Progressivt klarsyn eller unødvendigt fnuller?

'In Cauda Venenum'

Opeth er aktuelle med deres trettende studiealbum i karrieren. Vi satte to skribenter i stævne for at diskutere lyden, udviklingen og sangene. De er langt fra enige.

Kunstner
Titel
In Cauda Venenum
Dato
27-09-2019
Trackliste
1. Livets Trädgård / Garden of Earthly Delights
2. Svekets Prins / Dignity
3. Hjärtet Vet Vad Handen Gör / Heart in Hand
4. De Närmast Sörjande / Next of Kin
5. Minnets Yta / Lovelorn Crime
6. Charlatan
7. Ingen Sanning Är Allas / Universal Truth
8. Banemannen / The Garroter
9. Kontinuerlig Drift / Continuum
10. Allting Tar Slut / All Things Must Pass

Emil: “Nå, Jacobh. I Devilutions skribentstab er det vel os to, der må siges at have dyrket Opeth mest. Opgaven med at anmelde den nye plade måtte derfor også lande hos en af os, men jeg fornemmer, at vi ikke er enige om alt, hvad det her band angår.”

Jacobh: “Nej, det gør nu heller ikke noget. Så er der jo kun dét mere at tage fat på.”

Emil: “Ja, så lad os se, om vi kan få nogle forskellige holdninger i spil om den nye plade. Det er jo rimelig åbenlyst, at Opeth har gennemgået en massiv udvikling og har fået sorteret nogle gamle fans fra og sikkert også fået nogle nye til i løbet af det seneste årti, som de har lagt dødsmetallen på hylden og helliget sig den 1970’er-inspirerede prog rock. Nu er vi så fremme ved ‘In Cauda Venenum’, det trettende studiealbum i karrieren og det fjerde siden det radikale skift væk fra metal. Hvad har dine forventninger været til det her album?”

Jacobh: “Lidt blandede. Deres prog-rockede sondringer i dette årti har for mig ikke levet op til deres overlegne fortid, men der har dog været undtagelser til reglen, hvor de har vist tegn på, at de stadig havde grebet, omend i en noget anden indpakning. I det store hele synes jeg trods alt de er blevet bedre og bedre plade for plade siden karrierens lavpunkt ‘Heritage’. Og dig?”

Emil: “Jeg har ikke haft de store forventninger. Måske ikke nogen, endda. Jeg var skuffet over ‘Sorceress’, som jeg også anmeldte, da den udkom, og det er ikke, fordi singlerne har antydet meget nyt eller skruet forventningerne i vejret for mig. Man kan nok sige, at ‘Sorceress’ cementerede, at det ikke er hos Opeth, jeg leder efter musikalsk innovation længere.”

Jacobh: “Cementerede, ligefrem?”

Emil: “Ja, ikke fordi jeg har lyst til at være ham, der siger, at Opeth kun var gode, da de spillede straight-up progressiv dødsmetal, og at alt ville være bedre, hvis bare Åkerfeldt growlede. For det holder ikke: Mine favoritter er ganske vist ‘Blackwater Park’ og ‘Deliverance’, som er nogle af de største højdepunkter for 00’er-metal, men jeg er også ellevild med den metalløse ‘Damnation’ og 70’er-proggen på ‘Pale Communion’. De spænder jo enormt bredt.”

Jacobh: “Ja, højdepunkter er der nok af, men min all-time yndlings metalplade vil nok altid være ‘Still Life’. De var også skelsættende før da, dele af Opeth-lyden blev trods alt defineret på albummet inden, men ‘Still Life’ var den første plade, hvor de dybere musikalske lag og deres vekslen mellem det bløde og det brutale gik op i en højere enhed for mig. Det var samtidig pladen, hvor Steven Wilson opdagede dem, og de blev starten på et livslangt musikalsk venskab. ‘Ghost Reveries’ var mindre konsolideret i dødsmetallen, men havde den samme eventyrlyst, og ‘Watershed’ var en stærk lillebror til ‘Ghost Reveries’, hvor deres nuværende lineup så småt begyndte at tage form. Men derefter har det i højere grad været enkelte sange her og der end hele albums, der i mine ører har været toneangivende for deres videre udvikling.”

Emil: “Ja, Opeth var fremsynede op gennem nullerne – egentlig allerede fra ‘My Arms, Your Hearse’ – og det var det, der gjorde dem til et af 00'ernes bedste metalbands overhovedet for mig at se. Det var et progressivt metalband, der kunne tænke stort og samtidig tænke fremad. Men med skiftet på ‘Heritage’ og frem var det, som om det fremsynede forsvandt. Det var ganske vist noget nyt for bandet, men jeg havde svært ved at høre det som mere end en imitation af den mere snørklede prog rock fra 70’erne, som Åkerfeldt som bekendt er stor fan af.”

