Drag, død og DIY

Tobias Bendixen er 32 år gammel, men har udgivet plader, siden han var 20. Bag sig har han adskillige bands, og det nyeste udgiver netop nu på kultlabelet Me Saco Un Ojo. Baggrunden er i punk, men han har set lyset i metal.

Motorsav, The City Kill, Brudte Løfter, Big Mess og nu Septage. En ting alle må sande om Tobias Bendixen er hans enorme produktivitet. Septage, hvor Bendixen sammen med Taphos’ Ugur Yildirim og Hyperdontias Malik Çamlıca spiller ekstremt rådden dødsmetal. udgiver 13. august en ækel EP som opfølger på demoen fra sidste år. I modsætning til så mange andre håbefulde er det dog ikke en selvudgivet CD-R, men derimod en professionel udgivelse fra det anerkendte label Me Saco Un Ojo Records, der har en stor stjerne i det københavnske dødsmetalmiljø. Blandt andet har de udgivet Undergang, Deiquisitor, Sulphurous og førnævnte Hyperdontia.

Men for at finde den røde tråd fra pop-punket emo og til fæl død måtte vi gå lidt i dybden med Tobias Bendixen.

“Metal er sådan lidt dumt”
For Bendixen var musikkens Rosette-sten Nirvana. Det var her det hele startede og han fik blod på tanden.
– Nirvana var meget eksplicitte omkring, hvad de kunne lide og hvilke værdier, de kunne stå inde for. Jeg fik den fornemmelse, at metal var sådan lidt dumt – homofobisk og sexistisk og sådan, siger Bendixen og tilføjer smågrinende,
– Det var nok mest hair metal-bandsene, som man jo også siger, Nirvana slog ihjel.

Men selv den fornemmelse kunne ikke holde ham fra den tunge ende, og han lånte da også lidt af hvert på sit lokale bibliotek, mest Iron Maiden og Metallica, men de ikoniske compilations “Fuck You, We’re From Denmark” sneg sig også med, og her blev Bendixen eksponeret for de mere ekstreme strøg af metalgenren.

Napalm Death lå altid og lurede for Tobias Bendixen, men alligevel skulle det tage mange, mange år, før han fik lyst til for alvor at dykke ned i metalgenren.
– Jeg befandt mig helt klart bedst i punkmiljøet. Men her kunne man også mærke, at metallen og punken lå parallelt hele tiden. Når koncerterne i det gamle Ungdomshus var slut, blev der tit sat Iron Maiden eller sådan noget på. Jeg var ikke den eneste, der lyttede til det lidt i smug, så at sige.


Foto: Olivia Rose

Da Bendixen for alvor begyndte at gå til metalkoncerter omkring 2010, opdagede han dog, at berøringsfladerne i mange tilfælde var noget større, end man skulle have troet.
– Først troede jeg bare, at metalkoncerter var sådan noget med gamle, tykke mænd, men der skete et eller andet, da Undergang startede, forklarer han.
– Der var et rigtig stort element af DIY i den scene, og det var noget, jeg kunne relatere til.

Denne scene, der især knytter sig til Kill-Town Death Fest, startede da også ud i Ungdomshuset, noget som Tobias Bendixen tænker varmt tilbage på, selvom han også forsikrer os om, at han “synes Pumpehuset er et pissefedt sted”.
– Der skete på en eller anden måde en forbrødring. Fra den ene dag til den anden, var der nærmest hele tiden dødsmetalkoncerter i Ungeren, og lige pludselig havde man set Undergang ti gange.

Det var startskuddet for Tobias Bendixens vej til Septage. Før det havde han skudt både til højre og til venstre, med det han, uden den mindste smule ironi eller påtagethed, kalder “genremusik”. Hvor Brudte Løfter, med hans egne ord, var et band, der handlede om “to fingre i røven, hav det sjovt og spil pissemeget live” og opstod ud af en neddykning i Gorilla Angreb, Amdi Petersens Armé og andre klassikere fra Ungerens punkscene og The City Kill var ungdommelig post-hardcore, stod hans mest succesfulde projekt, Big Mess, på skuldrene af The Descendents, Jawbreaker og Hüsker Dü i sin melodiske og hoppende tilgang til den emotionelle ende af punken.

Tobias Bendixen demonstrerer en knivskarp forståelse af de genrer, han dykker ned i, og det står også enhver helt klart, når man kaster bare et enkelt blik på coveret til ‘Septisk Eradikasyon’. Hvis der stod “Carcass” i stedet for “Septage” havde vi været hensat til det herrens år 1988.



