”Vi er ikke millionærer endnu”
PopulærStrygere, moshpits og det italienske progband Premiata Forneria Marconi var blot nogle af emner, der blev taget op under vores snak med Opeth-guitarist Fredrik Åkesson i forbindelse med deres nye, ambitiøse udspil 'In Cauda Venenum'.
Efter tre dages skamdyrkning af den nye plade var det nærliggende at springe lige lukt ud i de associationer, der sprang i ørerne ved første lyt.
Den første tanke, der strejfede mig ved 'In Cauda Venenum', var bandet Premiata Forneria Marconi, eller P.F.M.. Kender du dem?
"Ja da! Jeg har faktisk en plade stående med dem."
Super! Jeg tænker især på det symfoniske feel. De brede akkorder, der spiller op mod det skrøbelige fingerspil. Den er mere dramatisk i opbygningen end forgængeren, 'Sorceress'. Hvad er årsagen til den drejning?
"Mikaels [Åkerfeldt, red.] tanke var at lave et så episk album som muligt. Han ville gerne i højere grad lægge vægten på mere tidløse sange, a la 'Stargazer' med Rainbow, 'Innuendo' med Queen og den slags, så ja, det var mindsettet, hvis du forstår. More is more, mere af det hele."
En anden grund til, at P.F.M. sprang i øjnene, var den sproglige kontekst. Jeg kan forstå, at teksterne egentlig blev skrevet på svensk, men at de så efterfølgende blev oversat til engelsk.
Hvad var årsagen til også at oversætte teksterne til engelsk? Var det pladeselskabets beslutning, eller?
"Du har helt ret, teksterne var skrevet på svensk, og så oversatte Mikael dem efterfølgende til engelsk i studiet. Det virkede gudskelov rigtig godt. Det, at han havde sat sig op til at skrive på svensk, gjorde så også, at han blev meget mere besat af at arbejde med de dybere lag i teksterne. Han fortalte mig faktisk, at det var sværere for ham at skrive på svensk, at det var sværere at gøre teksterne inspirerende.
Den første, jeg hørte, var det sidste nummer 'All Things Will Pass'/'Alting Tar Slut', og jeg synes ikke, at det lød så mærkeligt, som jeg havde forestillet mig. Det lød egentlig ikke så meget anderledes. Nu lytter jeg så heller ikke så meget til tekster, men jeg synes, det fungerede rigtig godt på begge sprog. For at vende tilbage til dit spørgsmål, så handler det egentlig bare om, at der ikke er så mange, der forstår svensk udover nordmænd og jer. Det gav mening at oversætte til engelsk til det internationale marked, men de hardcore fans vil nok lytte til begge dele. Hvis du spørger mig selv, så er der flere af sangene, der lyder bedst på svensk."
Jeg giver dig helt ret. Selv lytter jeg heller ikke så meget til tekster, men hvis man lytter til tonen, så virker den mere personlig, mere indfølt i den svenske udgave.
"Ja, jeg har lavet interviews med medier fra Australien til Grækenland, og alle lader til at være mest til den svenske version. Lidt ligesom Eros Ramazotti, masser af internationale hits, men ingen aner hvad han snakker om, haha.
Spøg til side, jeg har i øvrigt lige fundet P.F.M.-pladen frem. 'Photos of Ghosts'. Kender du den?"
Ja, jeg har den faktisk selv stående lige her sammen med den italienske udgave, 'Per Un Amico'. Jeg foretrækker dog klart den italienske, deres sanger var ikke særlig god til engelsk.
"OK, jeg vidste slet ikke 'Photos of Ghosts' oprindeligt var på italiensk. Så giver din sammenligning endnu bedre mening."
Det er jeg glad for. Nå, men nørderier aside, så lyder 'In Cauda Venenum' mere som et studiealbum end 'Sorceress', der havde mere af et live-feel. Den nye springer mere fra det ekspansive til de mere intime momenter, og nogen gange er der ligefrem lidt Storm Corrosion-undertoner. Er det bevidst, at pladen fik denne mere studieprægede lyd?