Jacobh: “Sjovt du siger det, jeg har det lidt på samme måde. Allerede efter ‘Ghost Reveries’ begyndte jeg at tænke, hvordan Opeth kunne tage sig ud, hvis de tilsidesatte metallen og fokuserede mere på prog-delen i dens rene form, så at sige. Jeg stod som sagt meget af på ‘Heritage’. Den lød som en overgangsplade, hvor de skulle finde deres nye ståsted, og påfaldende regressiv, stort set uden det fremsyn jeg havde forventet ved så markant et skift i lyden. ‘Pale Communion’ ændrede ikke på det regressive, men der var enkelte sange som ‘Moon Above, Sun Below’ og ‘Faith in Others’, der viste, at de var ved at finde til rette.”

Emil: “Jeg syntes netop, at ‘Pale Communion’ var fremragende, og at det var en stærk genkomst oven på ‘Heritage’. Jovist, man kan kalde det “regressivt”, men det var, som om de fandt formatet ved deres “nye” stil der. Sangskrivningen var stærkere og lyden mere defineret. Jeg kan stadig blive helt høj af at høre arrangementet og udviklingen på ‘Eternal Rains Will Come’. Sammenlignet med dét lød ‘Sorceress’ som et tilbageskridt i mine ører.”

Jacobh: “Som helhed foretrækker jeg nu ‘Sorceress’, for den er knap så søvnig i længden. Men det ændrer ikke på, at alle de tre plader manglede det fremsyn, som i min optik er tilbage big time på ‘In Cauda Venenum’”.



Emil: “Aha! Nu nærmer vi os noget. Hvordan mener du så, at fremsynet er tilbage her? Hvad er det stærke ved det nye album?”

Jacobh: “Eventyrlysten. Den komplette tilsidesættelse af traditionelle sangstrukturer kunne være et turn-off, hvis ikke det hele hang så stærkt sammen. Det er ret omsonst at fremhæve enkelte numre, men sådan har det jo altid været med Opeth, når de er bedst. Det er en lytteroplevelse, der kræver et par gennemspilninger for at komme under huden.”

Emil: “Ja, det er rigtigt. Eller mange gennemspilninger.”

Jacobh: “Ja. Jeg synes, det er faldet ud til Mikael Åkerfeldts fordel, at han havde sat sig op til at tage en pause og dermed havde mere tid og luft til at folde ideerne ud. Pladen virker både mere afklaret og søgende end de tre forgængere, og det er måske den mest udfordrende plade i hele deres bagkatalog med både strygere og dystre Storm Corrosion-momenter. Derudover er der betydeligt flere metalliske øjeblikke, end vi har hørt fra dem siden ‘Watershed’. Der er sågar jazzede twists, vi ikke har hørt før i ‘Banemannen’’.

Emil: “Okay, spændende. Min oplevelse er en helt anden. Jeg kan godt følge, at den er mere søgende, for de prøver ganske vist en masse ting af, men jeg finder det ikke særlig afklaret. Det stærke for mig at se er, at Åkerfeldt stadig kan skrive melodier. Det er vigtigt. Opeths melodiøsitet har altid været en stor del af bandets appel. Og jeg synes, der er gode melodier at hente på ‘In Cauda Venenum’, men jeg synes, man skal lede længe efter dem. Og jeg synes, de er pakket ind i alt muligt andet unødvendigt fnuller.”

Jacobh: “Den fnuller må du vist uddybe noget nærmere, for det er da gået min næse forbi …”

Emil: “Puh, ja, jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Jeg har mange anker, og noget af det handler muligvis om, at jeg ikke lytter så meget til prog mere, som jeg har gjort. Men et sted er produktionen. Albummet lyder umiddelbart godt, ligesom næsten alle Opeths album gør, men når jeg lytter nærmere, synes jeg, at lyden er meget basset. Det var egentlig også et problem på ‘Sorceress’. Det kan godt være, det er det, Åkerfeldt mener, når han siger, at deres musik er blevet mere heavy siden ‘Heritage’, men for mig handler heaviness også om andet: Sangskrivning, dynamik, riffsammensætning, opbygninger og så videre.”

