Fantastisk, udfordrende metal

Populær
Fantastisk, udfordrende metal

Opeth udgiver 'Heritage', der er et vaskeægte love-it-or-hate-it-album. Devilution elsker det for dets kompromisløse særklasse.

Kunstner
Titel
Heritage
Dato
19-09-2011
Distributør
Trackliste
1. Heritage
2. The Devil's Orchard
3. I Feel the Dark
4. Slither
5. Nepenthe
6. Häxprocess
7. Famine
8. The Lines in My Hand
9. Folklore
10. Marrow of the Earth
Karakter
4
'Heritage' vil tage sit publikum med bukserne nede om anklerne. Det tør man næsten garantere. Det nye album fra de populære svenskere i Opeth, ser dem bevæge sig helt væk fra det dødsmetalunivers, som de ellers mere eller mindre altid har foldet deres vinger under siden debuten 'Orchid' fra '95. De første skridt væk fra dødsmetallen viste sig godt nok allerede på deres fjerde album 'Still Life' (1999), der er deres bedste plade til dato, og som til trods for true heavyness pludselig viste Opeth fra en melodiøs rigere og melankolsk dybere side.

Denne musikalske vinkel har de på forskellig vis holdt fast ved siden da. Man kan vel sige at de gradvist er blevet mere overgrund end undergrund, hvorfor de i den forbindelse har tabt flere af deres tidligere fans, ligesom de på samme tid har vundet lyttere blandt de, der foretrækker deres musik mere melodiøst og progressivt. Al udvikling synes vel næsten at være en win/lose-situation for musikere og specielt for metalbands, hvis lyttere generelt er nogle af de mest konservative overhovedet.

I den forsimplede optik er 'Heritage' et modigt album. Mikael Åkerfeldt har i hvert fald for en stund lagt sit famøse growl helt på hylden. Han synger nu udelukkende rent, ligesom der heller ikke er blastbeats længere. Til trods for at Opeth ikke benytter sig af disse dødsmetallens kendetegn, er pladen dog hverken ligetil eller på nogen måde leflende. Bevidst eller ubevidst søger den hellere tilbage til undergrunden, end den sigter efter at ramme et stort publikum. Det er sandsynligvis bandets mest udfordrende album til dato, og et udspil, der tydeligt viser hvor stort et legerum musikere også kan have, selv når de er tilknyttet et stort millionselskab som Roadrunner Records, som er under billionselskabet Warner Music. I dén forsimplede optik er 'Heritage' ikke bare et modigt men også et befriende album.

Eksotisk og spekulativt

'Heritage' åbner med titelnummeret, som er et instrumentalt pianostykke. Den form for åbning er i sig selv meget Opeth'sk, men kompositionen er denne gang langt mere klassisk, end man normalt hører hos Opeth, og tilføjelsen af Martin Mendez akkompagneret af en gulvbas giver desuden åbningen et twist.

'The Devil's Orchard' var den første sang fra pladen, der blev frigivet for halvanden måneds tid siden, og den er en af dens mere bredtfavnende sange. Den imødekommer på mange måder: den har en bastant åbning; den har hårdhed af granit; den har det episke mellemstykke, der stiger i intensitet, før en typisk, skæv epik-solo fra Åkerfeldt fører sangen mod dens afsluttende keyboard-trademark. Men ud over det har det også et jazzet feel over sig, som er sigende for store dele af 'Heritage'. For selv om sangen specielt i dens start er progresssiv metal af format med et godt tykt hammondorgel og karismatiske guitarhamonier, der har et arabisk touch, er den mere afventede og spekulativ, end den er nævesaluterende og imødekommende. Under alle omstændigheder et stort nummer.

Den efterfølgende 'I Feel the Dark' er i lang tid et af pladens mere ligegyldige numre. Den lægger ud med at lyde som et lidt kedeligt outtake fra 'Damnation' (2003), skifter da stil halvvejs inde til at have et 'Blackwater Park'-feel gone prog over sig, for afslutningsvis at smide et guitarriff ind i selskabet, der både sonisk som kompositorisk skiller sig markant ud fra resten af sangen. Det er hér, sangen tager fast omkring livet på én, men det kan ikke helt redde nummeret fra at være pladens mindst interessante. Når det er sagt, må det samtidig siges, at nummeret giver virkelig meget rum til at fordybe sig i Åkerfeldts vokal. Og det gør i det hele taget nummeret alt andet end overflødigt.

