Fra en svunden tid

Populær
Fra en svunden tid

Artillery indledte turnen for 'Penalty by Perception' på Bornholm, og selvom de aldrig er blevet så kæmpestore som nogle af deres samtidige thrash-kolleger, kan de stadig eje en club for en aften. 

Kunstner
Titel
+ Below Stones
Spillested
Dato
01-04-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt
Karakter
3

Der melder sig uvilkårligt en vis andægtighed hos en, når sådan et band som Artillery går på scenen. De var med til at starte thrash metal som et af de allerførste bands i genren, og man mærker sådan lidt et metalhistoriens vingesus, men når man så først har sat sig ud over det, så skyldes andægtigheden i lige så høj grad den professionalisme, som Artillery leverer deres thrash med. Selv på en egentlig nok lidt halvsløj aften, hvor sangeren Michael Bastholm kæmper for at holde gejsten oppe med et repertoire af friske bemærkninger, der allesammen tjener til at minde en om, hvor længe Artillery har været i det her game – “Er I klar til en gammel en? Den her er skrevet, før dinosaurerne fik tænder”; “Det her er et rigtig, rigtig gammelt nummer fra dengang, alt var skrevet i gråtoner” – er mængden af bundsolide riff i sig selv overvældende. For gymnasieeleverne på første række, født lige omkring bandets første genkomst med albummet ‘B.A.C.K.’ i 1999, antager det nærmest karakter af master class: Det her er ikke sådan, man spiller metal længere, men det er grunden til, at man spiller metal på den måde, man gør i dag.

Artillery er koryfæer. Det hersker der ingen tvivl om. Sådan var det sådan set også, dengang jeg selv begyndte at høre thrash, men det var så også bare lige omkring den tid, hvor Artillery første gang faldt fra hinanden efter albummet ‘By Inheritance’, så på en eller anden måde er det lykkedes mig kun at høre dem live en enkelt gang før, dengang de blev indkaldt på et afbud til Copenhell i 2011. Det siger så også en del om det forhold, jeg har haft til Artillery gennem årene: Det er et band, jeg respekterer for, hvad de har gjort, men som jeg aldrig har dyrket synderligt. Det kan man så godt undre sig lidt over, når man hører nogle af de riff, de river af sig i løbet af aftenen: Klassikere som ‘Khomaniac’ og ‘Terror Squad’ kan godt få en til at undre sig over, hvorfor der nogensinde var nogen, der syntes, det var nødvendigt at opfinde moderne crossover, når nu formlen er blevet perfektioneret allerede her. Alverdens Hatebreeds kommer til at virke endnu mere overflødige, end de gjorde i forvejen, når man hører sådan nogle numre.

Det niveau holdes ikke gennem hele kataloget, og selvom de nye numre bestemt er hæderlige, er det ikke dem, der bliver hængende i baghovedet. Men det er vel sådan set også i orden, når det betyder, at man kan få lejlighed til at opleve et Artillery, der er alt andet end museale. Thrashens forskellige drejninger gennem tiden gennemgås, allertydeligst når Michael Stützer duellerer med den sygdomsramte bror Morten Stützers stand-in: Rune Gangelhof er født samme år, som Artillery blev dannet, og når hans tapping-soli med vibrato-afslutning bliver modsvaret af Michael Stützers old school whammy bar-frenzy, er det tre årtiers thrash-historie, man får opsummeret.

“Er I stadig friske? Så vil vi daffe af,” slutter Michael Bastholm kækt. Aftenens bornholmske koncert, bandets første på øen nogensinde, er en smugstart på en kortere turné på den iberiske halvø, der rundes af med et show på Forbrændingen i Albertslund den 16. april. Det kan godt være, at Artillery aldrig fik verdensherredømmet, men hvis de kan få en club for en aften, er det heller ikke at kimse af.

Guitarhelteri og mandefølelser
I den anden ende af karrierevejen står det lokale opvarmningsband Below Stones. Når de præsenterer et af deres allerældste numre, er det halvandet år gammelt, og så forventer man som publikum ikke professionalisme, men Below Stones har faktisk ret godt styr på deres virkemidler. Da jeg anmeldte dem i februar, undrede jeg mig godt nok over, at der stadig var nogen, der spillede den slags hard rock, der var populært, da jeg selv gik i gymnasiet, men om det så er, fordi de lige er blevet en lille smule mere tight på de to måneder, der er gået – trods alt også en anseelig tid i så ungt et bands alder – eller om det bare er mig, der er lidt skarpere til at opfatte referencerammen denne aften, så virker det pludselig ikke nær så mærkeligt. Det, Below Stones tilsyneladende sigter mod, er den post-grunge med metalliske riff og omkvæd i stadion-størrelse, som sådan nogle som Alter Bridge har holdt i live med en vis kommerciel succes. Og det rammer de faktisk ret godt, forreste række ser direkte henførte ud, når de går over i powerballaden ‘Can’t Help This Feeling’, der næsten lyder lidt som Weezer, hvis bare Weezer ikke var ironiske, når de lød sådan.

Det er Below Stones ikke, de er meget, meget oprigtige. Der er guitarhelteri, der er knyttede næver og følelser, og det virker, som om det er meget overbevisende, hvis man ellers er i stand til at tolerere genren. Det er der så pænt mange, der har det svært med, der er folk, der ikke kan se hinsides Mark Tremontis douchebagginess for hans goatee. Jeg rækker lige hånden i vejret her. Men anstrenger jeg mig så for at se ud over det, så ser det faktisk ud, som om Below Stones har fat i noget af det rigtige med det, de laver. Selvom det så er grundlæggende forkert altså.