Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Knallertoverskæg og stadionrock

Populær
Updated
Knallertoverskæg og stadionrock
Knallertoverskæg og stadionrock

Til Bornhell i eftersommeren var der ikke mange unge blandt publikum. Nu prøver festivalen at lære de unge bornholmere at gå til metalkoncerter.

Titel
+ Below Stones + Ground
Spillested
Dato
06-02-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt
Karakter
3

Noget af det mest påfaldende ved Bornhell i september var hvor få af Bornholms unge metalfans, der havde rejst sig fra sofaen og begivet sig ind i Almindingen til øens første black metal-festival. Publikum var domineret af de 40-årige, der havde fået lov at få en aften ude og hældte fadøl i sig i en rasende fart, som om det var sidste chance for at genopleve deres glorværdige ungdomsårs metalkoncerter, men der var ingen unge til at tage over, efterhånden som de gamle dejsede om på Kyllingemoderens øltilsølede plankegulv. Devilutions bud på, hvorfor det forholdt sig sådan, var, at det i høj grad skyldtes, at de unge bornholmere simpelthen ikke er vant til at gå til metalkoncerter. Fordi det, med undtagelse af et par Blodarv-koncerter med nogle års mellemrum, simpelthen ikke har været noget, de havde mulighed for. Metallen er blevet groft forsømt af de lokale bookere.

Den samme konklusion nåede Thomas Brodersen Stibolt fra Musikhuzet til, og derfor prøver han nu sammen med Bornhells bagmand, Andreas Bille Brahe, at sætte en række metalkoncerter op under Bornhell-banneret i Raschs Pakhus i Rønne. Og en de sikre måder at trække et yngre publikum til er ved at lade unge, lokale bands stå for supporten, så alle deres venner kommer. Det virker denne aften, der er masser af gymnasieelever fra starten af, og et forsigtigt gæt er, at de ikke allesammen er kommet for at høre hovednavnet, Corpus Mortale.

Det kan man så diskutere, om ikke de burde, men selvom de københavnske dødsmetallere har 23 år bag sig, har de aldrig været et af scenens højst profilerede bands. Om det er, fordi dødsmetal-scenen traditionelt har været stærkere i Jylland, om det har skyldtes de mange år, der er gået mellem hver af de fire albumudgivelser, eller om det har skyldtes de talrige udskiftninger i bandet, kan man så gisne om. Der er i hvert fald ikke noget i vejen med det niveau, sanger og bassist Martin Rosendahl som eneste tilbageværende originale medlem præsterer. Det er teknisk død af den slags, der imponerer med sin vedholdenhed, hvor alt ligger så stramt, at man dårligt kan nå at stoppe op og tænke, at man måske egentlig godt kunne tænke sig lidt mere afveksling, før de også leverer det i form af ‘Love Lies Bleeding’, et af de numre, der særligt stikker ud. Leveringen er dybt professionel, og hvad kaffemaskineafkalkervokalen savner i afveksling, får man til gengæld i guitarspillet. Brian Eriksen, der har været inde og ude af bandet igennem årene, suppleres af den mexikanske Carlos García Robles, og deres riffing brydes godt op med hvinende soli og fræs. Alt i alt er det hele doseret til noget nær perfektion, og kan man så godt komme til at savne lidt mere personlighed i den perfektion, så er det egentlig ret fedt bare at høre et håndværk udført så godt, genrekrav opfyldt så punktligt.

En ung Matt Pike

Der er de lokale opvarmningsbands selvsagt noget mere famlende og stadig ved at prøve at finde ud af, hvor de hører hjemme. Det er tydeligt hos Ground, der vist egentlig gerne vil spille noget progressivt og trække på doom i det, men som af uransagelige årsager føler sig kaldet til smide downbeats ind i det. Det skyldes velsagtens den samme ungdommelige kådhed, der får dem til at gå på scenen med en stor papfigur af TV-kokken James Price bag trommesættet og lægge ud med en groove-metallisering af ‘The Imperial March’ fra ‘Star Wars’. Det er gøgl, det er sjov, og det scorer point hos kammeraterne, men det fjerner også lidt fokus fra de kvaliteter, Ground faktisk besidder.

For hvem skulle have troet, at der på Bornholm skulle sjokke en ung Matt Pike rundt med en Les Paul og et lykkeligt smil? Det gør der faktisk, og det er nogle vilde detaljer, han får lavet, en virkelig god og varm lyd i det hele taget og nogle Voïvodske akkorder til at fylde det ud med, og selvom det lyder, som om han sagtens kunne stille sig op og distanceblænde fuldstændigt, holder han klædeligt tilbage og spiller sammen med resten af bandet. Det er sådan noget, der er virkelig cool at se, og det er helt klart her, Ground har sit potentiale, hvis resten af bandet kan følge med. Der er så stadig et stykke, men det er også et nyt band, og hvis forsangeren kan få lidt bedre styr på sit growl, lidt mere dybde i det, er de allerede et stykke. Han har i hvert fald allerede det fedeste knallertoverskæg, og når de to guitarister hen imod slutningen så går over i twinleads, er der i det hele taget ikke langt til The Sword. Den side af Ground ville jeg gerne høre dem arbejde mere med, og så måtte de for min skyld godt droppe groove-elementerne og gøglet. Flere twinleads, altid, mere hesher-stil.

Hvis Grounds guitarist ligner en ung Matt Pike, så ligner Below Stones’ forsanger til gengæld Lukas Graham. Det skal man jo ikke nødvendigvis holde imod ham, men når han så også har den samme overstadigt glade scenepersona og gerne synger i falset, så bliver det sådan en sammenligning, som man godt kan komme til at hænge sig i, hvis man ikke bliver revet med af musikken. Den er ellers lavet til at være medrivende: storslået heavyrock med ambitioner i stadionstørrelsen, lutter gode vibes og pumpende basgange, en powerballade, der hedder ‘Can’t Help This Feeling’, hele pakken. 

Jeg troede faktisk slet ikke, at man lavede den slags stadigvæk. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg har det med, at der er nogen, der gør det.

Men på en måde kan jeg faktisk godt se en berettigelse for et band som Below Stones. Jeg kan godt se, at de kan gøre noget godt for et publikum, som jeg så bare ikke er en del af. Man kan i hvert fald ikke beskylde dem for at ride med på en trend inden for hardrock og metal. Og alligevel er de med til at trække en god del af det unge publikum, der kommer denne aften. Det er godt. Og hvis det unge publikum kan favne både deres muntre stadionrock, Grounds progressive doom og Corpus Mortales tekniske død, så kan de også sagtens komme til flere metalkoncerter. Lære at gå til koncerter, hvor de kan blive udfordret musikalsk, hvor der kan ske noget andet end det, de forventede. Lære at synes, at sådan noget også kan være fedt. Nu er muligheden der for dem.

Menu