Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Løvfald og mandefald

Populær
Updated
Løvfald og mandefald
Løvfald og mandefald
Løvfald og mandefald
Løvfald og mandefald
Løvfald og mandefald

Solbrud var den oprindelige begrundelse for at lave Bornhell, og de var også det band, der gjorde stærkest indtryk på Bornholms første black metal-festival. Men det var ikke i sig selv nok til at trække folk af huse.

Kunstner
Titel
+ Blodarv + Kforkill + Église + Genfærd + Kolos
Dato
12-09-2015
Karakter
3

Løvet er helt mørkegrønt, træerne er så småt begyndt at suge al saften tilbage ned i rødderne for at modstå vinterens komme, inden for et par uger vil hele den store skov, vi befinder os midt i, stå i flammende gult, orange og blodrødt, inden den smider det hele og står nøgen og usårlig tilbage. Så kan frosten komme, skoven er rede. Men endnu ikke: Endnu varmer solen i lysningerne, endnu driver saften ud af ahorntræet på plænen foran Kyllingemoderen, når børnene gynger på dets lavthængende grene. Og inde i det gamle forsamlingshus på Christianshøj står den sene eftermiddagssol ind gennem de sprossede ruder i kobbergyldne stråler, der falder henover loftsbjælkerne, plankevæggene og, jovist, de fire mænd i ligmaling og læder, der står på scenen og synger alt levendes endeligt ind. 

"ALLE MENNESKER SKAL DØ!" har forsangeren lige proklameret, og det er der blevet hujet begejstret ad. Det er, som om det her er et ritual for efterårets komme, for at øen er ved at lukke ned for i år, og vi er her for at fejre det, bare overhovedet fejre muligheden for at kunne fejre det. Bornhell er ikke kommet af sig selv, den er skabt på kort tid af en enkelt ukuelig mand der ville have Solbrud til at spille her på Bornholm og ville have det til at være noget særligt, en begivenhed og ikke bare en koncert. Det er derfor, vi står herude midt i skoven allerede fra om eftermiddagen, det er blevet til en festival, omend en lille én. Seks bands spiller til Bornholms første black metal-festival, og der er blevet skaffet nok sponsorater fra firmaer på øen, til at det kan løbe rundt med et så beskedent besøgstal, som det lykkes festivalen at mønstre.

Festivalen bærer desværre præg af at være stablet på benene i al hast, og det er strengt taget kun halvdelen af de seks navne på plakaten, der egentlig er black. Den kan altså ikke sælge sig selv på en gennemgående vibe. Og har fem ud af de deltagende bands ikke spillet på Bornholm før, så er der rig lejlighed til at se dem i København, og festivalen kan derfor heller ikke trække publikum derovrefra. Det, den først og fremmest har at gøre godt med, er sin location, og den er vild, men ikke vildere end at den lige med nød og næppe kan stampe et stykke over 100 mennesker op af jorden i løbet af dagen. Hvilket betyder, at vi i hver ende af dagen står 30-40 mennesker og ser bands, der er rejst herover, spille. Det føles som meget lidt i det rummelige lokale.

Lær dine børn at lovprise Satan

Kolos er blevet indbudt til at åbne dagen og animere publikum til at gå ombord i fadøllene med deres instrumentale doom. Der kommer meget lyd ud af duoens bas og trommer, og det er en god lyd, masser af wah-wah på bassen, men det er også, som om der ikke sker så meget med den. Som om de har glemt at lave nogle melodier at hægte den op på. Og det falder igennem i det store lokale, det mangler fuldstændig noget, der kan matche omgivelserne eller gøre dem ligegyldige. Måske kunne Kolos fungere i et trangt kælderlokale ud på natten, det skal jeg ikke udelukke, men det er på den anden side også lidt af en lakmustest, om et bands musik kan tåle dagens og soberhedens klare lys. Det kan Kolos ikke, og det får bookingen af dem som alternativt krydderi på en black metal-festival til at fremstå så meget desto mere mærkværdig.

Der står Genfærd på sikrere grund, og med corpsepaint, teaterblod og lidt løst arrangerede knogler i kæder draperet over det iturevne tøj har de sikret sig, at musikken ikke risikerer at komme til at skulle stå alene. Det kan den sådan set ellers godt: Den primitivt bøllerockede black med tydelige referencer til Taake er charmerende nok på sine egne præmisser og animerer langt bedre til at gå i øllet, end Kolos gjorde. Det er også blevet ud på eftermiddagen nu, der er så småt begyndt at komme lidt flere mennesker, og Genfærds forsanger bidrager til løssluppenheden ved at minde os alle om vores egen forgængelighed. Vi skal alligevel dø, og sollyset i kobbergyldne stråleskakter gennem ruderne tager efter tur bandmedlemmerne, uden at frelsen når nogen af dem.

Man ihukommer Dark Funerals læresætning “Teach Children to Worship Satan” da en 2-3-årig pige med høreværn begejstret danser rundt foran scenen med alles øjne rettet mod sig, mens Église gør klar til at tage kampen om opmærksomheden op, men der er ikke rigtig noget Satan over Næstved-bandet. Hvad der er, er chaos core i shorts, og lige så genretro, Genfærds konstante circle bang var, lige så trofast pacer Martin Nielskov frem og tilbage på scenen, mens bandet smider abrupte breaks, off-akkorder og blasts af smadder omkring sig. Man kan godt sige, at det virker lidt sært at opløse The Psyke Project bare for at fortsætte i et par nye, umiddelbart identiske bands, som Nielskov har gjort det med Czar og Église, men det giver mulighed for at spille langt mere kaotisk og frådende, langt mindre episk og metallisk, end hvad The Psyke Project efterhånden tillod sig selv. Det er godt. Église er ikke voldsomt originalt, der er masser af Coalesce i det, og Kurt Ballous brug af Voïvod-akkorder i Converge er heller ikke gået dem forbi, men det er så også bare nogle temmelig gode referencer at holde sig.

