Brasiliansk kopi af Sepultura

KongKent ikke imponeret over kopikatte Et italiensk tribal-orienteret projekt med medlemmer fra Necrodeath, Sadist og Cadavaria. Det er en underlig blanding thrash-metal med meget klar indflydelse fra Sepultura ("Roots"), Soulfly, Ill Ninõ og Brujeria. Selvom man er fra Italien kan man altså godt lade som om man opfandt musikken ude i den brasilianske regnskov… hævdes det!

Når man så er færdig med at banke dette band i hovedet for manglende originalitet kan man begynde at lytte til deres musik, og det er ikke så tosset endda. Teknisk slipper de ganske godt fra det, mens det dog halter en anelse med både tempo og intensitet. Det er som om der ikke rigtig er nogen nerve til stede, blot et studie i hvordan man inkorporerer så mange alternative instrumenter i en gang thrash/death metal. Det er ikke altid lige heldigt, mens pladen har dog sine lyspunkter.

Jeg vil ikke sige at jeg kedede mig højlydt under gennemlytningerne, men jeg havde svært ved at tage den tamme forestilling seriøst. Man skal være ekstremt fascineret af stammeorienterede metal-bands som Soulfly for at kunne finde en flig af inspiration fra Raza De Odios musiske efterladenskaber. ”La Nueva Alarma” klarer kun lige nøjagtig udgangstilladelse herfra. Et lille 6-tal.

Kunstner
Titel
"La Nueva Alarma"
Label
Distributør
Genre
Karakter
2