"Egentlig ikke. Vi ville netop gerne gøre pladen mere samspillet, så for første gang siden 'Watershed' øvede vi numrene sammen, inden vi tog i studiet. Vi spillede også tre ekstra numre, som ikke er kommet med på pladen, så vi havde faktisk 89 minutters musik. Det hjalp os rigtig meget, fordi det gjorde det nemmere for os at arbejde med numrene, så de også vil virke i en livekontekst, og det ville vi egentlig ønske, vi også havde gjort på de foregående plader.
Så nej, tanken var egentlig det modsatte, men vi arbejdede i et nyt studie og med en anden co-producer, Stefan Boman (der har produceret for Kent/Hellacopters/Graveyard m.fl., red.). Ikke nødvendigvis en metalproducer, men årsagen til, at vi valgte Park Studios var egentlig en tilfældighed, fordi det nu om dage nærmest er nødvendigt at booke studie et halvt år på forhånd. Vi var lidt i sidste øjeblik og fik det anbefalt det af Tobias Forge fra Ghost, så som sagt lidt en tilfældighed."
For at navigere udenom singlerne, så stikker 'In Cauda Venenum' lidt i alle retninger. 'Banemannen' har en jazzy vibe, 'Charlatan' er et af albummets tungeste indslag, og så er der 'Alting Tar Slut' som den storladne finale, lidt a la 'Faith in Others' fra 'Pale Communion', bare mere bombastisk. Er der nogen sange, du gerne vil fremhæve, som har en særlig betydning for dig?
"Nu nævner du selv 'Charlatan'. For os er den sang ret anderledes, fordi der ikke er nogen guitar på den sang. Martin Mendez spiller den normale bas, og så spiller Mikael og jeg på en basser af mærket 1H, som er kørt gennem guitaramps med distortion og fuzz, så det bliver en meget overstyret bastone. Årsagen til, at vi gjorde det på den måde var, at vi ville undgå, at den kom til at lyde som en djent/numetal-sang, så den blev mere beskidt i tonen. Lidt skørt, vi har ikke prøvet den slags før, men det var sjovt at indspille.
En anden, jeg glæder mig til at spille live, er 'De Närmast Sörjande'/'Next of Kin'. Den er så episk, husker ikke om der var 15 eller 21 strygere, men der foregår så meget i den sang, så den skal nok blive en interessant tilføjelse til sætlisten."
For at snakke om nogen andet, så har vi talt med dig ved tidligere lejligheder et par gange efterhånden. Vi har lidt det indtryk, at presserollen veksler mellem dig og Mikael. Hvordan er det for dig at besvare spørgsmål, som det dybest set ville give mere mening at spørge Mikael om, nu hvor han er omdrejningspunktet i Opeth?
"Ja, det kan være lidt tricky. Jeg kan ikke lide at gå i dybden med teksterne, for de er meget personlige for ham, og jeg lytter som sagt heller ikke så meget til tekster. Vi snakker naturligvis meget sammen undervejs om, hvad der har inspireret ham, hvilken lyd han har gået efter og den slags. Engang imellem har jeg hørt mine tidligere interviews og er blevet træt af, hvis jeg har sagt det samme igen og igen, så jeg bestræber mig altid på at finde andre måder at gøre budskabet klart på. Jeg tror, jeg laver omkring 14 interviews om ugen lige i øjeblikket, men det er nu også ret interessant at høre alle jeres forskellige indgangsvinkler til den nye plade."
Hvad sangskrivningen angår, så tænkte jeg på, om der har været nogen udvikling i din tid i bandet, eller om det så at sige kun har været Mikael hele vejen igennem med enkelte med-sangskrivere her og der?
"Ja, Mikael har jo altid været primus motor i Opeth, men jeg har bidraget til fx 'Strange Brew' fra den sidste plade. Denne gang havde Mikael dog isoleret sig, og der var ikke den store mulighed for at bidrage, men det gør heller ikke noget. Det afgørende er slutresultatet.