Herefter dukker 'Slither' op, som er dedikeret Ronnie James Dio, og som er pladens mest rendyrkede heavynummer. Sangens åbningsriff skiller sig ret meget ud fra Åkerfeldts typiske guitarspil, og det klæder ham enormt at bevæge sig ud af en tilnærmelsesvis mere typisk traditionel metalsti. En smukkere outro skal man i øvrigt lede længe efter.

Nørdet produktion

'Heritage' er det tiende album fra Opeth, ligesom det i øvrigt også markerer tiåret for bandets møde med Pocupine Trees Steven Wilson, som første gang var at finde som producer hos Opeth på 'Blackwater Park' (1999), en stol han blev siddende i også under indspilningerne til 'Devliverance' (2002) og 'Damnation'. Wilson har stået for at mikse 'Heritage', hvorpå Åkerfeldt for første gang akkrediteres som den eneste producer, og det reetablerede samarbejde mellem den britiske og den svenske prognørd skinner tydeligt igennem på pladen.

Produktionen kalder Åkerfeldt "earthy", hvilket indkapsler pladens kompositoriske og musikalske drive skidegodt. Produktionen danner en form for musikalsk bro mellem det forgange og det nyere, bliver en musikhistorisk kommentar, samtidig med at den også bliver en naturlig forlængelse af Opeths udvikling fra 'Ghost Reveries' (2005) over 'Watershed' (2008). Modsat eksempelvis et ensidigt retroband som Graveyard, bevarer Opeth også en tydelig fremadskuende agenda rent produktionsmæssigt, ergo deres progressive kompromisløshed. De ser tilbage, men de kigger også frem. Overordnet set er 'Heritage' let at adskille fra en 70'er-produktion, men der er rigtig mange enkeltdele på pladen, der ligeså godt kunne være håndplukket fra et sted i 70'ernes musikhistorie - måske hos Alice Cooper, sandsynligvis hos Deep Purple, utvivlsomt hos Jethro Tull.

Episk og neddæmpet

Hen i mod pladens afslutning sker der ting og sager. Den otte minutter lange 'Famine' starter eksempelvis med trommer leveret af den peruvianske/afrikanske gæstepercussionist, Alex Acuna, inden sangen for en kort stund bliver vanvittig smuk og melankolsk, for derefter at bevæge sig videre med forvandlingen og blive til en slags metaludgave af King Crimson. Halvvejs inde dukker der da en neddæmpet solo op, der kunne minde om Adrian Belew, og som kridter op i progkakkelovnen til en tværfløjtesolo fra gæstemusikeren Bjørn J:son Lindh, der blandt andet er kendt for at have komponeret filmmusik for Bo Widerberg.

'The Lines in My Hand' er en kortere groovy, næsten helt dansevenlig sag, der svinger på helt psykedelisk vis, blandt andet ved at kombinere el-guitar med et klassisk, spansk guitar-vibe. Åkerfeldts vokal er desuden produceret for vildt på denne skæring, og lægger præcis så langt tilbage i lydbilledet, som han skal. Nummeret minder ikke om noget, man har tidligere hørt fra dem.

Herefter dukker 'Folklore' op, som åbner med noget af det bedste og mest nærværende guitarspil på en Opeth-sang overhovedet. Desuden slutter 'Folklore' på en episk, ret atypisk Opeth-måde. Det er overhovedet ikke så corny på den progressive måde, som når eksempelvis Dream Theater åbner op for de episke sluser, men det er derhen af. Det er stort, det snakker til skyerne, det er keyboardflader og soloepik, der ikke stopper før himlen er nået.

Heldigvis slutter 'Heritage' ikke på denne episke bølge. På en plade der vægter prog-jazz'en og et jordnært feel højt ville det ikke have syntes korrekt. I stedet dukker 'Marrow of the Earth' heldigvis op, som er endnu et smukt instrumentalt stykke. Skæringen bliver det meste af tiden båret frem udelukkende af henholdsvis en akustisk samt en el-guitar, inden bas, whiskers og små effekter sætter ind.

Det er den perfekte måde at falde ned på, samtidig med at den også suger én endnu længere ind i det musikalske univers, som man skal til at give slip på - eller snupper én gang til for den sags skyld. For sandsynligheden for at man vil høre pladen igen, er ret stor. Det både kræver den, og inviterer den én ind til.