Et magisk sted

Så god smag har Kforkill ikke. De er dagens tungeste band, såvel fysisk som musikalsk, men det er bare ikke rigtig et parameter der er gældende her, hvor det burde være nogle helt andre ting, der bliver spillet på. At deres noget generiske deathcore så er det, der høster størst respons fra publikum, siger mere om, at alt håb er ude for menneskeheden, end om bandets formåen.

Men det værste, og det er jo altså trods alt ikke Kforkills skyld, er, at mange lader det her være aftenens højdepunkt og så småt begynder at sive ud i skoven og væk. Det betyder, at da Blodarv så småt er ved at være klar til at gå på, er vi allerede en voldsomt decimeret flok. At bandet oveni tilsyneladende har nogle problemer ude bagved, hjælper ikke på det. Pest går ellers på scenen med en imponerende dunk under lædervesten, der sammen med det lange skæg og den corpsepaint, han har anlagt i aften, får ham til at ligne Chris Holmes fra W.A.S.P. uhyggeligt meget. Men selvom resten af bandet så småt indfinder sig i varierende grader af forrevethed, mangler trommeslageren, og da han endelig er klar med en skyndsomt anlagt corpsepaint, er stemningen presset. Det bliver ikke ligefrem afhjulpet, da bandet går fejl af hinanden kort inde i første nummer og må starte forfra igen, men efter en omstart kører det efterhånden. I godt 20 år har Blodarv fulgt Hugins storladne vision, det er en bedrift i sig selv, og det er så episk og triumferende, at det langt hen ad vejen kompenserer for, at musikken i sig selv ikke helt står mål med alt det udenoms.

Alt det udenoms er til gengæld barberet væk hos Solbrud. Her er ingen kostumer, ingen corpsepaint, ingen lysestager, ingen omvendte trækors eller kvindelige korsangere lænket til deres fejekost, her er ikke engang frontlys. Der er heller ingen publikumskontakt overhovedet, og det virker næsten spøjst, da forsangeren til allersidst siger, at “det har været fedt at spille for jer”. For det har Solbrud ikke, altså spillet for os. Solbrud har spillet, de har befundet sig i deres egen boble, og vi har fået lov at stå og tage imod. Og de få af os, der er tilbage her på den anden side af midnat, vi har taget imod. Solbrud er ærefrygtindgydende med den mur af lyd, de skyder op mod os, alle detaljer druknes i det store hele, men det er stadigvæk tydeligt, hvor uhyggelig tight bandet er inde i deres boble. I hvert fald for de af os, der ikke er gået omkuld i en fadølsrus og hænger henover scenekanten eller vælter rundt i et forsøg på at danse sig ind i musikken. Der er ingen vej ind i Solbruds lydmassiv, det omslutter bare en, og så er der heller ingen vej ud. Det er et magisk sted at opholde sig.

En stor opgave at løfte

Og det er vanvittigt synd, at ikke flere giver sig selv den chance. Det må være en konklusion på Bornhell. Der er næsten ingen unge, selvom Kyllingemoderen altså ikke ligger mere end 20 minutter med bus fra Rønne, og der går busser hele natten. Hvis der skal være et næste år for Bornhell, ligger der en kæmpe opgave i at få dem til at dukke op, så det ikke kun er 30-40-50-årige med udgangspas, der vælter rundt uden at kunne styre fadølsbranderten. Og det er ikke en opgave, Bornhell kan løfte alene med en festival en gang om året, det er noget, der kræver jævnlige metalkoncerter, så de unge overhovedet bliver vænnet til, at det er en mulighed, at det er noget, man kan gøre. En opgave, som de etablerede spillesteder på øen tilsyneladende ikke har i sinde at tage på sig. Eller også er det de danske metalbands, der ikke finder det umagen værd at rejse helt herud for at spille for 30-40 publikummer. Det kan man ikke nødvendigvis fortænke dem i, men så bliver der bare heller ingen scene for dem herude. Det er selvforstærkende.

En anden opgave, der ligger forude for Bornhell, hvis altså festivalen fortsætter, er at sælge den som en pakke til publikum uden for øen. Det klarer en unik lokation ikke, der skal nogle særlige bandoplevelser til også, hvad flere i miljøet har påpeget. Og det er en tung opgave med den begrænsede økonomi, festivalen har, specielt fordi den er så sårbar i forhold til folks mobilitet: Det er virkelig, virkelig svært at få folk til at rejse så langt som til Bornholm, specielt for en enkelt dag. Så det er noget med at have flere bands og flere specielle bands og have noget ekstra omkring dem, hvad det så skulle være. Corpsepaintbod til børnene, økosataniske workshops, ritualer med ild og nøgenbadning i skovsøen, kunst mellem træerne. Der er masser af muligheder, men det kræver også, at der er nogen, der griber dem. Og at folk møder op.