Raise Your Horns ‘18: Lørdag

Hvor meget backingtrack skal der til, før det tager for meget fra liveoplevelsen? Hvor hård konkurrence er Johnny Reimar for en metalfestival? Og hvorfor mener svenskerne det bare så meget mere, når de spiller musik?

Inde fra teltet i gågaden lyder der munter tyrolermusik, langbordene er dækkede med kæmpestore ølglas, og én af dem, der i 90’erne og 00’erne var ansvarlig for at give de unge, bornholmske metalmusikere opbakning, skoling og sikre rammer at spille og udvikle talentet i, går nu og rigger op til, at Johnny Reimar skal spille schlagerparade senere på aftenen. Den irske pub arrangerer oktoberfest uden synderlig skelen til hverken nationalitet eller kalender, og det er et tilløbsstykke, som har været udsolgt i flere uger.

100 meter derfra er stemningen noget mere sober inde i Musikhuzet. Den bagerste del af den store sal er blevet skærmet af med camouflagenet for at få lidt mere samling på det sparsomme publikum, der i dag er til metal på Bornholm. Det ungdomsmiljø, der har fostret Sunless Dawn, der spillede i går, Sea, der skulle have spillet på festivalen, hvis ikke de var blevet opløst en måneds tid forinden, og en del af Rising, som spiller senere på dagen, synes væk nu: Der er ingen unge metalbands på øen, og heller ikke blandt publikum markerer de unge sig.

Ættir, der åbner andendagen af festivalen, er heller ikke for alvor nyt blod, selvom det er deres debutkoncert i dag. Bandet udspringer af Huldre, men der er skruet ned for showet, middelaldercenterkostumerne og sceneudsmykningen. I Ættir ligger fokus på det mørkt stemningsfulde, og musikken, som trods cellisten har taget en drejning mod det mere klassisk doommetalliske, får lov at tale for sig selv i det blå scenelys. Kun forsangeren Nanna Barslev prøver at skabe kontakt til publikum, der først på eftermiddagen lige skal op i gear.

I det nye band er det ikke længere medlemmernes job at skabe en fest, som det er det i Huldre, men Ættir får lagt en god, sober og mørk grundstemning, som Bleeding Utopia så kan tampe i smadder med deres iltre dødsmetal. Musikken er af stockholmerskolen spillet med en præcision, som trommeslageren Adam Björk bærer en stor del af æren for, mens David Ahlen kan stille sig ud på podiet med benene godt spredt og growle igennem, så det lyder som et afløb, der bliver renset efter at have fået lov at søbe sig til i råd og slagger i alt for lang tid. Bag ham gør Iiro "Ipe" Jarva fra de navnkundige Mengele sit til at piske en stemning op, mens guitaristerne går så vidt som til at smide et twinlead ind, og tilsammen afføder det spontant festivalens første, lille moshpit.

Fællessang
Som om de har fået tip om, at der er ved at være fest, kommer Junkyard Drive flyvende ind på scenen med en attitude, som stod de på Sweden Rock foran et hav af smukke, unge svenskere med højt hår og dinglende øreringe og ikke en spredt forsamling midaldrende mænd med ølånde og ondt i ryggen. Det er al ære værd, og det er sigende for den professionalisme og det format, der kendetegner hele deres act: Glimrende musikere, stærk sanger, flot leadguitarist, hele pakken. Det er helt synd med den musik, de så har valgt at spille, men skulle man af en eller anden grund have valgt at leve et liv, hvor sleazerock er evigt saliggørende, 90’erne aldrig er hændt, og det ikke kan blive vulgært nok, så er det her et godt bud på ens nye yndlingsband. Når Junkyard Drive spiller ‘Sweet Little Dreamer’, lyder det helt som The Cult, så værre er det ikke engang, og de klarer et teknisk nedbrud med en akustisk guitar med et overskud og lykkes sågar i at få salen til at synge med på deres version af den engelske folkesang ‘Geordie’ – i hvert fald da de går over i den mere kendte danske udgave af sangen, ‘Langebro’.

