Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Folkemetallens Jakob Stegelmann

Updated
c_E2P3274

Fansene elsker det, kritikerne hader det. Hvorfor er det, vi altid skal gøre nar af Sabaton? Og hvorfor er det, vi altid skal undskylde, når vi kan lide power metal?

Et nyt metalmedie har set dagens lys, og det endda i et format, vi ellers ikke har set så meget til herhjemme. Søren Weiss Kristiansen, bedst kendt som en af bagmændene hos vores konkurrent blastbeast.dk, har startet en podcast ved navn The Fire That Burns.

“Jaja, Søren Weiss og alle andre mænd i 30’erne", tænker du nok. Men dette er ikke en true crime-podcast, den er heller ikke fyldt med banal politikdiskussion eller lovprisninger af det seneste anmeldereksemplar af en Jussi Adler-Olsen-roman.

Næh, i stedet har Weiss skåret sig en luns ud af metallens pattegris og besluttet sig for at fortære den med liv og sjæl.

På med fanbrillen!
Søren Weiss er en af lederne bag mediet blastbeast.dk, en blog der har knap 6.000 følgere på Facebook, er stamgæster i Anders Bøtters Sort Søndag og vante gæster som djs til opvarming og efterfest for diverse metalevents i København. I skrivende stund har ‘The Fire that Burns’ 228 likes på Facebook, og derfor spørger vi Weiss, hvilke tanker han gjort sig om at starte et metalmedie fra bunden.

– Det er noget, jeg har haft lyst til at dykke ned i gennem et stykke tid, og efter COVID-19 har sat en stopper for min mangeårige hobby med ugentlig koncertgang, har jeg haft rigelig tid til at sidde og tænke over, hvad jeg ellers kunne lave.

I marketingafdelingen afslører Søren Weiss et skarpt blik for forretningsmuligheder, da han ganske hurtigt ridser op, hvor han så et ledigt område. Som han helt rigtigt beskriver, er der ikke meget andet på lyd i den danske metalscene end Sort Søndag og Den Tunge Time. Derfor mente han også at kunne spore lidt plads til nichepodcasten her.

– Blogmarkedet er helt fyldt. Vi er der selv, I (Devilution er ikke en blog, red.) er der, der er heavymetal.dk, og der er Metalized på tryk. Det ville være selvmord at prøve at stable noget på benene der. Og selvom jeg kunne have lavet det via Blastbeast, havde jeg mere lyst til at føre det i en anden retning.

Weiss uddyber med et smil på læben,
– Jeg vil have alle med for, hvad det er. Det bliver nørdet det her, og Blastbeast skal favne bredere. Blastbeast ville måske miste læsere på det, hvis vi kastede os ind i det – her er alle bekendte med, hvad det kommer til at handle om. 

Tungmetal for troldetyper

Screenshot 2020 10 14 at 22.35.50

Der måtte en mindre tematisk analyse til, for at finde ud af hvor grænserne skulle tegnes på metallens Afrika, så Weiss’ koloni kunne passe ind. For hvad pokker er fællesnævnerne mellem Judicator, Leaves’ Eyes, Korpiklaani, Moonsorrow og Emperor?

– Det er jo det her med den episke klang. Det skaber sig et univers, der er storslået! Det gælder ikke al black metal, jo. Det ville nok ikke være Gabestok og Nyredolk, og hvad de nu hedder. Men det kunne godt være Afsky, Orm eller Solbrud, forklarer Weiss

Vi står altså i lidt samme position, som da den amerikanske højesteretsdommer Potter Stewarts skulle udtale sig om obskønitet: ”Jeg skal ikke i dag definere yderligere hvad pornografi er, og måske vil det aldrig kunne lykkes mig. Men jeg kender det, når jeg ser det.”

Det er en vanskeligt definerbar størrelse, Weiss har kastet sig ud i at tale om. Men vi ved alle sammen, hvad det drejer sig om. Det er power metallen med dens fræsende og boblende guitarer, det er, når Moonsorrow spiller mundharpe, og når Satyricon synger om Moder Nord.

– Meget af det handler om norden, men ikke kun. For black metallens vedkommende handler det også meget om, at man kan høre, hvor det kommer fra. At det bringer noget med sig i lyden.

Den episke lyd er det, der danner omdrejningspunkt for Søren Weiss. Det er tydeligt at mærke på ham, at det er det storslåede, der rammer ham lige i hjertekulen. Flere gange nævner han computerspillet 'The Legend of Zelda', når han skal beskrive, hvad han mener.

De nationale særpræg giver Weiss et glimt i øjet, når han remser op hvad han mener. 
– Det er jo ikke kun de nordiske bands, der tager noget med sig. Negura Bunget, for eksempel, har deres egen lyd. Du kan også sagtens høre det mellemøstlige hos Melechesh eller det kinesiske hos Zuriaake. Det gør det til noget helt særligt!

-XTJ4241-2-1525633493.jpg

Næverne i vejret og 'Vikings' på HBO
Folkemetallen, heltemetallen og deres beslægtede genrer er blevet store i Danmark. Søren Weiss var også en af hovedpersonerne bag todagesfestivalen Udgårdsfest, der blev afholdt første gang i 2019, og her så han en helt særlig stemning udfolde sig.

– Det var to helt forskellige dage, og alligevel var det en helhedsoplevelse. Fredag var det fest og farver og drikkehorn i vejret til Trollfest, mens det var sort i sort om lørdagen med folk i sort fra Ungdomshuset, der kom for at høre Wulfaz og Afsky.

