Vistis Sorte Vinyler

Satans Sorte Vinyler præsenteres af Jonas Visti. Trods en nysgerrig kamelæons anstrengelser har Devilution talt med jazzmanden om black metal.

En mild radiovært, der bedst kendes for sit virke med at formidle jazz og musik fra hele verden i sit ugentlige P8 JAZZ-program ‘Vistis Vinyler’, finder en kasse med uhyre sjældne black metal-plader i overraskende god stand i sit storskraldsrum og opsøger sin kammerat, forfatter Benni Bødker, for at dykke ned i den mørke genre. Guidet af mentor Bødker og en uhyggelig vølve i Myrkurs skikkelse graver han længere og længere ned og møder både voldsmænd og nazister på sin vej.

Det er præmissen for Danmarks Radios første og største favntag med den musik, vi andre bevæger os så hjemmevant rundt i, og selvom det kan virke lige vel utænkeligt, at man skulle kunne finde en førsteudgave af ‘Aske’, der går til omkring kr. 10.000 på markedet, i et storskraldsrum, så er det til at overse, når der for en gangs skyld dykkes ned i noget, vi ved lidt om.

Ikke nok med, at Visti kommer rundt i verden og taler med udenlandske musikere, så dvæler han også ved den danske scene i form af blandt andre Denial of God, Horned Almighty, Afskys Ole Luk og Nyredolk og hjælpes på vej af anerkendte musikeksperter her fra landet. I programmet optræder blandt andre Gaffas Keld Rud, Peter Béliath, Tobias Bendixen, og naturligvis Devilutions helt eget orakel Mads Pedersen.

Derfor kan adskillige på forhånd negative kommentarer om overfladiskhed, fordummelse eller på anden vis useriøs behandling af genren afvises, mens spådomme om en gentagelse af en historie, mange af os er mere end bekendte med, naturligvis kan bekræftes.

For at forstå ideen bag ‘Satans Sorte Vinyler’ har Devilution talt med Jonas Visti – seerens forlængede arm.



På en bar i Guadeloupe …
Jonas Visti kommer til Devilutions udsendte fra en noget misundelsesværdig lokation. Radioværten er taget til det franske oversøiske departement Guadeloupe, hvor han sidder på en bar i skyggen under halvtaget, så computeren ikke overopheder. Imens fryser Devilution i Danmark, og på den måde fastholdes kontrasten mellem værten og hans materiale – en kontrast, der også figurerer prominent i ‘Satans Sorte Vinyler’, hvor den afblegede Visti taler i sin lyserøde iphone og ryger meget tynde cigaretter.

Jonas Visti italesætter selv denne forskel:
– Der er nogle af de kommentarer, folk er kommet med på forhånd, der handlede om den del. “Ham værten har afbleget hår og stumpebukser, hvad fanden ved han?” og det er selvfølgelig fjollet, men også forståeligt nok.

Et særligt strøg af det eksotiske rammer os også meget direkte, da interviewet kort afbrydes af en velvoksen kamelæon, der dumper ned i skødet på Visti og mildest talt kommer som en overraskelse. En god metafor for Vistis arbejde med black metal, da hans baggrund som nævnt er i jazzen og det, han selv beskriver som “den fortærskede betegnelse 'verdensmusik'”. Den baggrund har betydet meget for ham i løbet af opvæksten. Derfor er han heller ikke vred over de reaktioner, der er kommet nogle steder fra metalmiljøet forud for dokumentaren.
– Jeg er ikke mere hellig end andre, jeg kan sagtens forstå reaktionerne. Hvis dansk tv producerede to timers tv om vestafrikansk candomblés indflydelse på nordøstbrasiliansk MPB, ville jeg nok også være rimelig kritisk over for, hvad værten vidste om det, hvor godt han talte portugisisk og så videre. Man kan nemt føle, at man har slidt og slæbt for det, at man har gjort sig fortjent til at kende det her musik. Hvis nogen så kommer og laller igennem det, bliver man presset

Jonas Visti fortsætter:
– Jeg voksede op i Nakskov og hørte psykedelisk rock og eksperimenterende musik, og jeg har virkelig kæmpet for at have min niche og noget, som ingen forstod. Når det så blev kommercielt og populært, og alle folk begyndte at gå med Frank Zappa T-shirts, så vrængede jeg da også: “Hvad ved du om Zappa?”

