#Metaltoo, pt. I

Skeletterne vælter ud af skabene i Danmarks højere lag. Politikere, radioværter og filminstruktører har haft svært ved at behandle kvinder ordentligt, musikbranchen, universiteterne og filmbranchen rystes af vidnesbyrd. Devilution undersøger over tre artikler, hvordan det ser ud i metalmiljøet.

Kvinderne i Danmark har fået nok. Flere forskellige steder ser vi beretninger om sexchikane, sexisme og seksuelle overgreb i mere eller mindre voldsom grad dukke frem. Nogle steder med mange års forsinkelse, men ikke desto mindre håndfast konsekvens for udøverne.

I uge 40 kørte Politiken en stor artikel, hvor en
gruppe kvindelige musikere stod frem med deres egne oplevelser og historier. På Devilution følger vi debatten med stor interesse, og vi deltager gerne. Sidste år, i efterdønningerne til, hvad der skulle vise sig at være den første bølge af  #metoo, skrev vi her på Devilution om sexisme i det danske metalmiljø.

Det affødte en ophedet og polariseret debat med kritikere på den ene side og erfaringer fra pitten på den anden. Adskillige mente, at vi skabte et problem, der slet ikke eksisterede. Copenhell blev fremhævet som “en familiefest”, hvor alle var velkomne, men Devilution er evigt skeptiske, og vi satte os for at
undersøge, om der virkelig ikke var en eneste halvfuld onkel Svend med til festen.

For kan det virkelig passe, at vores lille lukkede kreds er fritaget for de oplevelser og begrænsninger, som kvinder oplever i andre dele af branchen, og som vi bevidner pågår i de mere kommercielle genrer? Eksisterer metallen i et vakuum, eller oplever kvinder det samme her, som vi hører andre steder i samfundet?

Et frit miljø?
11 forskellige kvinder, både på, bag og foran scenen, har givet deres syn på, hvordan de oplever at blive mødt i kraft af deres køn, i et miljø der favner på tværs af alder og beskæftigelse. I første omgang koncentrerer vi os om de kvindelige udøvere.

Som udgangspunkt spurgte vi alle musikerne, om de mente der eksisterede sexisme i metalmiljøet.

Sonja Rosenlund, vokalist i Arsenic Addict, formulerer det på denne måde:
– Det korte svar er ja. Det lidt længere svar er, at sexisme i metalmiljøet på mange måder afspejler sexismen i resten af samfundet, bortset fra at vurderingsparametrene er anderledes.

Disse parametre kommer til udtryk gennem den dobbeltmoralske antagelse om at kvinder skal klæde sig som mænd for at blive taget seriøst, men heller ikke skjule deres kvindelighed.

– Man kan lidt groft sige, at der er to måder, du kan være kvinde på i metalmiljøet. Enten skal du være helt stadset ud og lidt af en “ice queen”, eller også skal man være “one of the guys”, klæde sig som dem, og være med på den, når den første type bliver kaldt “ludere”.

Sonja Rosenlund, Arsenic Addict. Foto: Kasper Fladmose

Hop i en kort nederdel
Alle adspurgte svarede bekræftende på, at sexismen og sexchikanen finder sted i det danske miljø. Oplevelserne er dog temmelig forskelligartede. Marika Hyldmar fra Xenoblight beretter:

– Da jeg stod på scenen med mit allerførste band og var ved at dø af nervøsitet, jokede en bandmakker med, at jeg da bare “kunne hoppe i en kort nederdel, så var det sgu ligemeget hvordan jeg sang”.

Hun afviste vittigheden, men oplevede de tanker, der lå i den gentagne gange. Særligt husker hun, hvordan bandet konsekvent satte hende i fokus på bandbilleder og på bandet sociale medier.

– Jeg var ikke andet end en galionsfigur, gik det op for mig. Jeg skiftede flere gange facebookbilledet, men mine holdninger til det blev konsekvent fejet af bordet. Selvom jeg ikke ville have, det skulle dreje sig om mit køn, var det det eneste, der var i fokus.

 At det er et svært emne, er hun også meget eksplicit om. Hendes historie indledes med, at hun fortæller, at hun har skrevet og slettet flere gange. Dette fordi det både er svært at skulle være i, men også at vide hvor man skal starte, for. Hyldmar har ved flere lejligheder oplevet at, til trods for en audition der forløb glimrende, blev hun afvist på baggrund af sit køn.

– Jeg manglede et band at spille med, og sendte demoer rundt til forskellige bands. Ét band svarede, at de syntes jeg havde en vildt fed vokal, men at de ville have en sanger med testosteron og derfor ikke engang ville overveje en kvinde.

