Skvat – og alle de andre rødder
Populær
"Jeg har en kniv, jeg stikker dig ned" – således indledes Stikkersvins debut-LP, og det bliver kun bedre derfra.
2. Dagsløs
3. Forsvindingsnummer
4. Hovmod
5. Milimetermanden
6. Bondekarl
7. Afstikker
8. En Skønne Dag
Det er ganske let at opfatte Stikkersvin som et lidt fjollet band. Deres fandenivoldske attitude, deres fantastiske og morsomme navn, deres flamboyante sceneoptræden, og ikke mindst de skønne, skønne pakker, de sender os for at gøre opmærksom på sig selv. 
Vi har måske også været medvirkende til at opspille det sjove image. Det er svært ikke at have det hæhæ-grineren over knivstikkeri i black metal nu om dage, men med ‘... og de levede ulykkeligt og alt for længe’ bliver vi tvunget til at se lidt alvorligt på den københavnske kvintet.
Ikke fordi de egentlig ønsker det, som de understreger i et interview med Undertoner, men fordi at det trods alt er umuligt at være konsekvent ironisk, og der derfor også skinner en masse virkelighed igennem, selv når man forsøger at tage det hele med et vrængende smil. Og Stikkersvin kommer alle, hvilket nok ikke er den store overraskelse, fra punkmiljøet, som jo er evigt kendt for at være fanget mellem ennui og oprigtighed.
Når så man skriver en hel plade, der generelt lander et sted mellem “de store drenge i skolegården” og salig H.C. Andersens ‘Lille Claus og Store Claus’, fanger man alligevel nogle rigtige følelser et sted, og det klæder faktisk Stikkersvin at lade paraderne falde en smule. Naturligvis kan teksten læses på flere måder, og hovedpersonen i ‘Hovmod’ kan lige så vel være skomageren med sit pæretræ i Ole Lund Kirkegaards ‘Albert’, som det kan være snart sagt hvem som helst af os, der i en presset situation vender sig mod smålighed og trættekærhed eller et væld af mere eller mindre kendte misdædere, der til stadighed overraskes over konsekvenserne af deres egne handlinger.
Forsanger og tekstforfatter ‘Skvat’ formår at sætte sig i de forskellige karakterers sted og det lyriske univers er lige dele underholdende og indfangende. Og Stikkersvins særlige atmosfære af listige bønder og ækle forbrydere gør det kun des mere dansk – så meget, at det næsten bør kunne bruges i undervisningen. ‘Bondekarl’ i særdeleshed er veloplagt og underholdende, og lægger op til adskillige samtaler om alt fra naboskab til kunsteventyr. Opfordringen er hermed givet videre til skolelærere landet over, der nok efterhånden kunne have brug for at give Per Vers et lille hvil.
Dolkeriffs og trommetæv
Det skal dog ikke alt sammen fortabes i analyse og intertekstualitet i denne omgang – til det er musikken alt for medrivende. Der er masser af ughs og bleghs, præcis som vi ønsker os det i Tom G. Warriors ånd. I forhold til den ellers glimrende demo ‘Kælderens Barn’, er der kommet noget mere samling på tropperne og lydbilledet står knivskarpt. Under kyndig direktion fra Saxtorph i Wolf's Den Studio er mixet også lige i skabet, og man forstår tydeligt, hvorfor han har ønsket at smække ‘Ingens’ trommer så langt frem i billedet, som de fremstår. Det er fabelagtigt trommespil og det er en motor for bandet, der kører i langt mere end to takter. Uanset om det skal gå stærkt eller langsomt er ‘Ingen’ på opgaven, og allerede på ‘Voldsom Trolddoms’ første færd er han klar. Det er et nummer, der er lige så god en åbner, som det har en fremragende titel. I ‘Forsvindingsnummer’ giver han black metal-bandsene fra halvfemserne kamp til stregen og bandet står sejrrige tilbage, særligt i kraft af den skarpe produktion.
Vi når vidt omkring på ‘... og de levede ulykkeligt og alt for længe’. ‘Dagsløs’ indledes med et stigende skrig, der trækker tråde til Emperor, mens den suppleres af proggede licks og lækker danserock. Det samme kan siges om ‘Bondekarl’, der næsten Witcherysk lægger for dagen med thrashet black’n’roll inden den dansksprogede råbesekvens lægger op til et lavere tempo, for blot at blive sparket i gang igen, med en solo, der umiskendeligt smager af ækel black metal.
De to guitarister 'Tronraner' og 'Forrædder' er evigt fræsende, men også legende i deres samspil og sørger for, at metallen ikke blot fortaber sig i tremoloriffs, men også får lov at være festlig og catchy. Samtidig sørger 'Neglefanden' for en solid bund og et fængende groove, der sammen med Marcus Ferreiras gæsteoptræden på synths gør, at det hele flyder lidt bedre. ‘Skvats’ vokal er altid spændende og som på ‘Kælderens Barn’ nægter han at lade sig indramme af blot en enkelt stilart. Flere steder hører vi ham nærmest duettere med sig selv, og også her må mixingen fremhæves. ‘Forsvindingsnummer’ er eksemplarisk, men over hele pladen anvendes præcis den type vokal, musikken beder om – det være sig brøl, hvæs, skrig eller, well, “skønsang”?
Generelt holder vi os i de høje slag per minut over samfulde 32 minutter og 50 sekunder, og det er musik, der lægger op til at holde fest. Som vi oplevede i Ungdomshuset, er det musik, man kan danse til, og når vi nu har oplevet dem gøre det, kan vi næsten ikke vente på at prøve det igen. Særligt når det er ‘Skvat’ der fører an. ‘Afstikker’ skal nok få folk på gulvet. Generelt er det svært at fremhæve enkelte numre, da de hver især rummer så meget forskelligt godt, og undertegnede konstant fik en ny favorit under samtlige gennemlytninger. Er man til black metal og kan man godt lide at have det lidt sjovt, er der rigelig grund til at investere i denne udgivelse.