Større frihed, bedre flow
Maceration følger forholdsvist hurtigt op på comeback-skiven fra 2022 med et album, der er mere ligetil og spillet med større teknisk overskud.og en frihed til at se fremad trods den nostalgiske lyd.
Det var en ny begyndelse, men samtidig en tilbageskuende en af slagsen, da danske Maceration smed 'It Never Ends...' på gaden sent i 2022. Albummet fulgte op på debuten, der var udkommet 30 år før, og gav en sammenhæng til forhistorien trods den tsunami af vand, man kunne påstå havde løbet gennem åen siden da. De direkte fællestræk kom af, at man havde fået den legendariske producer Dan Swanö, der som aktiv musiker på blandt andet dødsmetalscenen i sin tid growlede stærkt i Edge of Sanity, til at pudse netop growlet af til et helt album. Det selvom growlsene i mange år havde været sparsomt fordelt til lidt Witherscape og sporadiske gæstegrowls. Derudover inkorporerede bandet noget af den lidt finurlige og til tider lidt sære riff-stil, som det unge band, der stod for debuten, havde lagt for dagen.
30 år skulle der heldigvis ikke gå denne gang, før der kom nyt fra dødsmetalbandet. Og nu er det som om, at bandet igen ser en ny begyndelse. Berettigelsen til genkomsten blev vist på den forrige udgivelse, og der blev fint fulgt op med live-shows. Og det lyder nu som om, at bandet har følt, at så er tøjlerne løsnet, og man kan vige lidt fra den tidligere stil, og spille frit, og hvad der mere naturligt kommer frem, når guitaren svinges. Og det som kommer frem er lækker dødsmetal, som er mere ligefrem og ligetil end på den forrige skive. Igen pakket med fyldig, HM-2 summende guitarlyd og solid bund. Præcis som på forgængeren, men lyden er bare endnu bedre nu. Bunden er som en sværm af bier i en subwoofer. Så fyldigt, så lækkert. Og det virker også som om, at det et band, der både hviler mere i indspilningen af albummet og som er vokset teknisk siden sidst. Det føles i hvert fald, som om det er spillet med en tand mere overskud, og det har nok gjort jobbet i mix- og mastering-stolen lettere.
Fra Dan til Jan
Igen er det Dan Swanö, der står for den del, mix og mastering, men han growler ikke på udgivelsen. Ikke kun fordi han smadrede sin stemme grundigt af growl-leverancen sidst, og har bedyret, at det er endegyldigt slut med growls (det er så ikke første gang i karrieren, at han hævder det og så sker der så lidt nogle år senere alligevel). Men også fordi Maceration med comeback'et på ingen måde havde i sinde at være et projektband, så der stod live-koncerter på menuen fra starten af bandets tilbagevenden. Swanö ses sjældent live, og da slet ikke med growl, og desuden havde Maceration allerede en sanger på plads. Det havde de sådan set også forud for 'It Never Ends...'. Så det måtte jo ende.
Og nu blev det så endelig Jan Bergmann Jepsens tur til at stå for den primære vokal på en Maceration-udgivelse. Og lad det straks være sagt, at han har gjort en fornem præstation, så selvom han principielt tager over efter en legende, så er der faktisk ikke noget savnet her, for noget stærkt er blevet udskiftet med noget andet stærkt. Det er et godt growl, lidt i stil med Swanö, men også med noget af det specielle rå med den hule klang, der nogle gange kan være i et growl fra Dave Ingram (Benediction).
Fokus på flow
Maceration er overordnet blevet lidt simplere at lytte på. Der er skåret overflødigt fedt væk, flere gentagelser af de rette ting og så en vokal, der er tydeligt udtalt og i omkvædene gerne lægger en simpel, catchy linje med alt godt fra metal-ordbogen. Det virker. Det flyder godt. Der er kommet flere og stærkere melodier til, det giver stemning, og det sker, uden at det mister retning og bliver til melodisk dødsmetal. Dertil er det brutale stadig for højt prioriteret.
Der tilføjes ikke noget nyt til genren, men klassisk dødsmetal pakket i suveræn, opdateret HM-2-lyd virker, og når så det så samtidig gøres med stærke sange, så er det svært at være andet end tilfreds og imponeret. 'It Never Ends...' krævede lidt mere af lytteren, hvilket har sikrer det albums holdbarhed over tid. På 'Serpent Devourment' er det numrenes stærkeste riffs, leads og vokalfraser, der huskes, og det giver albumet en anden type berettigelse. Og noget som vil være et stærkt kort for bandet i live-situationen. Der kan headbanges med større overskud fra både band og publikum.