En betænkelig fascination af knivstikkeri

Hvis du blander The Cult is Alive med dansk vanvid og lidt ekstra knivstikkeri, så er resultatet Stikkersvin.

Hvad sker der, når Devilution får en pakke med, hvad der mest af alt ligner et afpresningsbrev, der dog godt nok på venligste facon anmoder om en anmeldelse? Og hvis der derudover også er lynlåsposer fyldt med indtørrede edderkopper, gamle cigaretskodder og assorteret snavs?

Altså, først og fremmest poster vi det på facebook og høster billige likes, men det gør vi løbende. Man kunne have håbet, at vi så kvitterede med en anmeldelse, som da Riot Sun sendte os et speciallavet julekort, men i dette tilfælde valgte vi åbenbart at dvæle ved likes og glemme demoen. Det var det forkerte valg.



Hyler med og som ulve
Stikkersvin har nemlig smidt en vældig god demo-EP på gaden, og undertegnede føler sig lidt tåbelig over at have sovet på den så længe. Ikke at der findes en kassettebåndoptager i husstanden, men det havde været fedt at have alligevel.

Udover det enormt 80’er-seje ved at have eksemplarer af ekstremt obskure black metal-demoer, havde det også bare været fedt at kunne lytte til den i et halvt år længere, for den er faktisk skidegod, og selvom der er enormt meget spark i den danske black metal-scene for tiden, er Stikkersvin faktisk noget helt andet, end det vi ellers kender.

Stikkersvin består af medlemmer af de temmelig etablerede Quitters og det spritnye hardcoreorkester Indre Krig, og de tager en del af de mere snavsede aspekter af henholdsvis crust og hardcore med sig over i black metallen. Det var ikke kun for chokefftekten, at vi fik tilsendt ulækre sager – det afspejler også musikken. For det er saftsuseme fire-fem beskidte tracks, vi har fået fingrene i.

Grundlæggende har vi fat i noget crusty black metal, nogle steder meget tæt på Darkthrones absolut bedste plade – ‘The Cult Is Alive’. Særligt den hidsigt dolkende 'Hvad Tror Du Selv', som i følge bandet selv i øvrigt skal skrives i versaler, for ekstra effekt, minder om ‘Too Old, Too Cold's enormt effektive riffing og intet-pis-tagende attitude. Der er fuld smadder på, og den hidsige, hylende vokal er lige i øjet.

Andre steder, i åbneren ‘Rytterknægt’ og lukkeren ‘Kælderens Barn/Jeg tilgiver dig aldrig’,  eksperimenteres der med en særere, ren-agtig vokal, som er lidt svær at placere. Om den er god eller dårlig er umuligt helt at sætte fingeren på. Anderledes er den i hvert fald, og til sidst lyder det sine steder nærmest som ulvehyl. På den måde er det fedt nok, men det er ikke styrken. Den hører man i stedet i det isnende skrig, der lukker ‘Køtervalsen’.



Heavyriffs i crustsøle
Man kunne være bange for, at man fik en slags crust med black metal-staffage, når man sætter en gruppe punkere til at spille hurtigt, men københavnerne har rimelig godt fat i genren, og det er en omgang ægte lofi-black vi har at gøre med.

Dér, hvor man virkelig kan mærke forskellen, er i riffsene, og her har Stikkersvin fat i den lange ende. Allerede i ‘Rytterknægt’ bliver der flået speedet i strengene, så det er en nakkeknækkende fryd, men det er særligt i ‘Køtervalsen’, det rigtigt kommer frem. Omtalte nummer er albummets absolute højdepunkt. Det er velskrevet og velspillet, og vokal og guitar vikler sig sammen i en manisk malstrøm, der med både sin effekttunge trommeforvrængning og den mærkeligt mislydende melodiøsitet formår at vise, hvor langt Stikkersvin kan nå.
 
‘Kælderens Barn’ varer kun knap tyve minutter, hvilket er pissefedt. For så kan man nå at høre den rigtig mange gange.