, men indtrykket koncerten igennem var, at folk egentlig bare skulle have tiden til at gå, inden hovednavnet skulle på scenen. Det var lige ud af landevejen, godt med fræs på guitaren og en udmærket sætliste, der veklsede fint i tempo, men som aldrig rigtig kom fra start. Scenen virkede utroligt stor til det kun 3 mand store orkester, og de havde stillet sig ret tæt på hinanden, hvilket gav en rasende masse luft i siderne – noget de ikke kunne gøre ret meget ved, da både bassist og guitarist jo ligesom havde brug for at være tæt på en stationær mikrofon. Det gav indtryk af, at de havde alt for store sko på, og foran den halvfyldte sal forsøgte de med alskens metoder at lokke nogle klapsalver ud af publikum. I stedet fik de småsnak og doom-scrolling som tak for indsatsen. Ikke engang guitarlir og tostemmmige vokalharmonier kunne rigtig trække den store sal af passivt bænkede publikummer. Hen mod slutningen virkede det til, at Grand Magus gav pokker i det hele, og de to sidste numre blev faktisk ganske hæderlige. Det klædte dem at løsne skuldrene og lige læne sig lidt tilbage. Men nogen gigantisk succes kan man ikke kalde det.
Kongerne af prog bøvlede med lyden
Efter en kort pause, hvor folk lige fik lejlighed til at tanke op, kom aftenens hovednavn på scenen til deres 120 minutter lange show i anledning af deres nyeste udgivelse, ‘The Last Will And Testament’. Det var da også åbneren fra netop denne plade, der fik lov til at åbne koncerten, og jeg måtte endnu engang forundres over, at Opeth tilsyneladende kan slippe af sted med hvad som helst på plade uden at miste publikum.
Nogen går, men andre kommer og derfor var salen fyldt af fans, som nok havde hver deres yndlingsplade i Opeths efterhånden temmeligt anseelige bagkatalog, men som også er fulgt med videre på rejsen.
Uden at udråbe mig selv til superfan af 'The Last Will And Testament', må jeg medgive, at '§1' var et fint åbningsnummer, der fra starten satte på plads, at vi her har at gøre med ufatteligt dygtige musikere, der er ufatteligt godt sammenspillede og som dygtigt ledes af Kapelmester Åkerfeldt, der gudskelov har fået sit growls fulde styrke tilbage.
Desværre var lyden mudret og den rikochetterede ligesom på væggene, hvilket gjorde 'Master’s Apprentice' fra albummet 'Deliverance' til en noget rungende affære. Det lød grangiveligt som om hertzområder var oppe at skændes, men Opeth spillede sig igennem nummeret med elegance og uden at virke spor metaltrætte af den lidt ældre sag.
Det var gældende for alle numre, uanset deres alder, og Opeth kom denne aften godt rundt i bagkataloget på trods af, at touren jo er en album-tour. Hen mod midten af sættet tabte koncerten pusten. Der var rigtig mange (og lange) stille numre i træk, og selvom Opeth (naturligvis) også mestrer at fremføre det skrøbelige, fine og det nedtonede, så var udstrækningen af den rolige midte nok lige en tand for lang, og koncerten tabte momentum. Samtidig var den rungende fornemmelse desværre til stede hele vejen, hvilket især gik ud over Åkerfeldts rene vokal, som på sine steder næsten forsvandt i lydbilledet.
Visuals var til gengæld fremragende med den store skærm bagerst og en række mindre skærme opsat på scenen, som dels fyldte scenen, og dels meget fint lagde den visuelle baggrund til Opeths mange stemninger og udtryk.
Først hen mod sættets afslutning, nærmere bestemt med '§3' fra den seneste plade, kom der liv i koncerten igen. Og i publikum. Og den løftede stemning fortsatte gennem 'Ghost of Perdition' og 'A Story Never Told', inden vi afsluttede koncerten med 'Sorceress' fra pladen af samme navn og naturligvis den evige lukker 'Deliverance', der som sædvanligt udfordrede de mere aktive metalhoveder en del, mens de sad der i deres røde plyssæder. Men det var jo søndag, så noget større oprør mod de stedlige regler for god opførsel var der ikke tale om. Det var absolut ikke deres bedste version af nummeret, som også led under rungen og mystisk lyd, men som altid er bundniveauet bare virkelig højt og et eksempel til efterlevelse.
På papiret var det en perfekt koncert med et af de mest velspillende bands i genren, i en sal, der er anprist vidt og bredt og med en sætliste, der kom godt rundt i bagkataloget. Virkeligheden viste dog, at selv Opeth ikke altid vokser ind i himlen.