Denne afvisning ramte hende som en dør. Hun uddyber:
– Jeg ville måske have syntes det var ok, hvis jeg havde været til audition og vi bare ikke svingede, eller jeg ikke forstod jargonen. Men det var super underligt, at mit køn var den eneste grund. Så ville jeg nærmest hellere haft haft, at de syntes, det lød ad helvede til.


Marika Hyldmar, Xenoblight. Foto: Jacob Dinesen

“I’m with the band”
En af de kvinder vi har talt med, er Sophie Lake fra det københavnske black metal-band Shamash. Hun beretter om en generel antagelse om, at når bandet ankommer til spillestedet, er hun blot påhæng.

– Når jeg skal spille med mit band, sker det ofte, at jeg bliver fuldstændig ignoreret af mændene backstage. Andre bands, bookere, arrangører og hvad ved jeg. Selvom jeg står med resten af bandet og har min guitar på ryggen, er det de andre, der bliver hilst på. Ofte bliver der ikke engang kastet et blik i min retning.

Sophie Lake oplever, at det er sjældent, nogen opfatter hende som en, der har en udøvende funktion i musikken. Hun føler, at hun i bedste fald er usynlig, i værste fald en snylter.

Vi forhørte os om hvorvidt de oplevede forskelle i de enkelte subscener, var svarene mindst ligeså mangfoldige som typer af metal. Enkelte oplevede en større respekt i hardcore-regi, mens andre oplevede at det handler mindre om genrer og mere om alderen på de typer der gramser.

Sonja Rosenlund peger ikke på et enkelt segment af fans, men en generel adfærd.
– Hardrock-fans, glam- og dødsmetallere over 40 er de værste på hver deres måde. Deres opførsel varierer vildt og er hver især præget af den genre, de nu bekender sig til. Alt fra bøvede typer, der sjatter med fadøl i forsøget på at få en håndfuld, over antagelsen at alle kvinder drømmer om at blive befamlet af en fyr i stramme bukser, til typen, der tager de fantasifulde tekster om lemlæstelse seriøst.

Hun fortsætter dog med en forsonende kommentar og minder os alle om noget, der tit ryger fløjten i en ophedet debat: Nuancerne.

– Jeg vil i øvrigt gerne nævne, at vi har rigtig mange allierede blandt mændene. Jeg oplever, at de yngre generationer er bedre til ligeværd og at sexismen ikke er så slem som den var i f.eks 90’erne hvor man nærmest skulle være med på den værste for at blive accepteret. Men måske er det bare mig, der er blevet for gammel til at være interessant.

Gatekeeping
Men sexismen kommer ikke kun til udtryk gennem tilråb og uønskede berøringer. En form for “gatekeeping” hvor man bliver quizzet om sin viden indenfor metallen, eller på anden vis mødt af antagelsen om at man ikke rigtig hører til.

Sophie Lake beretter om en hændelse til en black metal koncert, der udmærkede sig i flere forskellige former for sexisme.
– Det værste, jeg har oplevet, er at blive direkte råbt ad af flere mænd. mens jeg spillede en koncert med mit band til et black-metal arrangement. De råbte ét eller andet omkring mit hår, og at jeg ikke hørte til her og "prøv lige at se hende der, hvem fanden tror du at du er". Det var super ubehageligt, og jeg græd også efter koncerten. Efter koncerten kom en mand hen til mig og takkede for et fedt show, men han mente dog bestemt ikke at jeg kunne finde ud af at headbange, og jeg kunne i hvert fald heller ikke finde ud af at bevæge mig ordentligt til rytmen af musikken. Det har som sådan ikke noget med mit køn at
gøre, men jeg kender dog ingen andre mandlige musikere, der har fået lignende kommentarer.

B supplerer med beretninger om både tilråb af seksuel karakter, uønskede berøringer der både omfatter forsøg på kys, men også fysiske tilbageholdelser og hånlige kommentarer fra både fans og kolleger.

– Når jeg hører om andre kvindelige musikeres historier er jeg helt klart ikke den der er hårdest ramt, når det kommer til sexisme/sexchikane, som jeg har oplevet ansigt til ansigt. Men jeg er bestemt heller ikke fri for min del af det. Jeg føler at jeg har været “heldig”, at jeg netop ikke er så ramt i forhold til andre kvindelige artister og at det kunne have meget værre - men det i sig selv er også lidt sjovt, at jeg tænker sådan.  Altså hvorfor skal man føle sig “heldig”, når det er så grundlæggende forkert?