Dødsmetallen er stabil og grindet, og der er ikke langt til hverken førnævnte eller Autopsy, der også nævnes gentagne gange af Bendixen selv. Begge ligger i øvrigt også lige til højrebenet, da det er svært at komme uden om punkens indflydelse på dem. Vi kan altså være rimeligt overbeviste om, at selvom Tobias Bendixen havde det lidt svært med metal i starten, er han røget fuldstændig i armene på den nu.

“Punk har den politiske dimension, som metal ikke har”
Noget andet, der til gengæld ligger lidt længere fra Tobias Bendixens værdier, findes dog også tydeligt i den klassiske dødsmetal. Netop det han forestillede sig om metallen, dengang det hele startede.

Det er svært at komme uden om, at de fleste af ofrene for diverse makabre gerninger som beskrevet i klassisk dødsmetal er kvinder, og den slags er Tobias Bendixen ikke nede med. Da Big Mess-medlemmerne dukkede op i halsklud og pink denim til Kill-Town Death Fest et år, førte det til udstilling på det berygtede nuclearwarnow-forum, og de blev omtalt i mindre end rosende toner mange steder,
– Jeg kunne faktisk ikke helt huske, hvad det drejede sig om, det var tåbeligt. Jeg mener, det er jo nuclearwarnow, griner han, men bliver kort efter noget mere alvorlig.
– Der er klart nogle grene af dødsmetal-lyrik, der går fra bare at være gore til at have en vis overvægt hen imod vold mod kvinder, hvor det får nogle undertoner, jeg ikke bryder mig om. Det er ikke, fordi jeg skal være Tipper Gore og sige, at man bliver morder eller kvindehader af at høre metal, men lige den slags synes jeg virkelig ikke er fedt.

Heldigvis for Bendixen, er det ikke noget, der er fremherskende i den scene han bevæger sig i,
– Jeg vil ikke sidde og udtale mig om andres tekster, men jeg har heldigvis ikke mødt noget af den art på den nuværende københavnske scene. Det er godt, for ellers gad jeg heller ikke være der.
– Det er det, der er forskellen, jo. Punk har den politiske dimension, som metal ikke har, og det kan gøre det sværere at finde rundt i.

Og den overbevisning mærkes tydeligt, når talen falder på andre danske bands, og hvad han ville finde sig i at skulle være en del af.
– Det ville da være nederen at skulle spille sammen med Illdisposed, for eksempel.
Han uddyber, da der spørges ind til det udsagn:
– Altså, der er mange ting, jo, men hvis jeg skal være allermest diplomatisk, ville jeg sige, at de som minimum har en lidt blakket fortid, de mangler at forholde sig til. Hvis jeg skulle tale lidt mere lige ud af posen, ville jeg sige “fuck Illdisposed”.



For Bendixen, der også optræder som DJ i sin dragpersona Penny Century, er det vigtigt at der er plads til netop den form for forskellighed i kønsudtrykket, og det har han oplevet meget mindre i metalscenen end i Ungdomshuset.

– Der er desværre meget få kvinder i metalscenen – og endnu mindre queer og androgyni, og det er et kæmpeproblem. Jeg kan genkende alle de udfordringer Devilution beskrev (i artikelserien MetalToo, red.) og har også fået dem bekræftet af alle de kvinder, jeg kender i miljøet, siger en ærgerlig Tobias Bendixen.

– Faktisk fortæller de, at hvis man skal være stensikker på at blive forulempet eller taget på røven i pitten, skal man tage på Copenhell, forklarer han, og går dermed direkte imod den fremherskende fortælling om metallens største mødested i Danmark.
– Jeg ville være meget mere tryg ved at tage på Kill-Town Death Fest eller Extremely Rotten Death Metal i drag, end på Copenhell.

Tobias Bendixen fortsætter dog med at være, som han er, klæde sig som han gør, og nu altså spille ekstremt rådden dødsmetal. Og måske kommer han til at gøre det i drag i fremtiden. Han er i hvert fald fuldstændig indstillet på at gøre tingene på sin egen måde.

Fremtiden tegner også lys for det københavnske trekløver.
– Jeg kan ikke sige præcis hvor endnu, men vi kommer helt sikkert til at være på turné i 2022, udtaler han.
– Og i 2023.