Jacobh: “Underligt. Det er præcis alle de elementer du nævner, der er årsagen til, at jeg hører ‘In Cauda Venenum’ som deres tungeste plade, siden growlen blev lagt på hylden. Hvis jeg skulle sige noget om produktionen, så skulle det være, at den er klar og fremhæver alle de enkelte dele uden at blive poleret. Levende, dynamisk. Mere diversificeret end ‘Pale Communion’, der indimellem lyder som om der var trukket en dyne hen over mixet, og ‘Sorceress’, der er mere homogen i tonen.”

Emil: “Min anden anke er, at jeg ganske enkelt ikke synes, at sangskrivningen er god nok. Den fanger mig ikke. Og værre er: Det rører mig ikke. Deres tidligere plader kunne noget andet, fordi kontrasterne mellem metalsekvenserne og de stille, akustiske stykker var så store, og det gav plads til lange opbygninger, der kulminerede et helt andet sted, end det startede. Den dynamik er ikke til stede på samme måde her, og det stiller nogle andre krav til sangskrivningen, som jeg ikke synes bandet indfrier. Der er masser af kringlede rytmer og krøllede riff, men jeg savner de klokkeklare hooks, der gjorde ‘Pale Communion’ lækker og indbydende, og som gør, at man bliver hængende.”



Jacobh: “Hvis det er hooks, du søger, så har du helt ret. Så er ‘In Cauda Venenum’ nok ikke pladen for dig. Dynamikken er i allerhøjeste grad til stede, men bare ikke med udspring i dødsmetallen som i gamle dage. Bare tag singlen ‘Svekets Prins’. En sang med enorme kontraster, men som alligevel formår at føre lytteren elegant rundt i hele Opeth-spektret med intrikat fingerspil, overspillede soli, cinematiske momenter og hen mod slutningen det tungeste riff, Åkerfeldt overhovedet har skrevet i 10’erne. Jeg vil nærmest gå så vidt som til at hævde, at det er Opeths mest dynamiske plade til dato.”

Emil: “Okay, jeg vedkender, at det er dynamisk. Bestemt. Men deres mest dynamiske til dato? Det synes jeg er at underkende 00'er-pladerne. Og jo, ‘Svekets Prins’ har sine momenter, men jeg bliver altså først fanget ved riffet tre et halvt minut inde. Der er nogle meget flotte og Opeth-agtige overgange til de efterfølgende stykker, men jeg har svært ved at nyde det riff, du omtaler mod slutningen, også selvom det er tungt. Der finder et sjovt harmonisk skift sted, hvor de ender ud i en arabisk skala, selvom de tidligere har bevæget sig rundt i en traditionel bluesharmonik. Samlet set synes jeg, at det virker sært inkongruent.”

Jacobh: “Ja, så er vi vist tilbage ved den musikalske innovation, du tilsyneladende savner ...”

Emil: “Hm, det er måske innovativt i en eller anden forstand, men jeg synes ikke, det er velfungerende. Og det leder mig videre til en tredje anke: Strygerne og den (mellem-) østlige inspiration, der fungerer som lidt af en rød tråd igennem albummet. De har også været til stede på de foregående plader, men i mindre udpræget grad, synes jeg. Her fylder det for meget. Det bliver klægt med alle de strygere. Cinematisk og overgjort. Det der riff i slutningen af ‘De Närmast Sörjande’, der lyder som et horrorsoundtrack, der bliver progget op med bas og violiner? Er det fedt? Det synes jeg ikke. Faktisk finder jeg det ret rædsomt.”

Jacobh: “Rød tråd er måske så meget sagt, men jo, Joakim Svalbergs keys er mere fremtrædende i lydbilledet. For mig at se kun et plus. ‘Sorceress’ var ret ensrettet i lyden og manglede hans modspil, som var mere tydeligt på ‘Pale Communion’. Med det sagt, så er han stadig i baggrunden og træder mest i karakter i de stille sektioner, hvilket ikke engang nødvendigvis er tilfældet. At det skulle være overgjort, har jeg i hvert fald svært ved at se argumenter for, medmindre man i forvejen har indsigelser mod brugen af keys i metal eller mod prog metal i almindelighed.”

Emil: “Det har jeg som sådan ikke, selvom jeg tillader mig at afsværge symfonisk metal på den baggrund. Problemet er, at det tipper over i patos det meste af tiden. Også her. Opeths udtryk har altid været patosladet – de stille stykker, skønsangen, crooningen – men det er igennem årene blevet opvejet af aggression og brutalitet. Den kontrast mangler jeg her.”

