Jeg er sandheden

Det er svært at finde tid til kunst mellem bomber og kampvogne. Alligevel formår Palæstinas Zalaam at insistere på både black metal og arabisk visdom.

Trods buldrende og galopperende globalisering og sociale medier, der følger os hvert eneste vågne øjeblik, er metalbands fra den arabiske verden stadig et særsyn. Endnu sjældnere er de, der ikke aggressivt tager afstand fra religion eller kulturel baggrund.
Allersjældnest er musik og kunst fra de besatte områder i Palæstina.

Det er ikke desto mindre præcis hvad Zalaam byder på. Og det er ikke så lidt, faktisk. Kunsten har det svært i Palæstina. Livet er generelt hårdt som indbygger i de besatte områder, med truslen om vold, udvisning og generel mangel på mad, vand og basale fornødenheder konsekvent hængende over hovedet. Endnu værre bliver det så, når man lader sig inspirere af vesten i sine kreationer og derfor også kommer op imod Hamasselvstyrets konservative islamisme, der byder dem, at lukke ned for musik, der “strider mod islamiske værdier”.

Hvilket black metal i den grad må siges at gøre. Derfor er det også så interessant, at Zalaam netop ikke, som for eksempel Al-Namrood, Violet Cold eller Akvan ikke lægger afstand til den effekt islam har haft på den arabiske kultur, men derimod omfavner den. Udover de arabiske elementer, der smukt integreres i musikken, måske bedst eksemplificeret på ‘After Many Winters’, der elegant krøller den melodiske black metal over i traditional arabisk musik hen mod afslutningen, så er sidste track, ‘Nasim’, i særklasse.

Bygget som en nyfortolknning af den libanesiske sanger Marcel Khalifes ‘Ya Naseem Al Reh’, der i sig selv er musik lagt til Sufi-filosoffen Al-Hallaj, der levede i Persien i det tiende århundrede. Al-Hallaj var nytænkende i sin meditation og blev lagt for had for sine radikale fortolkninger af islam og dens mystiske sider. Hans forståelse af forbindelsen mellem gud og menneske og hans måske mest banebrydende læresætning – “Jeg er Sandheden” – gjorde, at han blev henrettet for kætteri i 922.
Udover alt dette, var han også digter, og et af hans værker er netop “Ya Naseem Al Reh”, et hjerteskærende kærlighedsdigt, der både kan tolkes religiøst og verdsligt. I mellemøsten er Khalifes fortolkning ganske velkendt og derfor er det også et enormt vægtigt arbejde Zalaam tager på sig, når den udsættes for black metal, som Amir Jacob, manden bag Zalaam har gjort her.

Udover den store arabiske indflydelse inklusive oud-soloer, som beskrevet ovenfor, byder Bottomless Black Hole på temmelig melodisk black metal, der både i sin keyboardentusiasme og i sin temmelig blikdåseagtige produktion, giver mindelser om tidlig Emperor. Amir Jacobs vokal er mildt sagt usleben, men kan også i sin råhed pege i retning af Cornelius Jackhelln på Solefalds islandssaga. Det er uskønt, men smukt som kun black metal kan være det.
Det er ikke i sig selv ueffen black metal, men kombineret med den traditionelle arabiske sangskrivning og instrumentalisering, bliver det ualmindelig interessant. At noget sådant kan udspringe af den mildt sagt tragiske situation i Palæstina er intet mindre end henrykkende.