Weiss beskriver at det trods alt var de samme publikummer på de to dage, og at folk kom godt ud af det, på trods af forskellene. Netop det ser han som et udmærket billede på det danske metalpublikum.

– Der er ligesom to slags. Der er nørderne, dem, der graver sig ned i det med liv og sjæl, og dem, der i højere grad hopper med på bølgen og siger “Åh, Baest er bare det fedeste og det skal vi høre til vi dør”. Begge grupper mødes til de her koncerter og festivaler.

Søren Weiss trækker analysen i retning af sin podcast igen,
– De fans, jeg tager fat i, er nok mere dem, der gerne vil have vennerne med til koncert og synge med på et fedt omkvæd med næverne i vejret. Det skal ikke være ondt og mørkt og handle om slåskamp.

På dette tidspunkt er det nødvendigt at kigge lidt på scenen. For Huldre har spillet deres sidste shows på udsolgte scener, Moonsorrow kom efter 30 års karriere til Danmark første gang til Udgårdsfest, og delvist danske Heilung sælger alle 4000 pladser, når de spiller koncert i New York.

Her må vi se indad. For hvem skriver om det? Det er et kæmpeområde, men et, der ikke bliver beskrevet meget i den respektable ende af metaljournalistikken. Og hvis vi gør, er det ofte med et smørret smil om læben.

Adspurgt om genrens popularitet svarer Søren Weiss i to retninger. Den ene knytter sig til den generelle renæssance, fantasygenren har fået de senere år. Han udpeger igen 'Legend of Zelda', men også tv-kanalen HBO’s kæmpesucceser 'Vikings' og 'Game of Thrones', der igennem en længere periode fik halvdelen af Danmark til at sidde og heppe på en dragedronning eller en lusket vikingehøvding. 

– Det er på en eller anden måde blevet cool at være lidt nørdet igen. Ellers har det altid været noget, vi kunne grine ad, når der blev sunget om krige og sværd og den slags.

Mærkeligt nok har det aldrig været forbudt at være nørdet, når det handlede om black metal. Hvor latterligt ‘The Crying Orc’ end lyder, er det aldrig det, der bliver fremhævet, når der tales om black metal. Den indvending griner Søren Weiss ad og medgiver, at det nok også handler lidt om lyden.

– Ja, altså, det handler jo også om, at i de her mere melodiske genrer er det vigtigt at skrive lækre hooks og gode omkvæd. Der skal være noget catchyness i dem. Ligesom med ABBA. Eller Ghost.

-XSF8862-49-1493681768.jpg

Men én ting er, at det er okay at se på elvere og troldmænd i fjernsynet. Det er næsten tyve år siden, 'Ringenes Herre' kom i biograferne og bragte den slags ind i hverdagen hos hr. og fru Danmark. Det er omtrent lige så længe siden, at de store udenlandske bands begyndte at dukke frem. Der havde været tilløb til det i halvfemserne med Ulver, Satyricon, Skyclad og så videre, men de første fem år i det nye årtusind bragte os gennembrud fra Moonsorrow, Korpiklaani, Nightwish, Finntroll og dusinvis flere. Og alligevel er det først nu, de begynder at slå igennem i Danmark.

Weiss peger på det arbejde, Live Nation og Copenhell har gjort for at trække denne slags bands til Danmark. Der er blevet gjort en indsats for at trække de udenlandske navne til og bygge de danske op. 

– Måske er vi lidt langsomme. Men der ligger hårdt arbejde bag. Dengang omkring 2005 stod Svartsot ret alene med det, og det var ikke før næste årti, at bands som Heidra, Vanir og Huldre dukkede frem. Så den danske scene har måttet kæmpe sig frem og har ikke været hjulpet meget på vej af metalpressen. 

Alvorligt uddyber Weiss:
– Det er jo der, jeg synes, den danske metalkritik nogle gange har lidt svært ved at skelne mellem kritik og formidling. For det er jo helt klart, at vi nogle gange skal være helt skarpe på, hvad vi synes om tingene. Andre gange handler det bare om oplysning, og der ser vi jo for eksempel, at Devilution ikke kan bringe en nyhed om Sabaton, uden at de lige skal have en lille sviner med på vejen.

Mens vi tygger lidt på den, spørger jeg, hvorfor det er overhovedet er noget, vi skal tage seriøst.

– Jamen et eller andet må de jo kunne. Og som metalmedier har vi også et medansvar for de fans, vi er med til at skabe. Vi skubber nogen fra, hvis vi bare laver jokes i stedet for at præsentere musikken.

Han fortsætter:

– Jeg har prøvet at være kritiker i lang tid nu, det er også sjovt. Men det jeg vil med The Fire That Burns er at tage fanbrillen på. Her er jeg nørd, og her vil jeg bare formidle musik, jeg elsker. Jeg vil lytte til musikken, og jeg vil tale om musikken, og når jeg nu ikke kan se bandene spille live, så vil jeg snakke med dem.

Søren Weiss’ afsluttende ord er, at han håber Devilution og vores læsere vil lytte til The Fire That Burns. Han håber, at vi kan finde ud af, at Sabaton er mere end matchende camobukser og jokes om tanks.

Det kan vi ikke. Men ønsket om at fordybe sig i metal og nogle gange give os selv lov til bare at være glade for noget, det vil vi overveje.

Første afsnit af The Fire That Burns udkom 1. oktober og bød blandt andet på interview med halvdanske Pyramaze. Andet afsnit kommer 1. november. Begge afsnit kan findes på hjemmesiden www.thefirethatburns.dk eller på diverse podcastplatforme.

 

Menu