Modent materiale
Populær
Broken Hand Charity følger fint op på 'Democrusade', der også fik rosende ord med på vejen herfra, og viser et band, der er modnet og har fået en lidt tungere lyd.
Tre demoer/ep'er har danske Broken Hand Charity nu sat i søen, og selvom der er en slags rød tråd, specielt i form af Kasper Ljungs karakteristiske vokal, så er det bestemt ikke sådan, at bandet hviler på de roser, der er givet fra diverse anmeldere. Nej, der er tale om tre ret forskellige værker og ikke tale om gentagelse på gentagelse.
'Democrusade', som var Devilutions første møde med bandet, var en solid og iørefaldende blanding af rock og metal. Den havde en frisk, måske ligefrem kæk, tilgang til musikken – 'Violent Verismo' er anderledes voksen og eftertænksom, selvom der under overfladen alligevel gemmer sig nogle rykkende og festindbydende passager.
'He Rose' er det første nummer, og det viser et væsentligt tungere Broken Hand Charity. Det har en sludgy/sydstatsagtig-feel, og så er samarbejdet mellem bas og trommer ganske interessant i introens heavyrockede pendant til Alannah Myles' storhit 'Black Velvet'.
'Kiss from a Crow' har stærke riffs og er et godt eksempel på bandets sans for at variere musikken med guitarernes forskellige spil forenet med en glimrende bas, der hellere vil følge trommernes beat end bare slavisk følge de andre strengeinstrumenter. Kasper Ljungs vokal ligger i det lyse toneleje: Det ville være at gå for langt at sammenligne med Ozzy Osbourne, men det kan alligevel give en idé om lyden. Ljung har igen hevet de fængende melodier frem og leverer stærke omkvæd og spændende vers. Vokal variation er der masser af.
Stærk melankoli
Udspillet virker som nævnt som et mere modent udspil fra bandet, og den mere ligefremme stil på forgængeren kan godt savnes på nogle fronter. Men det, som man får i stedet, ville det dog også være svært at være foruden. Der hviler nemlig en stærk melankoli gemt i numre som 'Black Spring' og ikke mindst denne skribents favorit 'Come to Hell' med et formidabelt omkvæd og en simpel, men lækker rocksolo, der næsten har "feeling" så stærk som Slash på nogle af de mere storladne numre fra 'Use Your Illusion'-albummene.
Det kan undre, at bandet ikke har valgt at gå albumvejen endnu, men den del har vi jo dækket i et interview med bandet tidligere. Det er et bevidst valg – i hvert fald lidt endnu. Evnerne er der, og bandet går heller ikke ned på lyd og produktion. Det lyder, som det skal, og mere til.