For en fem-seks år siden besluttede Jonas Visti sig dog for at gå en anden retning. Han valgte aktivt at tænke, at “jo flere, der opdager noget, jeg godt kan lide, des bedre”.
– Mit ønske er jo, at alle danskere har en top ti over deres yndlings-Coltranesange.

Det er svært at være uenig med radioværten i, og det sætter også ‘Satans Sorte Vinyler’ i et andet lys. Vistis musikalske baggrund gav ham også en nogenlunde ballast, når han skulle tale om de mere tekniske aspekter af musikken. En samtale med den legendariske Eirik ‘Pytten’ Hundvin, producer for det meste af den norske andenbølge, fortsatte også noget længere i virkeligheden, end vi fik at se på tv-skærmen.
– Jeg har jo nogenlunde tjek på musikbegreber og genreforståelse ,og Pytten og jeg fik talt meget om æstetik og produktion – og så er jeg ikke mere stolt, end at jeg godt kan spørge: “Hvad er det”, når de garvede musikere dropper navne eller begreber, jeg ikke aner hvad er.

Han forsætter leende:
– Men det er jo ikke på grund af min ekspertise inden for black metal, at jeg blev castet til den her serie. Da de ringede første gang, mente jeg også, at de måtte have fået forkert nummer.



Til middag hos Gaahl
Jonas Visti skulle dog snart nok blive kastet ud i det. Efter en briefing fra Benni Bødker på en kaffebar og en opvarmning i en kælder med Ustumallagam (Denial of God, The Rite), hvor han først stifter bekendtskab med den slibrige historie om den norske inderkreds, med kirkeafbrændinger, vold og mord. Det gør stort indtryk på Visti, ligesom det nok også gjorde for de fleste af os, den første gang vi hørte den.
Men efterhånden oplever de fleste black metal-fans en vis form for metaltræthed, når vi hører noget de historier. Ligesom at skulle sidde igennem Spider-Mans oprindelseshistorie igen, hver gang de genstarter de filmserier. Og kan det virkelige passe, at der er nogen, der endnu ikke har hørt den historie?

– Mange kender ikke historien i forvejen, og den er i hvert fald aldrig blevet fortalt så stort og så ambitiøst på dansk tv. Men jeg forstår det godt. Hver gang det handler om jazz, skal man også altid høre om Ben Webster og Dexter Gordon, der kommer til København og oplever at være fri for racisme og blive forelskede i danske kvinder og så videre. Og jeg kender den jo godt, men det gør andre måske ikke.
Han fortsætter med et sigende blik:
– Og det ville være sært ikke at starte ved begyndelsen. Især når historien om Varg og Mayhem er så vild, som den er.

Og netop historien om Varg Vikernes og hans drab på Euronymous fylder også en del for Visti. Han forarges og forundres over coveret til bootleggen ‘Dawn of the Black Hearts’ og tager til Bergen for at se Fantoft Stavkirke. I byen møder han også Gorgoroth-frontmanden Gaahl til et interview i dennes galleri, hvor en forbløffende åbenhjertig Kristian Espedal, som han kaldes i mere almindelige kredse, drøfter både volds- og torturdomme, historien i black metal og sin egen seksuelle orientering i forbindelse med Bård ‘Faust’ Eithuns knivdrab på en homoseksuel mand i 1994.

At Gaahl virkede så åben, kom som en overraskelse for Jonas Visti:
– Jeg havde været lidt nervøs for at møde ham, jeg havde jo hørt, han har et iltert temperament. Men der er to ting, der er vigtige, når jeg interviewer. Den første er at komme så fordomsfrit som muligt – den anden er ikke at være bange for sige min kilde imod, hvis vedkommende fortæller noget vrøvl.

– Men Gaahl viste sig at være i rigtigt sludrehumør. Han komplementerede mit tøj og inviterede os på middag bagefter. Det hjalp nok, at jeg også er ret glad for den vin, han producerer. Da vi havde drukket det første glas, var der slet ikke noget at sætte en finger på. Ingen skulle spille med musklerne eller posititionere sig.



