Når konceptet driver værket
Opeth lader historiefortællingen være bærende på denne fjortende bedrift. En ambitiøs sværvægter, der åbner nye – og gamle – døre for svenskerne.
§2
§3
§4
§5
§6
§7
A Story Never Told
Efter over tre årtier som nogle af den progressive metals største sværvægtere behøver Opeth vel næppe nogen introduktion. Et band i konstant udvikling med Åkerfeldt som dirigenten, der svinger taktstokken og sikrer, at intet forbliver ved det velkendte – og således fortsat for albummet på dagsordenen her. Et overvældende værk, der ikke blot er deres første konceptalbum siden 1999's ‘Still Life’ (medmindre man da tæller det ikke helt fuldbyrdede koncept bag ‘Ghost Reveries’ med i den ligning), men også inkluderer bidrag fra Ian Anderson (Jethro Tull) og Joey Tempest (Europe) samt, ej at forglemme, Waltteri Väyrynen bag trommestolen for første gang i Opeth-sammenhæng. En metal-trommeslager, der tidligere boltrede sig i Paradise Lost, og som sammen med konceptets dramatiske karakter er centrale årsager til, at metallen denne gang er mere prominent, og at Åkerfeldt famøst nok også har genoplivet sit fordums growl på plade for første gang siden ‘Watershed’ (2008).
Inspireret af familiedramaet i HBO-serien ‘Succession’ er vi ude i en fortælling om, hvordan ens søskende kan vende een ryggen og splitte familien ad, når arven skal gøres op. En afdød fader har efterladt et testamente, der igennem Ian Andersons fortællerstemme som advokat giver os et dystert billede af alle familiens skyggesider, og med strygere og hidsige vekselvirkninger som underbyggende fundament er settingen ulmende intens hele vejen igennem ‘The Last Will and Testament’, selv i en Opeth-sammenhæng.
På mange måder føles pladen som en brainstorm af kreative indfald, der alle sammen overmander dig på én gang, og som resulterer i pladens gennemgående, kompromisløse atmosfære. Den knirkende dør åbnes i ‘“§1’, og ind træder vi i et lydbillede af eksplosive twists & turns, dystre keyeffekter, patosladede vokalfraseringer, vilde takter fra Väyrynen og growlet – GROWLET! En cinematisk outro fører os videre over i den fremragende ‘§2’, hvor Mendez får demonstreret sine finesser på bassen, mens Andersons rolle introduceres sammen med Tempests ditto andenstemme. En stærk sammensmeltning af Oldpeths dramatiske opbygninger og Newpeths mere vidtfavnende musikalitet, og sammen med åbneren en glimrende forsmag på det 51 minutter lange musikalske bombardement, der venter.
Den mest markante forskel på denne plade og de 13 andre forinden er umiskendeligt konceptets bærende karakter. Hvor Åkerfeldt typisk har gjort sig i sangskrivning, der giver hver sang sin egen, særegne karakter, så står numrene, eller paragrafferne om du vil, ikke lige så stærkt hver for sig, som de gør i konteksten af det samlede værk. ‘The Last Will and Testament’ tjener sig bedst ved at blive hørt i helhed, uden der er omkvæd, temalinjer eller andet, der får paragrafferne til at stå ud fra hinanden.
Med det sagt, så er der selvfølgelig nok af sekvenser, der skiller sig ud fra helheden. Detaljerigdommen i ‘§4’, harpesektionen og den vævende opbygning mellem guitartemaet og Andersons fløjtesolo. Hvordan ‘§5’ åbner ud i ‘In Cauda..’-gear, for drastisk at springe over i det dødsmetalliske gear fra gamle dage. Og outroen! Eller for den sags skyld Svalbergs keyvirtuositeter i ‘§6’. Det tekniske og samspillet er intet mindre end blændende hele vejen igennem, og er en massivt sælgende faktor for denne plade, hvor alle hver især får deres øjeblikke undervejs til at brillere.
Endelig må vi ikke glemme ‘A Story Never Told’. Det eneste nummer, der ikke er blevet givet en paragraf. Lukkeren, der til gengæld også ligger meget op ad Opeths klassiske måde at lukke udgivelserne på, som fx ‘Allting Tar Slut’ eller ‘Isolation Years’ tidligere i karrieren. En lækkert indfølt sag til at falde ned på oven på det dramatiske, musikalske bombardement, vi har været indlagt til de 45 minutter forinden, og med en lækkert bendet solo, der følger albummet fornemt til dørs og går lige i hjertekulen …
‘The Last Will and Testament’ føles på flere måder som en fusion af det dramatisk vekslende Opeth, vi kender fra ‘Watershed’-tiden, og det mere virtuost komplekse Opeth, vi kender fra nyere tid, ikke mindst ‘In Cauda Venenum’. Man kunne godt argumentere for, at de her har udgivet deres mest progressive værk til dato, for historien har tydeligvis afkrævet dem at sprænge rammerne for, hvor vidt Opeth favner. Hvor optimisten kunne fremhæve den ambitiøse helhed, så kunne pessimisten efterlyse de markante sange, der skiller sig ud ud fra selvsamme helhed – og her lander jeg så et diplomatisk sted derimellem, fordi musikaliteten og intensiteten gør det så meget nemmere at fortabe sig i helheden og glemme alt om at plukke paragrafferne fra hinanden.
Selvom vi har at gøre med en plade, der givetvis ikke matcher helt samme peaks som flere af deres mest hyldede værker, så er ‘The Last Will and Testament’ stadig et imponerende værk. Selv dem, der holder sig til Oldpeth, kan sikkert finde kvaliteter i det her, også selvom de for blot et par måneder siden nok havde troet, at growlet og metallen aldrig ville vende tilbage i Opeth-regi. Well, det gør det her, men ‘The Last Will and Testament’ er så meget mere end bare dét – og vi må blot endnu engang kippe med fanen for de kunstnere, der ikke insisterer på at kopiere sig selv om og om igen, men også tør pege vejen frem. Også selvom man er 35 år inde i karrieren.