Bare smil og vink
Flere af de kvinder, vi har talt med, oplever at de i høj grad behandles som produktet, eller i hvert fald en reklame for det, hvilket står i vejen for et fokus på det, det hele handler om: Den tunge musik. Ofte bruges udtrykket “female fronted” på lige fod med genrebetegnelser, desuagtet at musikken kan lyde
vidt forskellig. Det bruges som et salgstrick og kan stå i vejen for en reel opfattelse af musikken og reducerer kvinder til et eksotisk særsyn hvis tilstedeværelse på scenen pludselig fylder mere end produktet selv.

Og netop hele konceptet med at blive vurderet på sit køn, kan komme til udtryk på vanvittig mange måder. Som flere af vores kilder har været inde på, bliver de tit opfordret til at klæde sig på en bestemt måde, fordi udseendet tit og ofte spiller ind.

Marika Hyldmar fortæller,
– I den lidt mere mainstream-orienterede ende er det nok mere den der form lovprisning som kun er baseret på ens køn og intet andet, som jeg finder virkelig irriterende. Alle, fra fans til branchefolk, vil gerne have en holdning til ens kvindelighed og hvordan den skal bruges. Jeg har også skulle få det på det rene overfor diverse branchefolk der ville "hjælpe" med forslag om at det ville være oplagt at spille noget mere på at jeg var i front.

Kvindelige musikere er stadig er et særsyn i metal, og det mener nogle, at kvinderne udnytter. Hvordan oplever de det selv: Lukker det døre, eller åbner det dem at være kvinde i metal?

B. genkender begge vinkler,
– Jeg tror, at det har åbnet nogle døre, fordi det, uanset hvordan man vender og drejer det, desværre stadig er opsigtsvækkende og anderledes. Men jeg synes problemet opstår når folk tror at kvinder automatisk får en masse foræret. For selvom jeg godt selv er klar over, at det da nok har åbnet nogle døre, så har jeg fandeme også arbejdet pissehårdt for det jeg har opnået indtil videre og det vil jeg blive ved med.

Sonja Rosenlund tilføjer:
– Det kommer an på, hvordan man håndterer sin kvindelighed. Hvis man er lækker og føjelig åbner det visse døre. Hvis man er brovtende og god til ølbong åbner det andre døre. At have bryster lukker især døre til fora hvor locker-room talk er forventeligt, f.eks. øvelokaler. Som i andre mandsdominerede grupperinger kræver det sin kvinde at blive accepteret, og mange gange må man gå på kompromis med sin integritet.

Men positiv særbehandling spænder også ben. Sidste år lancerede vestegnsspillestedet Forbrændingen en kampagne, der fokuserede på kvinder og bookede bands, der i større eller mindre grad drejede sig om kvindelige medlemmer. Det medførte et ramaskrig i samtlige lejre, for som Marika Hyldmar formulerer det:

– Det fremstår for mig lidt som ufrivillig sexisme pakket ind i en antisexistisk agenda. Der er ikke nogen tvivl om, at tanken bag har været god, men det faldt fuldstændig til jorden. Blandt andet fordi de kun fokuserede på kvindelige frontfigurer, og ikke, for eksempel, en kvindelig trommeslager.



På hvis skuldre hviler ansvaret?
Adspurgt hvordan man reagerer i disse situationer og hvordan man som modtagende part mener sexismen burde tackles og aflives, løb vi ind i en problematik vi ikke selv havde overvejet: Hvis ansvar er det at komme med forslag til, hvordan man kommer det til livs?

B forklarer problematikken,
– Det lægger på en måde ansvaret over på kvinderne. Jeg ved godt det ikke er intentionen, men måske burde man have spurgt hvad vi synes mænd skal gøre, når de oplever den adfærd fra deres venner, eller hvordan mænd skal agere, hvis de er i tvivl om deres adfærd er grænseoverskridende.

Sophie Lake uddyber,
– De eneste der kan ændre det her, er dem, der opretholder den sexistiske adfærd og tone.

Andre kvinder i branchen kan være vigtige støtter, hvis man har oplevet noget grænseoverskridende, især hvis man, som en af vores kilder formulerer det, “bliver så forskrækket, at man glemmer at sige fra.”

Men der er ikke en entydig løsning, der passer til alles temperament. Som Marika Hyldmar forklarer,
– Det kommer meget an på situationen og min tålmodighed den pågældende dag, hvis man tager et sammenhæng, hvor man for eksempel sælger merchandise efter et show, så er der nogle tilfælde, hvor man farer i flæsket på folk verbalt. Det er især når folk bliver for nærgående og insisterer på at blive ved med at røre ved en på en eller anden upassende måde.

– Hvis det drejer sig om tilnærmelser, siger jeg pænt fra eller går. Jeg må tilstå, at knæ i skridtet har været nødvendigt indimellem. Jeg siger også fra overfor ”bare for sjov”, når det er relevant og tager gerne diskussioner frem for bare at smile og bevare den gode stemning. Især er jeg allergisk overfor
boys-will-be-boys argumenter og ”det er jo bare komplimenter”, supplerer Sonja Rosenlund. 

Spærret inde i bandbussen
Rosenlund beretter om hvordan hun må finde sig i uønskede beskeder på sociale medier, men om det er konsekvensen af at blive brugt som blikfang, er svært at sige.

– Jeg får rigtig mange venneanmodninger og beskeder på Facebook fra ensomme metal-fyre, der gerne vil chatte. De spørger ikke, om jeg har tid eller lyst til at snakke, men bliver meget fornærmede, hvis jeg ikke svarer (øjeblikkeligt) eller hvis jeg pænt skriver, at jeg ikke er interesseret i at chatte. Ret sikker
på, de ikke ville skrive sådan til en mand, de gerne ville være venner med. Jeg har som stagehand oplevet rigtig mange ting, fra konstant at få underkendt min faglighed til at blive spærret inde i en tourbus af et bandmedlem, der ville have et blowjob for at lukke mig ud.


Sophie Lake, Shamash. Foto: Jannie Ravn Madsen.

Sophie Lake forklarer hvordan man kan blive så paf i situationen, at man trækker sig –  og dermed får givet et tavst samtykke til den dårlige opførsel. En anerkendelse af, at det er en adfærd der ikke kan gøres for og som alle er magtesløse overfor; både udøveren og modtageren.

– Problemet er dem, der opfører sig på den her måde. Det er ikke den dybe tallerken der skal opfindes - de skal bare stoppe. Jeg vil dog altid forsøge at hjælpe og støtte andre kvinder der også oplever denne adfærd, så de ikke føler sig alene om det - for det er de bestemt ikke.

Kvinderne er enige om, at det væsentligt, at de støtter hinanden – at alle forstår de grænseoverskridende oplevelser ikke er okay. At have nogen at tale med om sine oplevelser med kan lette byrden betydeligt. Men flere forklarer også, at de ofte står med valget mellem at reagere og belønne adfærden med
opmærksomhed, eller lade det passere og håbe, at det går over af sig selv.

Anerkendelse på lige fod med mandlige kolleger
– Sexisme er et grundlæggende problem, der ikke kan løses alene i metalmiljøet. Tiltag, der peger i den rigtige retning kunne være, at mænd begyndte at lytte frem for at underkende og negligere, at mænd siger fra overfor hinandens sexisme, at kvinder støtter hinanden, at kvinder bliver bedre til at spotte sexisme og forklare hvordan de har det med det, samt at vi ikke ønsker at flå nosserne af nogen, blot at have de samme vilkår. I det hele taget ville det være så fedt med mere åben samtale og mindre kasten med sten, opsummerer Sonja Rosenlund.

Ønsket om at gøre op med den antagede rollefordeling kan derfor koges ned til noget så simpelt som, at den respekt, mandlige musikere bliver vist af deres fans og kolleger, også kan omfatte de kvindelige ditto. Det handler ikke om særbehandling eller særlige fordele, men noget så simpelt som at blive anerkendt som musikere, uden først at skulle løbe den ekstra kilometer for at blive accepteret på lige fod med deres mandlige kolleger. Kun i fællesskab, kan der blive gjort op med den begrænsende effekt det uværgerligt vil have på fremtidens metal.

Marika Hyldmar konkluderer således,
– Jeg ved ikke om det er noget som kan kommes til livs 100% men jeg håber debat og folk, som deler deres oplevelser, samt folk, der ser på fra sidelinjen, kan hjælpe med at understrege, at det ikke er okay. Det kan være med til at få det dysset lidt ned på et niveau, hvor man ikke automatisk kommer til at grue for det, når man skal ud at spille.

Læs med næste gang, hvor vi kaster et blik på, hvad der foregår i kulisserne: for ikke nok med at kvinderne har gjort sit indtog på scenen, de er også at finde både foran og bagved scenen.

Artiklen er opdateret 10. november, kl. 19, da Marika Hyldmar ønskede at stå frem med navn.