Skuespil i gyserkælderen
Anderledes var det under interviewet med Niklas Kvarforth fra svenske Shining. I kælderen under en gyserbutik i Helsinki var den kontroversielle sanger, der er kendt for at være mere end almindeligt urimelig over for journalister, nemlig noget af en opgave for den danske reporter.
– Ja, det var mest en dårlig oplevelse, især til at starte med. Jeg havde simpelthen ikke fået researchet ham godt nok, og jeg fik ikke kaldt hans bluff hurtigt nok. Jeg blev faktisk ægte bange, fordi han virkede så ustabil. Jeg kunne ikke læse ham, som jeg kan med de fleste mennesker.

Visti forklarer også, hvordan Kvarforth havde vist, at han gik med springkniv og var omgivet af våben i den kølige kælder, og det fremgår også tydeligt i dokumentaren, hvordan han meget aktivt forsøger at intimidere Jonas Visti med mærkelige udtalelser og stirrende blikke.

For os, der har kendt til Kvarforths poseren igennem de sidste par årtier, er det tydeligt, at han er mere edgy, end han er farlig, og at det er mere skuespil, end det er ægte, men for Jonas Visti går det først for sent op for ham. Kvarforth lykkes med at gøre ham utilpas – heldigvis taber han dog selv lidt ansigt, da hans telefons ringetone tager en del af kanten af.

– Der gik omkring en halv time af interviewet, så begyndte det at gå i ring. Jeg var journalistisk nysgerrig efter at vide noget om ham og om Depressive Suicidal Black Metal, og jeg ville gerne vide mere om genrens udvikling og hvad hans tanker om endgamet for bandet var. Personligt blev jeg træt af ham, da jeg gennemskuede ham. Han var skidegod på tv, og der er ikke nogen tvivl om, at han har massevis af issues og er en ekstrem person. Men det meste af det der, det var nok skuespil.

De moralske kvababbelser og overvejelser i forhold til Shinings yndlingsemne fylder også en del. Jonas Visti virker ægte bekymret, da han taler med den danske musiker Saxtorph, og alle fire programmer ledsages også af telefonnummeret til livslinjen, og programmet tager emnet selvmord noget mere seriøst, end man plejer at gøre internt i miljøet.

Ægte nazister
Noget andet, der rammer Jonas Visti som en hel sæk mursten, er, da Benni Bødker fortæller ham, at Absurd-pladen, han fandt i storskraldsrummet, hører meget fint til der, da der rent faktisk er tale om vaskeægte nazister.

Vi andre er kommet langt forbi det stadie, at den slags overrasker os, og derfor er det forfriskende at se, at normale mennesker stadig forarges, når de møder den slags i musikken.

Jonas Visti overraskes over, at Absurds Hendrik Möbus ernærer sig ved at sælge nazistisk black metal i Tyskland, hvor den slags er forbudt, og graver ned i det. Sideløbende med dette formår han også at overtale forsanger Pagan fra det belgiske nsbm-orkester Aryan Kampf 88 til “hans første og sidste tv-interview”.

– Det var et kæmpescoop, i journalistisk forstand, da de aldrig tidligere har givet interviews med nogen, og så var det også enormt overraskende for mig at tale med ham som repræsentant for noget, der åbenbart er en millionindustri alene i Tyskland.

Når det handler om nazister og voldsekstremister, skal man altid gøre sig en overvejelse, om det er noget, man vil “belønne” med opmærksomhed. Aryan Kampf 88 har ikke tidligere fået eksponering for så stor en gruppe mennesker, som de får med dette interview. Derfor var det også væsentligt at forstå, hvilke tanker redaktionen bag Satans Sorte Vinyler havde gjort sig om det emne. Jonas Visti forklarer:
– Altså, det eksisterer jo. Derfor giver det mening for os at fortælle om, og sådan synes jeg, det er med mange ting. Hvis vi nu forestiller os, at der var et terrorangreb på Rådhuspladsen, ville man jo være nødt til at dække det, også selvom det er terroristernes vådeste drøm at få al den opmærksomhed.

Han uddyber dog også den personlige holdning til emnet:
– Der må ikke være nogen tvivl om, at jeg og hele holdet tager kraftigt afstand fra nazisme. Og det synes jeg også fremgår ret tydeligt af programmet. Der er ikke nogen tvivl, synes jeg. Jeg kan egentlig godt forstå, at man som musikmedie ikke har lyst til at give dem opmærksomhed og reklamere for dem, men vi er ude i et andet journalistisk ærinde her.

– Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg bliver træt helt ind i knoglerne, når jeg taler med sådan et menneske. Og det er helt klart et kæmpestort moralsk dilemma, når vi viser billeder fra Asgardsrei (eksklusiv nynazistisk black metal-festival i Ukraine, tilknyttet den nazistiske milits Azov-bataljonen, red.) i disse tider, men jeg synes, vi kan krydse kasserne af og have vores på det tørre.

Noget andet, der kom lidt som en overraskelse for Jonas Visti, var de øvrige black metal-musikeres holdning til disse ting. Hverken de mere klassiske eller de nyere danske black metal-kunstnere viste sig villige til at tage skarpt og klart afstand fra de mere skumle eksistenser i kulturen.
Alligevel var der en eller anden form for accept af for eksempel kirkeafbrændingerne og Burzum som kunstner.
– Jeg må sige, at hvis jeg var presserådgiver for de her musikere, ville jeg i den gråd råde dem til noget andet end de,t de gør. Jeg forstår godt udmeldingen om at være apolitisk, men jeg synes ikke, det er så svært, når man taler om nynazisme, hvis vi kan kalde en spade for en spade.



Det kan være svært for bands at få lov til at være apolitiske i black metal-genren. Grænserne er skarpt optrukne, og for mange vil det at tage afstand fra nynazisme ofte være ensbetydende med at erklære loyalitet til den ekstreme venstrefløj i scenen, noget, der kan være dyrt i publikumsindtægter.
– Det undrede mig rigtig meget, og jeg kom lidt til kort i analysen. Ovenstående analyse lyder rigtig, men det er helt klart en verden, jeg ikke forstår. Nogle mekanismer i et miljø, jeg ikke kender. Det tror jeg heller ikke, det brede publikum gør, derfor hjælper det nok lidt, at sådan en som mig stiller spørgsmålene.

Det kræver stædighed
Man kunne mene, at musikken selv ikke fylder alverden i dokumentaren. Det er ikke mange sange, seerne hører fra ende til anden, i hvert fald. Det havde måske også været for meget forlangt, når det skal kunne ses i dagligstuerne.
Men Jonas Visti har i hvert fald fået noget med sig i rygsækken.
– Jeg har fået et indblik i en genre, der muligvis var gået virkelig lang tid, før jeg selv havde opsøgt. Jeg har altid forsøgt at skubbe til mine musikalske grænser og gjort det til en kvalitet at kunne se skønhed i al slags musik.

Visti fortæller om, hvordan hans far introducerede ham til Pink Floyds meget psykedeliske albums i en ung alder, og hvordan han havde det svært med at skulle finde det skønne i dem. Det samme har gjort sig gældende for jazz, forklarer han.
– Det har krævet stædighed at kunne nyde det, uden man sidder og tænker: “OK, det her er så min halve times Albert Ayler”. Det samme gælder for black metal – der er jeg enormt heldig, at jeg har alle disse enormt kompetente mennesker, der kan rådgive mig og hjælpe mig i gang. Men det har været noget af en udfordring at finde den rigtige stemning til at sætte sig ned og høre Gorgoroth.

Nu hvor coronaen har lagt sig, ser Jonas Visti også frem til at opleve musikken i levende live – noget, der har været planlagt for ham og nogle af eksperterne i dokumentaren, siden den blev optaget.
– Når jeg har set liveoptagelser på computeren, har jeg kunnet ane en åbning. Jeg tror, det vil gøre det for mig. Og helt ærligt, en to-tre øl i kroppen gør det også nemmere at nyde det meste. Lige nu har jeg forstået Nyredolk, Gorgoroth og Horned Almighty. Hvis vi taler sammen om et år, håber jeg at have flere favoritter.

Således er Satans Sorte Vinyler allerede lykkedes med at få sit første offer på samvittigheden. Jonas Visti har lært at høre black metal, og hvis alt går så vel, som han håber, kan vi nok regne med en tilstrømning af fans, efter den er gået i luften.

Satans Sorte Vinyler består af fire afsnit og kan ses på DR-TV fra den 13. marts. Jonas Visti kan opleves i Vistis Vinyler hver lørdag på P8 Jazz.