18 år efter

Queensrÿches sequel til det klassiske konceptalbum "Operation Mindcrime" er ikke en ubetinget succes. Men der er gode momenter på, mener Lars Schmidt. Årrrhhh, hvad!? Hvor fedt er det lige, at Seattle-baserede Queensrÿche laver en opfølger til et af den progressive metals helt klassiske skiver "Operation Mindcrime" fra 1988? Som tanke-eksperiment er det en ret fed ting, og man kan godt forstå, at bagmand, sangskriver og forsanger Geoff Tate ikke kunne lade være.

Queensrÿches storhed har bandet jo forlængst lagt bag sig. Efter den helt fantastiske "Empire" fra 1990 (for 16 år siden!) er det støt og usvigeligt sikkert gået ned ad bakke for de ikke uefne nordamerikanere. Men kun indtil 2003, hvor orkestret og ikke mindst Tate vejrede morgenluft. Albummet "Tribe" vendte nemlig den nedslående udvikling og gav bandet det momentum, som de nu har forsøgt at lave "Operation Mindcrime II" på.

Og hvordan klarer bandet så det? Ja, altså, jeg var temmelig skuffet og noget rundforvirret efter især første, men også de næste gennemlytninger. Her var jeg klar til at lægge Queensrÿche i graven. Men nu har jeg altså givet albummet den chance, som det helt klart fortjener. Og den chance betyder masser af gennemspilninger, en del skippen frem og tilbage. Naturligvis ledsaget med afslappet humleindtagelse. Og ved du hvad? Albummet gør det, som de rigtig vigtige og supergode albums gør: Starter svagt, men vokser sig stort, stærkt og potent.

Det, som chokkede efter de første gennemlytninger, er starten på "Operation Mindcrime II", som efter et par introer præsenterer et overraskende aggressivt Queensrÿche på nummeret "I'm America". De første numre er slet ikke som forventet (og jeg forventede naturligvis noget i klasse med "Operation Mindcrime I"). Men femmeren, "Hostage", er temmelig fed, og afløses af "The Hands", og så er vi oppe og kørende. Tilbage på det rigtige Queensrÿche-spor. Glemt er den uforventede aggressivitet i starten. Og så bumper vi ind i lidt musikalsk ujævnhed igen med "Speed of Light", mens den iørefaldende halvballade "Signs Say Go" bestemt har sine kvaliteter.

Og så bydes vi op til albummets så absolut stærkeste nummer. Eller rettere: Numre . For de sammenhængende "Re-arrange You" og "The Chase" er Queensrÿche, når Queensrÿche er bedst. Den dystre "Re-arrange You" afløses af noget af en overraskelse - hvis man altså ikke lige vidste det i forvejen. Ingen ringere end Ronnie James Dio åbner nemlig "The Chase" og byder op til en forrygende duet med Geoff Tate. Og så er Lars Schmidt altså tæt på at være solgt. Den måde, Dio lige kommer ind over på, er simpelthen for fed. Også fordi han synger på en anden melodi end hans egen, og det klæder hans stemme at blive hørt i en anden sammenhæng end den let genkendelige.

"Operation Mindcrime II" er bedst på midten, ingen tvivl om det. Men henimod slutningen møder vi endnu en duet. Denne gang med Pamela Moore, der også medvirkede på etteren og siden også på et par livealbums med Queensrÿche. Og hun er også med på Sweden Rock Festival senere i år - sammen med Tate og gutterne. På "Operation Mindcrime II" er hun med på den smukke "If I Could Change It All", et nummer der slutter med en lang og kæmpemæssig klassisk korsekvens. Meget virkningsfuldt.

Nu har man så givet "Operation Mindcrime II" de chancer, det album skal have. Er det så lige så godt som etteren? Nix! Udførselen er fin-fin og helt i top, men de rigtig, rigtig gode sange har Queensrÿche altså skrevet. Der er ingen "Revolution Calling". Ingen "Operation Mindcrime" (det tema kunne de godt have kogt lidt moderne suppe på). Ingen "I Don't Believe In Love". Og slet, slet ingen "Eyes of a Stranger", som jo er det fænomenalt stærkeste på etteren. Ja, i hele Queensrÿches katalog!

Den originale guitarist Chris DeGarmo er ude igen. Han var inde over "Tribe" i 2003, men er droppet igen. Og det kan meget vel være her, forklaringen på de manglende topnumre ligger. Tate og DeGarmo har virkelig skabt synergi sammen. Førhen i hvert fald. Nu er Tate nogenlunde alene om det, og det kan mærkes. Selv om "Re-arrange You" og "The Chase" bestemt er ganske fremragende og det at hive Dio ind over er bare er det største scoretrick. Hos undertegnede i hvert fald.

Baggrund - historien bag "Operation Mindcrime I & II": De to Queensrÿche-albums "Operation Mindcrime" (1988) og "Operation Mindcrime II" (2006) er konceptalbums, der handler om fyren Nikki (sunget af Queensrÿche-sanger Geoff Tate).

Først "Operation Mindcrime": I denne musikalske fortælling møder vi Nikki, der begår politiske mord for en revolutionær organisation ledet af Dr. X. Nikki begår ganske vist mordene, men han gør det under hypnose. Undervejs møder han den tidligere prostituerede og nuværende nonne, Sister Mary (sunget af Pamela Moore), og de forelsker sig i hinanden. "Operation Mindcrime" slutter med, at Sister Mary myrdes. Og Nikki findes på gerningsstedet...

I "Operation Mindcrime II" har Nikki udstået 18 års fængselsstraf i Saint Quentin, dømt for de mange politiske mord og for mordet på Sister Mary. Mord, som han rent fysisk har begået, men som han på grund af hypnosen ikke selv synes, at han bærer ansvaret for. Så Nikki vil meget gerne have fat i Dr. X - og får det. Dr. X synges af Ronnie James Dio. Det meste af "Operation Mindcrime II" finder sted med Nikkis egne konfrontationer med sig selv. Lige bortset fra den helt store konfrontation med Dr. X. Hvordan dén forløber, røber vi naturligvis ikke her...