Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Regressiv prog-pastiche

Populær
Updated
Regressiv prog-pastiche

Opeth har aldrig lydt så uselvstændige, som de gør på deres tolvte album, ’Sorceress’. Emuleringen af 1970’ernes prog rock fortsætter, men uden den kant og kvalitet, der kendetegner bandets øvrige plader.

Kunstner
Titel
Sorceress
Dato
30-09-2016
Trackliste
1. Persephone
2. Sorceress
3. The Wilde Flowers
4. Will O the Wisp
5. Chrysalis
6. Sorceress 2
7. The Seventh Sojourn
8. Strange Brew
9. A Fleeting Glance
10. Era
11. Persephone (Slight Return)
Forfatter
Karakter
2

Det kom egentlig ikke som den store overraskelse, da Opeth i 2011 definitivt lagde metallen og growlvokalen på hylden for i stedet at omfavne inspirationskilden i 1970’ernes progressive rock for alvor. Prog rocken havde længe været en fast del af bandets lyd – i hvert fald siden ’My Arms, Your Hearse’ fra 1998 – og med årene skulle det fylde mere og mere, mens dødsmetallen blev mere og mere udgrænset.

Med ’Heritage’ skete skiftet, hvor Opeth blev et rockband mere end et metalband. Forvandlingen efterlod gamle fans skuffede og frustrerede, for hvor Opeth havde fundet sig et unikt udtryk i deres progressive dødsmetal, som de havde udviklet og perfektioneret op gennem 90’erne og 00’erne, så har de altså ikke vist sig som et unikt rockband. Endnu.

Lad det være sagt med det samme: Herfra skal der ikke lyde ét eneste ondt ord om Opeths stilskifte. Kunstnere skal nu engang lave kunst, og den proces er hverken snorlige eller entydigt klar. Som publikum må man blot vælge, om man vil følge med eller ej.

Ikke desto mindre er det stadig ufatteligt ærgerligt, når et band med så suveræn en diskografi som Opeth lyder så lidt af sig selv, som de gør her på ’Sorceress’, deres tolvte album.

Hvor ’Heritage’ var famlende og svær at få greb om, var opfølgeren ’Pale Communion’ fra 2014 som et fokuseret lyn. Selvom Opeths prog rock bærer på en tung arv fra 1970’erne, var sangene på ’Pale Communion’ skarpe, og virkemidlerne genkendelige. Voldsomt originalt var det ikke, men bandet viste, at de sagtens kunne løfte deres egen arv i det nye format.

Det samme kan ikke siges om ’Sorceress’.

Klang af fortiden
Albummet lægger sig et sted mellem de to foregående. Stilen er den orgeldominerede prog rock, som vi hørte den på ’Pale Communion’, og sangstrukturerne er snørklede på samme måde som på ’Heritage’.

Frontmand Mikael Åkerfeldt har op til udgivelsen beskrevet, hvordan ’Sorceress’ er mere heavy end forgængerne, hvilket førstesinglen (i form af titelnummeret) umiddelbart bekræftede. Men denne heaviness kan umiddelbart ligge på et meget lille sted ved gennemlytning af albummet.

Det er tværtimod de folkede og akustiske elementer, man bider mærke i. Jethro Tull og Gentle Giant har sandelig ikke levet forgæves, og skønt den akustiske lyd altid har været en integreret del af Opeths stil, så har de afdæmpede momenter ofte haft en forstærket effekt i kraft af, at de fungerede som dynamisk afveksling fra den brutale dødsmetal.

På ’Sorceress’ står de stille momenter svagere. Det gør de blandt andet, fordi det, der omkranser dem, ikke selv står særlig stærkt.

Når det endelig er tungt, er det især på grund af Martin Mendez’ bas, der fylder i bunden af mixet, men også Joakim Svalbergs keyboard-arbejde. Mellotronen, der har været et afgørende stemningsskabende element på de tidligere plader, er næsten fraværende her og er i stedet blevet erstattet af et klassisk Hammond-orgel og et Fender Rhodes. I kombineret parløb med Åkerfeldts og Fredrik Åkessons guitarer kastes associationerne her mod grupper som Camel og Deep Purple. Det er med andre ord en rocket tyngde, som klinger dybt af fortiden.

Men Opeths homage går også længere tilbage end 1970’erne. De instrumentale intro- og outronumre ’Persephone’ og ’Persephone (Slight Return)’ sender anerkendende nik til Jimi Hendrix’ ’Voodoo Chile (Slight Return)’, og på ’Strange Brew’ kammer det helt over i en hyldest til Cream anno 1967 – i både sangtitel og guitarlyd.

Med al respekt for bandets kunstneriske frihed, så er resultatet bare ikke særlig Opethsk. Det er tværtimod enormt uselvstændigt.

Hemmeligheder uden gevinst
Det hjælper heller ikke, at sangene er unødvendigt kringlede. Adskillige gange stopper bandet op for at starte forfra på noget, der er radikalt løsrevet fra det øvrige nummer. Den letsindige og groovy ’The Wilde Flowers’ bruger over to minutter på til slut at introducere et nyt tema, der ikke får den store nødvendige forløsning, men tværtimod ender ud i et uinteressant riff over speedede trommer.

Den arabisk-inspirerede synth-smøre ’The Seventh Sojourn’ står som albummets instrumentale intermezzo, indtil den gradvise opbygning ender i et tyst kor, som afslutter nummeret helt løsrevet fra sangens gennemgående tema. Og førnævnte ’Strange Brew’ omkranser Cream-rocken med et melankolsk klavertema, clean guitarspil, croon og storladen sørgmodighed, uden at det nogensinde føles særlig konsistent eller spændende.

Eklekticismen er et klassisk kendetegn ved prog rocken. Og ’Sorceress’ fremstår ganske vist både eklektisk, esoterisk og mystisk. Det er, som om sangene gemmer på hemmeligheder, der skal afkodes ved intensiv lytning. Men mange gennemlytninger senere fremstår sangene lige så fragmenterede, som de gjorde til at starte med. Skuffelsen venter lige rundt om hjørnet, for eklekticismen gemmer simpelthen ikke på nogen stor gevinst.

Tværtimod ligger de største gevinster på ’Sorceress’ i det umiddelbare. Som i det trampende groove i titelnummeret, der går direkte til sagen eller det melodiske mellemstykke og den shreddende guitarsolo i ’The Wilde Flowers’. Og så er der selvfølgelig albummets akustiske perle, den stærkt Jethro Tull-lydende ’Will O the Wisp’, der har de dragende melodier, den blide opbygning og de bløde guitarer, som vi i forvejen kender fra Opeths afdæmpede momenter.

Albummets sidste reelle nummer, ’Era’, har ligeledes et stærkt og afgørende hook, men der går dog næsten fire minutter, før det sætter ind. Og når det sker, er det både velkomponeret, overmelodisk og forløsende. Det rammer som et klarsyn.

Men det er et klarsyn, som i stor stil er fraværende på resten af albummet.

Progressiv regression
Prog rocken er ikke længere progressiv, som den var det i 1970’erne, hvor den brød de etablerede grænser mellem rock, jazz og klassisk musik. Man kunne tage på festival og høre både Miles Davis og Jethro Tull som på Isle of Wight i 1970. Eller man kunne se Yes, Mahavishnu Orchestra og Judas Priest spille for det samme publikum på Reading Festival i 1975.

Den tid er forlængst ovre. Trods de oprindelige ambitioner om at udfordre og skubbe grænserne er prog rocken blevet sin egen museale genre, hvor formen skal overholdes og forventningerne indfries.

Det mestrer Opeth trods alt, og derfor vil ’Sorceress’ også finde sine tilhængere. Åkerfeldt kan stadig skrive melodier, og han kan stadig croone. Men prog rocken, som den udfoldes her, er et fortidsdyr. I den forstand kommer det ikke Opeth til gode, for når de gengiver prog rockens historie, svigter de samtidig deres egen. Det tidligere så unikke progressive metalband er blevet til en pastiche af et prog rock-band.

Set med fortidens øjne er ’Sorceress’ ganske vist progressiv. Set med nutidens er den dybt regressiv.