Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ædelt fræs og nyreslag

Updated
Nyredolk
Nyredolk
Ædel Fetich
Ædel Fetich
Ædel Fetich
Blodstorm
Blodstorm

Nyredolk er klar til at give os en tur rundt i ‘Barndommens Hjem’ – og stikker os et par supplerende øjenåbnere fra undergrunden med Ædel Fetich og Blodstorm.

Kunstner
Titel
+ Ædel Fetich + Blodstorm
Spillested
Dato
31-01-2025
Trackliste
Familievold Binder Blodets Bånd
Den Forsømte Barndom
Afmagt Fostrer Foragt
Blodig, Blottet og Sårbar
Det Forvirrede Barn
Hård og Kold
Martyrliv
Et Ægte Brud
Omringet Af Kærlighed
Blottet For Empati
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
3

For næsten præcis to år siden stod jeg samme sted, blot i stueetagen, da Stikkersvin holdt release for deres dengang første og, skulle det vise sig, eneste album, ‘... Og De Levede Ulykkeligt Og Alt For Længe’ sammen med vennerne fra Nyredolk.

I dag er rollerne så byttet om. Nyredolk holder release på ‘Barndommens Hjem’, deres første fuldlængde, mens Stikkersvin har lukket og slukket, med tre af medlemmerne videre under den nye konstellation Ædel Fetich. Vi roste sidste år deres EP ‘I Aftes i Tunnelen’, og debutkoncerten, som jeg heldigvis var en af de få til at opleve en søndag aften kort derefter på Ungeren, gjorde det kun endnu mere klart, at Ædel Fetich er noget udover det sædvanlige herhjemme, med deres rablende, rabiate og samtidig også meget stramt eksekverede take på black-genren. Traditionsløst black metal, som de selv benævner det på deres Bandcamp-side – det er måske lige spidst nok at fornægte de blackede rødder (ingen nævnt, ingen glemt), men omvendt er det også meget sigende, at det her handler om at sætte sit eget præg på tingene og give pokker i konventionerne!

Ædel3

Når nu mange kommer her for Stikkersvin-faktoren, så må vi vel hellere lige lukke låget på elefanten i rummet. Jovist er der oplagte ligheder, hvor Skvats teatralske rablen og de momentært black n rollede tilsnit står tydeligst frem – men Ædel Fetich føles alligevel som en anderledes, uterlig krabat. Flere fræsende, andenbølge-blackede tremolo-linier. Mere teknikalitet i opbygningerne. Der sker mere, og vi bliver revet rundt, uden det i samme grad handler om at følge Skvats antrit – musikken taler også sit eget kompromisløse sprog.
Således også i dag her på Pumpehusets hovedscene – en stor scene for et så ungt band at bære, men det rører dem tilsyneladende ikke det mindste. ‘Råt Grønt Kød’ får os tidligt op på højeste klinge med stramt vekslende takter og ditto riffs, der sammen med Skvats rablende fraseringer slår overvældende effektivt. Den næstsidste sang i duet med Jakob Miehe Sørensen fra Solens Folk fik dystert krybende goth-vibes frem i dem – en side, de meget gerne må udforske meget videre – men i det hele taget et blændende gensyn med både Misfits-punkede ahhhhhs, klassisk fræsende black-stormløb og gentagende fraser til at fængsle os ind (“Du kan ik fornærme mig” on repeat, som koncerten rinder ud, og Skvat vrider sig rundt på koncertgulvet).

Ædel1

En helt anden slags vildskab end den, der møder os fra Nyredolk. Et band, jeg tidligere har problematiseret for primært at kæmpe sin sag for at gøre black metallen farlig igen, med koncerter, hvor det unavngivne spøgelse i front hyppigt stormer sit publikum i omdrejninger for at skære igennem. Som alle andre kender heller ikke vi deres nye album, ‘Barndommens Hjem’, der i dag står på dagsordenen, men det står da hurtigt klart, at der er en klarere puls i Nyredolk anno 2025. Det hvide spøgelse tager stadig sine ture rundt i salen (omend det kræver lidt mere at kravle op og ned fra Pumpehusetss hovedscene end nedenunder), men musikalsk virker det i højere grad denne gang som helstøbte sange i krydsfeltet mellem punkens kontante nåleøje og black metallens maniske overdrev.

Bølleeffekten har ikke fortaget sig, men det er dog også tydeligt, at Nyredolk vil andet og mere end at hærge. Ubehagen og mørket er tydeligere, og så gør det mindre, at det kun er det hvide spøgelse i front, der gør noget for at komme udover scenekanten. Jeg betvivler i hvert fald ikke, at ‘Barndommens Hjem’ næppe var lutter fryd og gammen, uanset hvor umuligt det er at deciffrere lyrikken fra spøgelsets mund, men det må vi så blive klogere på, som vi får teksterne dybere under huden. En hidsig introduktion til pladen fra start til slut, afrundet af et throwback til ‘Blottet For Empati’ fra debut-demoen tilbage fra 2018, men væsentligst af alt en demonstration af, at Nyredolk denne gang har noget stærkt på hjerte, og mestrer mere end blot at være farlige – måske ‘Barndommens Hjem’ ligefrem fortjener vores kærlighed?

Nyre2

Det må tiden vise  først må vi dog lige se, hvad Blodstorm er for en størrelse.
Ganske som til sidste arrangement i 2023 har det mindste navn på plakaten fået den sene slot, hvilket gav rigtig god mening dengang med St. Digues energiske dark wave. Blodstorm er så ... ja, hvad er de egentlig? Det store internet gav os ikke andre hits end en blodfattig Bandcamp-side med et enkelt nummer med trommemaskine, og info om, at de er fra Sverige. En sandhed med modifikationer, for guitarist Mikkel Fuglsang kender vi som bassist i lokale Demon Head, men hvorom alt er befinder vi os ligeledes her i et punk/blacket krydsfelt. Omend noget mere direkte, 4/4-dele derudaf og førnævnte trommemaskine til at lægge bunden. Hvis man tog Mysticum, fjernede syreaspektet og blot så dem som en duo, hver stående urokkelige i hver sin side af scenen, så er vi ikke milevidt fra hvad Blodstorm havde at byde på. Desværre en lidt blodfattig afrunding på aftenen, der blot stampede afsted i sit eget statiske gear uden rigtig at rokke ved noget. Måske Blodstorm stadig er i opstartsgearet  det smager i hvert fald sådan, og så tager vi det ikke mere højtideligt end som så, før vi stormer videre udi nattelivet.

En farlig aften at være back-up på, og promillen gjorde da også sit til at holde humøret højt – men dagen derpå kan jeg bekræfte, at LP'en gudskelov overlevede en sen nat i byen på Vesterbro, så nu ved jeg da, hvad weekenden skal gå med!

Ædel Fetich: 4
Nyredolk: 3
Blodstorm: 2

Blod2