Da Darkthrone spillede i Danmark
PopulærBenni Bødker har begået en fin lille bog om dengang Darkthrone gav koncert i Esbjerg, og kickstartede dødsmetal i Danmark.
Forfatteren Benni Bødker har interviewet dem, der var til stede, dengang mytiske Darkthrone kom fra Norge for at give koncert i Esbjerg. Det er der kommet en udmærket bog ud af, som fortæller om koncerten og netop de folk, der var med til at skabe aftenen, og sågar starte dødsmetalscenen op i hele Danmark.
Dengang i juni 1990 var det ikke noget særligt, at Darkthrone kom til Danmark. Det var bare et norsk band, der end ikke havde udgivet en plade endnu. Skruer vi tiden ganske få år længere frem er billedet et ganske andet. Darkthrone er et vigtigt band i en genre, der skaber drama og overskrifter verden over. Black metal bliver halvfemsernes store genre, og står for en masse musik, kontroversielle hændelser og mystik.
Netop Darkthrone bliver kendt som det band, der kontinuerligt udsender plader, men aldrig spiller live. Alligevel nåede de lige akkurat at give en koncert på Tobakken i Esbjerg. Det sker kun fordi deres trommeslager Gylve Nagell er i tape-trading-branchen, hvor han bl.a. udveksler musik og breve med en dansker, der hedder Jacob Hansen. Jacob Hansen har et orkester i Esbjerg, der hedder Invocator. De har heller ikke udgivet andet end demoer i 1990, men både Gylve og Jacob lytter til alt mulig musik fra hele verden - og lærer hinanden at kende.
Det ender med, at Jacob Hansen får hevet Darkthrone til Esbjerg og sammen med sit andet orkester, Maceration, giver de den sagnomspundne koncert 8. juni, der skal blive Darkthrones eneste i landet,og udover nogle få koncerter i Finland kort efter, sågar i hele verden. For Gylve Nagell gider egentlig ikke spille live. Men det gør han den aften, og Benni Bødker har interviewet både Jacob Hansen, de andre i Maceration og bassist Dag Nilsen, der spillede i Darkthrone dengang. Dag Nilsen husker turen, oplevelsen, byturen efter koncerten, og hvordan Darkthrone ændrer stil fra debutpladen 'Soulside Journey' og frem mod opfølgeren 'A Blaze in the Northern Sky', der i den grad indvarsler en helt ny stil og periode for norsk metal.
Bogen 'Incombustible Remains' er en perle af en udgivelse, der med interviews og gode billeder og flyers fra den tid indkapsler en periode i dansk metal, hvor dødsmetal stadig var noget, der foregik på drengeværelserne rundt omkring. Og så lige de koncerter, der gjorde Esbjerg til Danmarks metalhovedstad, hvor alle de store, internationale navne kom og gav koncert. Darkthrone var med til at starte det. Jacob Hansen, Jakob Schultz og resten af Maceration og Invocator var i den grad medvirkende til at starte hele bølgen, der her 30 år senere stadig er noget, hele landet nyder godt af.
Darkthrone eksisterer stadig. Det gør Maceration også. Deres koncert den aften i Esbjerg følger såmænd med som CD i bogen, for begge koncerter blev optaget. Læg dertil den lille krølle, at Death Coast Festival i Esbjerg har offentliggjort, at Maceration gør comeback til sommer. De skal spille på festivalen 10. eller 11. juni 2022. Næsten samme dato som i 1990. Samme spillested. Tobakken.
'Incombustible Remains' er en god bog at få læst inden da, for der er både billeder af koncerterne den aften, og så kan man jo sammenligne og se om musikerne stadig har lige så langt hår, eller om der er sket noget med længde og farve i mellemtiden.