(Næsten) Ikke værd at skrive om
Populær
Updated
Det kan lyde som en mavesur anmelder, eller også er der bare ikke noget interessant i russisk polyrytmik eller engelsk digital støj. Russisk metal lever i bedste velgående, men det er alligevel sjældent, at det får den store opmærksomhed på vore breddegrader. Her er det en kvartet, der hævder at være en af de mest erfarne og talentfulde grupper fra det tidligere Sovjetunionen.
Nuvel, men så er det da godt at bandets fire forrige i albums ikke er røget i denne anmelders blandede bolsjer af promotion-cd'er. Efter eget udsagn byder pladen på en slags Fear Factory og Meshuggah. Et eller andet sted i den dårlige produktion, der i den grad mangler liv og fylde, kan dette faktisk godt høres.
Det kan også godt høres, at der er helt glimrende idéer. "Addicted to You" byder for eksempel på et insisterende og fantastisk riff i introen. Vokalen er helt klart et forsøg på at ligne Burton C. Bell fra frygtfabrikken. Der blandes mellem halvt growl og ren sang. Duellen slipper "Ind", der slider på stemmebåndet hos Grenouer, ud af med et nederlag.
Der er polyrytmik, staccato-riffs og meget andet godt på denne skive, men en russisk rigmand måtte gerne sende bandet i et ordentligt studie. Det er helt tydeligt, som nævnt allerede, at der er gode takter, men det er kvalt i en lyd, der ikke inspirerer til at lytte ordentligt efter.
De kan jo prøve igen i en bedre indspilning og med et bedre navn…
Karakter (på old skool 13-skalaen): 6
Insidious – "Digital Disdain" (Union Black Records/Target)
Det kan af og til undre, hvad bands ikke gør af ødelæggende ting for deres musik blot for at være originale. Insidious fra Nottingham i England kalder stilen for progressiv dødsmetal og har for at skille sig ud fra mængden forsøgt at skabe et hyper digitalt lydbillede i form af samples, der lyder som kom de fra fx Commodore 64 og Star Wars film.
Albummet - hvis man da kan kalde det sådan, når der kun er 23½ minuts spilletid – er ikke nogen synderlig fornøjelse at høre. Ønsket om at være digitale overskygger de egentlig instrumenter, så trommerne lyder virkelig ringe. Forklaringen ligger måske i at GR1ND ZER0 N står for de irregulære hyperblasts, så lyden er nok meningen i sidste ende.
Guitaren mudrer, bassen er overdistortet og "knækker" i lyden og vokalen – growl og råb – er bare helt menneskeligt dårlig.
Når der ikke er mærkelig lyde, skal det til bandets forsvar siges, at der anes en afart af teknisk dødsmetal med fandens hurtige trommer. Basspillet udmærker sig og fra tid til anden, især i soloen i TRACK 6.
Bandets debut er længe ventet blandt en mindre flok i undergrunden, men for undertegnede er det desværre bare sonisk støj.
Nuvel, men så er det da godt at bandets fire forrige i albums ikke er røget i denne anmelders blandede bolsjer af promotion-cd'er. Efter eget udsagn byder pladen på en slags Fear Factory og Meshuggah. Et eller andet sted i den dårlige produktion, der i den grad mangler liv og fylde, kan dette faktisk godt høres.
Det kan også godt høres, at der er helt glimrende idéer. "Addicted to You" byder for eksempel på et insisterende og fantastisk riff i introen. Vokalen er helt klart et forsøg på at ligne Burton C. Bell fra frygtfabrikken. Der blandes mellem halvt growl og ren sang. Duellen slipper "Ind", der slider på stemmebåndet hos Grenouer, ud af med et nederlag.
Der er polyrytmik, staccato-riffs og meget andet godt på denne skive, men en russisk rigmand måtte gerne sende bandet i et ordentligt studie. Det er helt tydeligt, som nævnt allerede, at der er gode takter, men det er kvalt i en lyd, der ikke inspirerer til at lytte ordentligt efter.
De kan jo prøve igen i en bedre indspilning og med et bedre navn…
Karakter (på old skool 13-skalaen): 6
Insidious – "Digital Disdain" (Union Black Records/Target)
Det kan af og til undre, hvad bands ikke gør af ødelæggende ting for deres musik blot for at være originale. Insidious fra Nottingham i England kalder stilen for progressiv dødsmetal og har for at skille sig ud fra mængden forsøgt at skabe et hyper digitalt lydbillede i form af samples, der lyder som kom de fra fx Commodore 64 og Star Wars film.
Albummet - hvis man da kan kalde det sådan, når der kun er 23½ minuts spilletid – er ikke nogen synderlig fornøjelse at høre. Ønsket om at være digitale overskygger de egentlig instrumenter, så trommerne lyder virkelig ringe. Forklaringen ligger måske i at GR1ND ZER0 N står for de irregulære hyperblasts, så lyden er nok meningen i sidste ende.
Guitaren mudrer, bassen er overdistortet og "knækker" i lyden og vokalen – growl og råb – er bare helt menneskeligt dårlig.
Når der ikke er mærkelig lyde, skal det til bandets forsvar siges, at der anes en afart af teknisk dødsmetal med fandens hurtige trommer. Basspillet udmærker sig og fra tid til anden, især i soloen i TRACK 6.
Bandets debut er længe ventet blandt en mindre flok i undergrunden, men for undertegnede er det desværre bare sonisk støj.
Kunstner
Titel
Lifelong Days
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter