Morgendagens stjerner: Arsenic Addict

ArsenicAddict_Bandphoto_02300

"Soundtracket til dit næste drab". Odenseanske Arsenic Addict leverer grufuld dødsmetal, som var det direkte fra en seriemorders hjerne – og nu er de klar til at indtage Wacken Metal Battle anno 2019 med deres drabelige univers.

Titel
Wacken Metal Battle 2019
Fotograf
Lonnie Rasmussen
Forfatter

Hvem er bandet?
Arsenic Addict spiller morderisk dødsmetal med inspiration fra det mørkeste vanvid, der
lurer i menneskers sind. Kødfulde riffs inviterer til amok i blodrus, og bragende blastbeats
eksploderer sarte hjerneskaller, mens ildevarslende melodiske stykker fastholder grebet om
halsen og ikke giver slip, før det er for sent. De grufulde fortællinger om lemlæstelse og lig i
forrådnelse leveret i aggressiv growl fuldender soundtracket til dit næste drab.

I sin nuværende sammensætning består Arsenic Addict af riff-meister Claus Andersen (Lipid,
Cyanid) og acoustic-dreams Ryan Kristensen (Compos Mentis) på guitar over en sprød bund
af bas leveret af Brian Bentzen (Organik). Pisket på fuld kraft af manden med de tighte
fødder, Lasse Hansen (Obscure Carnage) på trommer, og serveret med vred vokal af bandets
nyeste medlem, Sonja Rosenlund.

Hvordan startede bandet?
Med udgangspunkt i seriemordernes forstyrrede verden og Claus’ beholdning af tunge riffs
skabtes de første frygtindgydende numre i 2016, og i slutningen af 2017 var vi klar til at
invitere publikum indenfor til knusende tung dødsmetal i torturkælderen. Det begyndte snart
at lugte som kød i forrådnelse efter en rum tid i solen, og der var mulighed for at få stillet sin
morbide sult efter både lemlæstelse og død. Den slags plejer at trække en kiggekø.

Hvor var jeres første øver?
Fra første skæbnesvangre musikalske møde har rammerne været den ildelugtende hule på
Kansas City i Odense, som vi deler med de hårde fyre i Crown the Beast. Kølerens
beholdning af O’ense Classic bevogtes af en helt særlig type kødædende mug, som vi
omhyggeligt har fremdyrket, og bandplakaterne på væggene dækker de værste blodstænk.
Det er rendyrket hygge. Udsmykningen af ølsjatter og udtrukne tænder holder liv i søde
minder fra de seneste år. Vi er sådan lidt nostalgisk anlagt.

Hvor var jeres første koncert?
Den første koncert som Arsenic Addict fandt ligeledes sted på Kansas City, der denne aften
blev omdannet til et vildt inferno af løssluppent hår, afskårne lemmer og sprøjt fra iturevne
arterier. Sikke en fest, men noget af et oprydningsarbejde. Bare spørg Deadflesh og Impalers
– de var der også.

Hvem har fået øje på jer?
Trods diverse forsøg på at bortforklare skrigene fra hulen og de mistænkelige blodspor blev
vores lyssky udskejelser opdaget af folkene fra Metal Mekka i Odense. Gennem 2018 har vi
gjort nætterne utrygge rundt om i landet, bl.a. til CC Hegn Festival i Silkeborg, Metal Café på
Godset i Kolding og Skrækfest hjemme i Odense. Desuden har vi bidraget til den
anmelderroste metal-compilation 'Hell Comes Around III', og nu gælder det Wacken Metal Battle.

Hvad har været jeres største koncert?
Den vildeste koncert med bandets nuværende sammensætning var et sandt slagtehus af sved
og sprød distortion på Studenterhus Odense. Scenelyset var så skarpt, at der lugtede af bacon
halvvejs gennem sættet, og der var både wall-of-death med Nato-pigtråd og shoot-out med
usynlige våben. Der var lightere, fællesskål og en rask omgang kvælning. Endda en
Illdisposed-inspireret forsangermonolog blev der tid til undervejs. I sandhed en storslået
aften. Heldigvis. Ellers var det nyeste medlem blevet slæbt med ud bagved og parteret.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Som en seriemorder, der ingenting er uden sit renommé, er den største udfordring at opbygge
og sprede rygtet. Jojo, det er da mægtig sjovt at gå og sysle med at udvikle nye torturmetoder
og mødes i øvelokalet for at orkestrere detaljerne omkring det næste mord, men det magiske
ved død opstår på scenen, når publikum hepper med håret og det hele syder af sød aggression
og trangen til at nærstudere sin kærestes indvolde.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Indspilning kræver blod, sved og tårer. Mest blod. Og tålmodighed og solid kost. Der er kælet
for alle otte numre på vores kommende debutalbum ’Deviant Perception of Death’ som en
perlerække af lækre lig, nænsomt arrangeret til post-mortem fotografering. F.eks. er vokalen
indspillet hjemme hos Brian i et næsten lydtæt rum indrettet med pythoner og piranhaer.
Undervejs blev Sonja jævnligt truet med tommelskruen for at holde hende til ilden. Man kan
jo sagtens synge med brækkede fingre. Lasse Ballade fra Ballade Studios lægger netop nu
sidste klamme hånd på mikset, så der er god grund til at kigge sig over skulderen en ekstra
gang, når mørket falder på.

Hvad er jeres inspirationer?
Der er bred enighed om at Hate er værd at være sygeligt besat af. De må godt få lov at leve.
Tillige med en række danske bands såsom Crocell, Taphos, Undergang og Iniquity. Vi nyder
også gerne de store mestre: Death, Carcass, Bloodbath, Morbid Angel. Og Cannibal Corpse.
Det kan godt være, vi ikke spiller ligeså teknisk, men vi er mindst ligeså flotte som dem.

Lasse, den unge knøs, nyder at tæske stramt udspændt hud til Cryptopsy, Cattle Decapitation
og Pig Destroyer, og Ryan shredder gerne løg til Soilwork, Amorphis og Dimmu Borgir.
Sonjas tekster er blandt andet inspireret af seriemorderes bedrifter, de ækleste afkroge af det
menneskelige sind og usømmelig omgang med lig.

Hvad er jeres drømme?
At spille en hel masse koncerter med fuld skrald på for publikum, der går amok sammen med
os. Det er jo det, der giver galskab til meningen. Vi vil slå ihjel for at spille med nogle af
vores store dødsmetalhelte. Og så vil vi godt være bedre til at drikke Jägermeister.

Hvordan vil I nå dem?
Ved at spille en hel masse koncerter med fuld skrald på. Så følger resten forhåbentlig. Vi har
f.eks. allerede solgt for over 300 kr merchandise, så vi overvejer at sige vores almindelige
jobs op og bare leve af musikken. Til det der med Jägermeister har vi hyret en personlig
coach fra Polen.

Hvordan vil I virkelig ikke ende?
Levende begravet. Det ville være trist. At vågne i en tislugtende turbus en regnvåd tirsdag i
udkanten af Berlin og opdage, at vi ikke gider spille mere, det ville også være trist. Så hellere
ende nøgne inden i en stramt sammenrullet pakke af sorte affaldssække snøret med gaffatape
for munden og med 37 knivstik i maveregionen og et omfattende blodtab til følge. På en
snigende og delt andenplads kommer indespærret et årti eller to i Josef Fritzls kælder, alene
med Peter Madsen i hans ubåd og i Jeffrey Dahmers seng som bodypillow.

Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
I hjembyen Odense er metalscenen som sådan en lidt skør og lidt fuld familie, og der er altid
stor opbakning til hjemmebanebands. Folk er rigtig gode til at gå amok, lave to-mands
moshpits og synge med, selvom de ikke kender teksterne. Vores nærmeste fans er
imponerende loyale og ville myrde for os. Eller i hvert fald hjælpe os med at dække over
mord. Ellers slår vi dem kraftedderme ihjel.