Kosmisk misantropi

Gaerea - Limbo

I Portugal brygger man black metal med ingredienser høstet på Månens mørke side.

Kunstner
Titel
Limbo
Trackliste
1. - To Ain
2. - Null
3. - Glare
4. - Conspiranoia
5. - Urge
6. - Mare
Forfatter
Karakter
4

Gaerea er en kvintet fra Portugal, der ikke har lyst til at lyde som alle andre. Deres nye plade, ‘Limbo’, er deres andet udspil, og på denne betræder de nye stier hvor brostenene er umanerligt genkendelige.

På pladens seks eksperimenterende skæringer blandes der nemlig lyde, der er vokset i baghaven hos bands som Mgła, som sandsynligvis også har inspireret portugiserne til at holde sig anonyme. Hvis ikke Mgła, så et af de utallige andre bands, der efterhånden optræder i kåber, kutter, hætter, masker, og hvad der ellers kan være. Og selvom Seruminstituttet nu anbefaler mundbind i offentlig transport, lader visse metalbands til at tro, at det også gælder for bandfotos. 

Det er lidt slidt og gør ikke længere noget interessant for musikken. Hvor det tidligere kunne bibringe en aura af mystik, virker det nu blot som en lidt billig adgangsbillet til metalmagasinernes spalter.

På mange måder er det noget, der gør sig gældende for genren. Det er svært at forestille sig black metal uden gimmicks. Fra første bølges satanporno over nordmændenes kirkeafbrændinger og corpse paint til whatever the fuck, der skete af synthbårent hurtigbrilleballade i 00’erne, og så til Deafheavens demonstrativt normcore antiimage, der naturligvis er mere opsigtsvækkende i en verden af sort-hvide ansigter, har og vil black metal altid være en genre, der fokuserer på det eksterne.

Det er også derfor, så meget af det er så pissedårligt.

0020006180 10 1

Sjældne referencer
Vi må fatte den store dåseåbner og få åbnet sardindåsen, hvis vi skal tale videre om ‘Limbo’. For hvad er det dog, der får så megen opmærksomhed lige nu?

Ja, Gaerea spiller det, vi i hurtigbrilletiden kaldte ‘post-black metal’. Det var dengang, bands som Borknagar, Covenant, Solefald og den slags krydrede den sorte metal med noget … andet? Hurtigt fik vi blackgazen, båret frem af Alcest med flere, men inden da var den eksperimenterende black metal på vej i en anden retning, der dog ikke har rørt meget på sig siden da.

Ved at eksperimentere med black metallen og tilføje en blanding af melodiske, symfoniske, jazzede eller på anden måde særprægede elementer formåede de bedste i bølgen både at demonstrere musikalsk overskud, men i særdeleshed at sætte brutaliteten i relief og på den måde gøre den mere fremtrædende, i kraft af brugen af kontraster.

Dette lykkes i vid udstrækning for Gaerea.

To tracks er værd at fremhæve, for de fremhæver på bedste vis Gaereas evner. Pladens allerbedste track må uden tvivl være ‘Conspiranoia’. På knap ti minutter fremmaner portugiserne en ufattelig stemning, ikke mindst på grund af den skæve guitartone og de buldrende trommer. 

For de, der husker den britisk-norske supergruppe Code, der ramte deres højdepunkt med udgivelsen ‘Resplendent Grotesque’ i 2009, vil dette nummer lyde velkendt. Dette skal ikke forstås på andre måder end den mest positive, for præcis som Code formåede at gøre på den fantastiske ‘The Rattle of Black Teeth’, er ‘Conspiranoia’ et ildevarslende og dissonant musikstykke, der lægger en mærkværdig melodiøsitet som bund for dundrende og flænsende black metal –⁠ her suppleret af glimtvise post-rockislæt, hvor særligt guitaristen lader melodien stige til himmels. Hvor Gaerea kommer til kort, eller i hvert fald adskiller sig fra Code, er på vokalen.

Vokalpræstationen er god og kyndigt udført, og absolut ikke den mindst interessant eaf slagsen i en genre, hvor netop dette element ofte halter. Men nogen Kvohst er vedkommende altså ikke.

Hvor ‘Conspiranoia’ er fuld af stemning, er lukkeren ‘Mare’ intet mindre et frontalangreb, godt ført an af gennemtæskede trommer, der kun giver sig selv lov til at holde fri i meget korte intervaller, mens sangeren kæmper for at følge med og give sine plagede skrig lov til at ledsage den gryderet af sorg og vrede, der finder udtryk i ‘Mare’. Slutteligt får de store melodier lov at fylde, og guitaren må genoptage sin himmelflugt. 

Overordnet set er Gaerea et interessant bud på post-black metal anno 2020. Forhåbningen, og anbefalingen herfra, må være et større fokus på vokalen. Der er rigelig plads til udvikling. Trommerne er bandets helt store styrke, og i modsætning til megen anden black metal handler det ikke om blasts for blastens skyld. Plebejerisk trommetæskeri er bandlyst, og det er til det bedre. Hvis Gaerea får nok succes med denne plade, indvarsler det forhåbentlig en renæssance for en overset slags black metal, og det kan man jo kun krydse fingre for.