Jacobh: “Der er vi nu ikke enige. Jovist har kontrasterne ofte haft et mere sort/hvidt præg på de ældre plader, men der er også nok af undtagelser til reglen, der har demonstreret, at de kan spille på flere andre tangenter og ikke nødvendigvis har forladt sig på tyngden alene.”

Emil: “Jeg synes bare, at man skal lede mere efter de stykker, der giver et payoff. Et nummer som ‘Hjärtat Vet Vad Handen Gör’ (lettere ubehjælpsomt oversat til ‘Heart in Hand’) forsvinder for mig at se i den skæve rytmik, der optager meget af nummeret, og Åkerfeldts melodilinjer løfter sig aldrig over det middelmådige. Med den pumpende bas bliver det lidt af et bumletog, der aldrig rigtigt fører et sted hen, selvom det der prog-out fem minutter inde er cool nok. Det er bare ikke noget, jeg gider vente fem minutter på.”

Jacobh: “Jeg har faktisk kun én indsigelse imod pladen. Mikael Åkerfeldt valgte jo at skrive teksterne på svensk, og hans skandinaviske tone virker langt mere lyrisk og indfølt end den engelske oversættelse, han lavede efterfølgende. Jeg ville ønske, at den oversættelse var fravalgt, fordi netop den svenske tone er en af de ingredienser, der bidrager til ‘In Cauda Venenum’s originale lyd, hvor oversættelsen virker som en unødvendig og ligegyldig crowdpleaser for det internationale marked.”

Emil: “Jeg kan godt høre, at den svenske version kan noget andet end den engelske. Men jeg ville også finde det mærkeligt, hvis de kun udgav den på svensk. Som internationalt anerkendt band er det sådan noget, man sjældent har råd til.”



Emil: “Men jeg har da også et par positive ting at sige: Jeg synes, at der sker et løft mod slutningen. ‘Kontinuerlig Drift’ eksploderer jo simpelthen i storslåede vokalharmonier og lækkert bluesede riffløb. Der er et fremragende stille stykke halvvejs inde i ‘Ingen Sanning Är Allas’, hvor Åkerfeldt crooner over en spansk guitar. Det er sådan en passage, der kan få ens hjerte til at smelte. Og her synes jeg, det giver mening, når strygerne sætter ind. De bruges nemlig ikke til at pumpe et i forvejen ret pumpet lydbillede yderligere op. Det giver sektionen en mere subtil dynamik. Det gør de også i ‘Allting Tar Slut’, som er en ret så monumental albumlukker.”

Jacobh: “Helt enig i ‘Allting Tar Slut’. Det er en af de bedste sange, Åkerfeldt har skrevet. Nogensinde. Helt seriøst. Derudover er der pladens hårdeste nummer ‘Charlatan’, der imponerende nok ifølge Fredrik Åkesson, som jeg jo interviewede fornylig, er indspillet helt uden guitarer. I den anden ende af spektret er ‘Minnets Yta’ en underspillet ballade med en nærmest Dave Gilmour’sk solo, udover det vidtfavnende singleudspil ‘Svekets Prins’ og den post-jazzede ‘Banemannen’, jeg har nævnt tidligere.”

Emil: “Soloen i ‘Minnets Yta’ er flot, ja. Post-jazz har jeg aldrig hørt om, men det er rigtigt, at der er whiskers, tonale udsving og noget helt Django Reinhardt-agtigt akkordspil. Men jeg hører også noget mere folket i den overordnede stemning og instrumentation. Det er et spændende nummer, og det er nok det, der bedst giver lyd til udtrykket på det lidt pudsige albumcover. Men det er heller ikke rigtigt et nummer, jeg har lyst til at sætte på af mig selv.”

Jacobh: “Den er med til at illustrere bredden i alle de inspirationer, ‘In Cauda Venenum’ trækker på, så den tjener sin ret som en del af helheden, men den står nu også fint ud for sig selv.”

Emil: “Noget helt andet. Hvordan skal vi forstå titlen, tror du?”

Jacobh: “‘In Cauda Venenum’ er latin for “giften er i halen”. Åkerfeldt legede åbenbart med tanken om, at dette kunne blive deres sidste album, og det skal efter sigende afspejle hans tanker om, hvilket tomrum det givetvis vil efterlade, hvis det viser sig at blive deres svanesang. Jeg kan forstå, at det er en ret personlig plade for Åkerfeldt selv, men det er nu ikke just teksterne, der træder i karakter, når man hører pladen – det har det nu heller aldrig været i Opeth. Åkerfeldts stemme i sig selv binder det hele fint sammen, uden man behøver begrave sig dybere i tekstuniverset.”



