Revitaliserede danske dødspionerer
Hvis man skal udgive nyt materiale efter 30 års fravær, så bør man gøre det ordentligt, og det formår Maceration heldigvis
Det er 30 år siden, at Macerations debut-album ‘A Serenade of Agony’ udkom. Bandet eksisterede ikke så længe, men fik opbygget en lille kultdyrkelse dengang såvel som i tiden, der fulgte. Hyldet som Danmarks første dødsmetalalbum. Omend bands som Konkhra og Illdisposed også havde fået smag for genren og var aktuelle i samtiden, kom deres respektive første officielle udgivelser først året efter. ‘Fuck You We’re From Denmark’ i versionen fra 1992 vidnede også om en stor dansk interesse i den første håndfuld år efter især amerikanerne og svenskerne havde budt ind og defineret genren.
Og så var der lige det med en vis opvarmningstjans for en af Darkthrones få live-optrædener, inden den slags og dødsmetal i sig selv blev vendt ryggen og musikken blev serveret med ansigtsmaling og etiketten black metal. Dén historie er vendt i bogen ‘Incombustible Remains’, hvis anmeldelse du finder her.
Maceration var Jakob Schultz’ og Jakob Hansens legeplads ved siden af Invocator, hvis debut udkom i 1991. På Maceration-debutskiven var det de to herrer og så Lars Bangsholt, der udgjorde kernen, mens vokalen blev leveret af "Day Disyraah" som session-musiker. Navnet kan ikke findes på mange udgivelser, men personen bag er og har været ganske aktiv, da det blot var kontraktmæssige forpligtelser, der gjorde, at han han måtte indspille under pseudonym. Sangeren var nemlig Edge of Sanitys frontmand Dan Swanö, der som musiker og producer har været inde over så meget imponerende musik, at det ikke giver mening at liste op her.
Day Dan "the man"
Og nu er Maceration så tilbage. Først live, som det i år lod sig høre på Death Coast, Metal Magic og Odense Metal Fest, men også på fuldlængde-album i debutens jubilæumsår. Og dette andet album fra bandet består så af 3 ud af de 4 personer, der udgjorde debuten, idet Jakob Schultz og Lars Bangsholt har teamet op igen, og trods en anden frontmand klar i live-situationen, så er det lykkedes at overtale Dan Swanö til en runde mere. Og ikke kun i det nu primære hverv fra manden; mix og mastering. Nej, der er Swanös fuldblodsgrowls ud over hele skiven. Emanzipation, bandets pladeselskab til denne udgivelse, skriver, at det vist er første gang siden Edge of Sanity-tiden, at Swanö growler, men det er som man tager det. Konsekvent over en hel skive, måske, men der er både Witherscape-skiverne med growl og ren vokal og så enkelte fraser som gæstevokalist på enkelte sange, som fx Thresholds ‘
" target="_blank" rel="noopener">Slipstream’ fra opsamlingen ‘The Ravages of Time’.
Man kan dog mene, at det ikke helt er det samme, for kvalitetsmæssigt er Swanös growls tilbage til fordums styrke, og det er han godt selv klar over: Indspilningen gav ham lidt samme følelse som omkring indspilning af vokal til ‘Unorthodox’ for Edge of Sanity. Han lyder så godt på indspilningen; råt, dynamisk, sejt. Og med vanlig tydelig udtale af ordene, så der trods growl-stilens indbyggede maskering alligevel forstås en hel del af den brølede lyrik på skiven.
Hvor Macerations debut måske manglede lidt bund i udtrykket, hvilket til gengæld gav energien i musikken en diskantet tyvstart, særligt med den distinkte lilletromme bankende løs, så har Maceration høstet den manglende bund og opnået en nutidig, kraftfuld produktion. Det er med et kig til fortiden, når guitarerne summer inspireret af HM-2-lyden, og bas og bund brummer godt og derved fuldender lydbilledet. Det er massivt, lyder imponerende og lokker som en sirene lytteren ind. Lydbilledet giver god plads til strengeinstrumenter og vokal og dermed mindre dominerende trommer, der trods musik i overvejende midttempo rent faktisk banker energisk og kompetent løs i flere passager. Det er Rasmus Schmidt (Illdisposed), der står for det fine spil, der slet ikke er så afdæmpet som produktionen lader en tro, når man først overvældes af fed guitar- og baslyd.
Fortidens åbenbaring
Der er ikke kun personnel, der i stor grad peger tilbage til debuten. Albummet indledes af en piano-intro, præcis som ‘A Serenade of Agony’ gjorde det. Der er noget i de solide riffs struktur og arrangementerne, der står i forlængelse fortiden, og på den måde sætter sin lille krølle på musikken, så det er Maceration og dermed med nuancer i den dødsmetal, som verden siden 1992 har set så meget af.
Over musikken og den fyldige lyd emmer en særlig stemning, som må komme fra den her let personlige form med små finurligheder i sangskrivningen, for musikken er tro mod dødsmetal-fundamentet, og skærer ikke genvej mod black-metallens muligheder for storladent input. Man forføres først af den store lyd og måske af den catchy intro på førstesinglen ‘Epiphany of the Past’, der virkelig giver lyst til at høre mere.
Næste single var åbneren med det omtalte piano-link til fortiden. Også et stærkt nummer. Derfra krævede pladen lidt mere tålmodighed, når glæden over den fuldfede produktion og de mest umiddelbare sange til et første indtryk var komsumeret. Soli lægger sig enten simpelt på riffet eller stikker af som en Slayer-solo, hvor der er mere støj end indhold. Efter flere lyt findes nuancerne i de resterende sange, og det står klart, at de simple leads gør præcis, hvad de skal. Det er ikke guitarlir, der skal til for at løfte sangene. Det lirede ligger i sangenes overordnede kvalitet og den instrumentale udførelse fra instrumentering over instrumenter til vokal og den måde enderne er bundet sammen gennem produktion, mix og master.
Og til at toppe det hele af, så er der lige et stykke lækker albumartwork fra Ola Larsson (Sulphur Aeon, Temple of Void, Disma m.fl). Med rodet omkring coveret på debuten in mente (se interviewet fra 2010, fra før bandet tænkte alvorligt om en tilbagevenden) og den også noget mere hårdtslående produktion, så man må sige, at Maceration virkelig får sat streg under, at dette comeback skal tages dødseriøst.