Ugens Monsterdrøn

Populær
Ugens Monsterdrøn
Svenske Opeths sensommer-album "Ghost Reveries" er så godt, at det monsterdrøner sig stensikkert ind i oktober - og kandiderer kraftigt til årets album. Det begynder snart at virke irriterende at skrive det, men det er altså fakta: Svensken er milelangt foran os på den musikalske front!

Opeth er et af de mest overbevisende eksempler. ”Ghost Reveries” er deres ottende album, men det er det første for Roadrunner, som de skrev kontrakt med, da Music for Nations lukkede og slukkede. Der sættes dog ingen musikalske grænser ”bare fordi” Opeth er kommet i stald hos et stort selskab. Sangene er stadig mellem 5 og 12 minutter lange, og i der klemmes stadig et væld af elementer ind. Og der er stadig masser af både skønsang og growl, smadrende tung guitar og akustisk af samme slags, samt xylofon og klaver. Så alle fans, der havde frygtet noget andet, kan fortsat sove roligt.

Opeth er vel dødsmetallens svar på Tool, hvilket også understreges lidt for tydeligt, når der i åbningsnummeret, ”Ghost of Perdition” lånes fra selv samme Tool’s ”The Grudge”. Alligevel virker det forkert, at sætte Opeth i bås. For de er MEGET specielle. Anført af frontmand og hjernen bag, Mikael Åkerfeldt, brager bandet igennem den ene voldsomme magtpræstation efter den anden. Rytmerne og skiftende er ligeså komplekse som de er hos nogle andre svenskere, Meshuggah (specielt i ”The Great Conjuration”), men her er der altså et meget større lydbillede at lade sig selv synke ind i.

”Ghost Reveries” er et album (som i ALBUM!), og man skal sidde hele fornøjelsen igennem; ikke lede efter fængende omkvæd. Det er nemt at høre, at Mikael Åkerfeldt ikke har begrænset sin musiksmag til dødsmetal, da han var helt ung. Der er fx ekkoer af Pink Floyd i de afdæmpede passager – specielt i ”Beneath the Mire”, og når han synger rent, lyder han til tider som Mike Patton gjorde i Faith No More i midten af halvfemserne.

For at det ikke skulle være nok, at Opeth er milelangt foran deres konkurrenter på det musikalske plan, så er der også et stort og interessant (og dystert) indhold i teksterne til sangene. Tag fx ”Reverie/Harlequin Ghost”, hvor Åkerfeldt brøler: ”Stark determination poisoning the soul/Unfettered beast inside claiming sovereign control”.

Ingen tone er given i løbet af de 65 minutter værket varer. Man overraskes konstant, og man frydes over den musikalske ekvilibrisme og originalitet. Det her er kort sagt årets hidtil mest overbevisende, interessante og intelligente metaludgivelse.

Folk, der ikke kan værdsætte dette værk - det være sig guitarekvilibrister, hævinørder eller dødsmetallere - skal have vasket ørene grundigt. Det er som sagt ikke radiomusik det her, men enhver metalfan, der har tålmodighed til mere end den skammeligt amputerede videoversion (på 5 minutter) af det måske bedste nummer på albummet, ”The Grand Conjuration” (10:21 minutter), bør spæne ned i pladepusheren og forlange dette album.

Det trækker en halv karakter ned, at Opeth somme tider ”låner” lidt for meget, men det er skønhedspletter på et værk, som vi (grundet vor pause) er sent ude med at anmeldele her på Heavyjam.dk. Men rolig, de andre anmeldelser af ”Ghost Reveries”, der allerede er blevet bragt i andre medier, taler sandt. Den er god nok. Ud og køb!

Kunstner
Titel
Ghost Reveries
Distributør
Karakter
4