Jeg havde egentlig præsenteret ham for 6-7 idéer, inden han gik i gang, og han kunne rigtig godt lide dem, men det har nok noget at gøre med helheden, at det hele skulle hænge sammen. Mikael var meget inde i 'In Cauda Venenum', måske endnu mere end noget andet album vi har udgivet, og der var ingen grund til at forstyrre ham i processen. Han har jo masser af spændende idéer, og han er meget anderledes fra andre sangskrivere."
I har tidligere spillet i DR Koncerthuset, og nu skal I snart spille på Det Kongelige Teater, som ikke har den store erfaring med kunstnere indenfor den hårdere rock eller metal. I forhold til setup, så er Opeth dog ikke et band, vi normalvis husker for de helt store opsætninger udover lidt lyssætning og den slags. Jeg er derfor nysgerrig efter, om I har noget særligt i bedene til Det Kongelige Teater?
"Ja, vi har fået en norsk lystekniker med på produktions-setuppet, der tidligere har arbejdet med bl.a. Mayhem og Dimmu Borgir, så Mendez og jeg har vekslet inputs med ham. Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg må afsløre, men der vil blive nogen ændringer med hensyn til placering af bandet og trommerne, og der vil være strygere, så jo, der er lagt mange tanker i det.
Hvad sætlisten angår, så vil vi gerne spille lidt mere af det gamle stof og så 3-4 sange fra den nye. Vi regner med at spille lidt over to timer. Det bliver svært at dække alle plader, men vi vil helt klart ændre på sætlisten fra de sidste par år, for den har været ret fastlåst under det meste af 'Sorceress'-turnéen."
Ja, det var nemlig det næste jeg tænkte på, for det ville være fedt at høre jer grave ned i deeper cuts i stedet for at høre fx 'The Grand Conjuration' eller 'Deliverance' igen og igen...
"Lige præcis 'Deliverance' er et ømt punkt, men ja, helt enig. Vi har snakket lidt om at hive 'Masters Apprentices' tilbage i sættet, og jeg ville selv elske at spille 'By The Pain I See in Others', men nu må vi se."
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg stadig drømmer om en skønne dag at høre jer spille 'Moonlapse Vertigo'...
"Slet ikke et dårligt valg. Vi har vist spillet den enkelte gange, jeg tager den op med bandet."
Fedt, tak. Nu vi er inde på live-delen, så spiller I jo som regel meget store arenaer og teatre op, og får sjældent mulighed for at spille på de mindre klubber. I har naturligvis også både navnet og materialet til det, men er der stadig en del af dig, der har lyst til at spille foran et mere intimt publikum med mere kontakt til jeres fans?
"Jeg har nok spillet 600-700 shows i USA, og jeg elsker den variation, der er imellem de forskellige spillesteder, især de små venues med stagediving og moshpits. Jeg er selv ret doven, så som tilskuer ville jeg nok have haft det omvendt, haha, men som guitarist giver det mig ikke så meget at spille på store arenaer, som det gør med de mindre spillesteder. Men jeg mener, at begge dele har sine fordele og ulemper, og vi kunne fx ikke have lavet vores nye setup på en mindre klub."
Årsagen til jeg spørger er nemlig, fordi den bedste oplevelse jeg har haft med Opeth live var på Kulturbolaget i Malmø 2009, og I bl.a. spillede 'Godhead's Lament' og 'Hessian Peel', som I vist ikke har rørt siden.
"Ja, det var en af mine første gigs med bandet, husker jeg godt. En cool aften, tak."
Her til sidst, nu hvor I er brudt så meget igennem internationalt, hvor meget har det så påvirket hverdagen i Opeth? Kan I alle leve af at spille musik, i eller udenfor Opeth, eller er I afhængig af andre indtægtskilder?
"Well, vi er ikke millionærer endnu, men vi er alle fuldtidsmusikere, og så er der selvfølgelig alt arbejdet udenom med interviews, merch og den slags. Vi kan fint leve af det, og så er der også lidt tid undervejs til at ånde ud imellem turnéerne."
Allright, godt at høre. Tak for snakken, og så glæder vi os til at se jer på Det Kongelige Teater om et par måneder!
"Selv tak, og tak for anbefalingen med P.F.M.! Jeg smider 'Photos of Ghosts' på efter det næste interview!"