Emil: “Men hvad skal vi lægge i det? En svanesang? Der er vel ikke noget, der for alvor tyder på, at bandet er ved at indstille karrieren?”

Jacobh: “Nej, nok snarere en metodisk tilgang, som en udfordring til ham selv. Tænker, det kan være en sund måde at fortælle sig selv, at man så vil slutte af på toppen i stedet for at levere endnu et halvhjertet album til samlingen. Men ja, vi skal vel til at smide svesken på disken, så har du nogen afrundende bemærkninger?”

Emil: “Ja, jeg må sgu ærligt sige, at jeg ikke er nede med det her album. Jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet, for jeg havde ikke sat forventningerne op. Der er gode momenter – enkelte fremragende – undervejs, og der er en udvikling at spore fra ‘Sorceress’, men som helhed er jeg langt fra overvundet. Skulle det mod alle odds vise sig at blive deres sidste album, så synes jeg, det er et ærgerligt og, ja, skuffende punktum i en ellers glorværdig karriere.”

Jacobh: “Ja, så kan vi da tale om at være uenige. Jeg kan tydeligt høre, at Åkerfeldt har haft tiden til at udfolde sig på egne præmisser, især i den kreative ånd, der gennemsyrer pladen. Fredrik Åkesson leverer nogle af sine bedste soli i karrieren, og Joakim Svalbergs rolle er blevet mere markant og giver mere dynamik til lydbilledet. Opeth er blevet spændende igen.”

Emil: “Hm. Jeg kan være enig i, at soloerne er gode, men overordnet finder jeg den meget uspændende. Og lang, ikke mindst. Hvis jeg skulle prøve at opsummere, ville jeg sige, at den med en spilletid på 70 minutter ikke er længere end så mange andre Opeth-album, men i forhold til, hvor relativt få og spredte højdepunkterne er, er det overordentligt lang tid tid at sætte af. Sangene kan generelt ikke bære deres længde, men melodierne kan heller ikke bære sangene. Det er ikke, fordi jeg bare gerne vil have et growl fra Åkerfeldt, og så er alt godt igen. Jeg vil hellere have, at han skærer ind til benet, dropper eksperimenterne (og nok også strygerne) og skriver nogle mere tight numre, der både har det melodiske, progressive, tunge og stramme i sig.”

Jacobh: “I mine ører er den røget lige lukt ind i top 3 over deres bagkatalog. Selvom jeg mener, at de er blevet bedre plade for plade siden ‘Heritage’, havde jeg lidt opgivet håbet på, at Åkerfeldt kunne bryde ud af de regressive 70'er-tåger. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om noget dårligt at sige om ‘In Cauda Venenum’, udover den overflødige oversættelse til engelsk. For min skyld kunne jeg godt tilgive Opeth, hvis de stoppede her, for en mere storladen svanesang skal man virkelig lede meget længe efter.”

Emil: “Hvis du skulle udlodde en karakter, så er du simpelthen oppe på en topkarakter?”

Jacobh: “Det kan ikke være anderledes. Det er det nærmeste, jeg hidtil har været på at give den sjældne 666-karakter. ‘In Cauda Venenum’ er den plade jeg har ventet på, at de ville lave de sidste 10 år, og jeg havde som sagt til dels opgivet håbet på, at Åkerfeldt stadig havde det i sig. Det er lyden af det Opeth, jeg elsker, både vildt og vovet og inderligt og sentimentalt. Det er allerede den plade, jeg har hørt mest i år, og jeg finder stadig nye detaljer undervejs. De vil det hele, de kan det hele, og de virker mere afklarede, end de har gjort i årevis. Der skal overordentligt meget til for at vippe den af tronen som årets album for mit vedkommende.”

Emil: “Wow, du sprænger simpelthen skalaen! Selvom jeg synes, den har flere momenter end ‘Sorceress’, så kan jeg simpelthen ikke svinge mig op på den 3'er, der på Devilutions normale 1 til 5-skala er den pæne karakter for et jævnt album, så jeg lander på 2. Jeg tager til koncerten i næste måned og håber, de ikke spiller for meget fra den, men tværtimod dykker længere ned i bagkataloget. Og når (eller hvis...) de udgiver et nyt album om to-tre år, skal jeg nok sætte tid af og give den de lyt, den fortjener. Men i mellemtiden finder jeg altså både den fede prog og den fede metal andetsteds.”

Opeths næste danske koncert finder sted i Det Kongelige Teaters eksklusive rammer den 19. november med The Vintage Caravan som opvarmning. Koncerten er udsolgt.