Den slags kneb er Junkyard Drive ikke for fine til, og i koncertens sidste sang får de da også lige presset guitarmelodierne ind fra både ‘Iron Man’, ‘Thunderstruck’, ‘Whole Lotta Love’ og ‘(I Can’t Get No) Satisfaction’ – at en fyr ved siden af mig tørt bemærker, at det så også var de første catchy melodier, de havde spillet i hele koncerten, vidner nok i lige så høj grad om, at sleazerock i Danmark bare oftest falder på lige så gold en grund som de plektre, guitaristerne i bedste rockstjernestil smider ud til publikum uden at lade sig mærke med, at der ikke rigtig er nogen, der gider bukke sig ned for at samle dem op. Eller også er det bare de gamle rygge, der ikke kan længere. 

Sikkert i havn
Da Jacob Krogholt for nogle år siden måtte forny hele sit orkester, blev Rising med ét til et bornholmerband. Medlemmernes rødder i miljøet omkring øvelokaleforeningerne og musikskolen – som de sammen med Sunless Dawn og Orm til fortalte om sidste år –  gjorde det til lidt af en glorværdig hjemkomst, da de sidste sommer spillede på Bornholm, og det betyder, at de allerede har vundet en god del af publikum over på deres side, da de sidst på eftermiddagen går på.

Rising har ikke lige så meget fart på og pikken vendt opad i cowboybukserne som Junkyard Drive, men deres sludge metal med melodier, twinleads og falsetvokal hentet fra 70’ernes betonrock har til gengæld langt bedre appel til store dele af det publikum, der mere er kommet for død og thrash end for sleaze. Og man kan mærke, at det nye line-up har fået konsolideret sig og spiller langt mere intuitivt sammen, end de gjorde for bare et år siden. Jeg har efterhånden set nogle Rising-koncerter, både med den gamle og den nye besætning, og der er ingen tvivl om, at koncerten i dag er med afstand den bedste, jeg har set dem spille. Den følelse har bandet også selv efter koncerten, og det overskud, de har nu, får dem til at lægge ekstra kraft i de numre, de spiller fra den kommende plade. Jeg har vekslet mellem at være forhåbningsfuld og ikke helt overbevist over Rising igennem tiden, men med de nye sange lyder de som et band, der er ved at være landet. Det er ret så mageløst at bevidne.

Efter lige at have været hjemme og spise, drikke kaffe og lege familiefar et øjeblik er det noget af en kold afvaskning at vende tilbage tilbage til Musikhuzet, hvor Akoma står på scenen. Ét er, at bandet spiller symfonisk goth metal i stil med Nightwish og Evanescence, hvilket for de uindviede som mig står som én af metallens væmmeligste knopskydninger, noget andet er, at de gør det så uelegant og stift, som tilfældet er. Bevares, sangerinden rammer sine toner, men hendes vokal er uskønt skinger, og bortset fra nogle brovtende bemærkninger mellem sangene lader resten af bandet hende stå sårbart alene på scenen.

Forlorenhed
Og så er vi faktisk tilbage ved udgangspunktet: Hvor er de unge henne? Fredag aften var der en mand, der mente, at de simpelthen ikke kunne se pointen i livemusik, fordi det var nemmere at høre musikken derhjemme på værelset, hvor de havde fuld adgang til den, og selvom vi selvfølgelig sagtens kunne enes om, at det var for galt, kan man faktisk ikke helt fortænke dem i det. For hvor er den særlige livestemning reelt henne, når så stor en del af musikken kører på backingtrack, som den gør det hos Akoma? Under det sidste nummer er det i lange stræk kun stortrommen, der live holder takten så nogenlunde, mens guitaristerne står med armene hængende ned langs siden, og sangerinden får lov at synge duet med en båndet udgave af sig selv. Jeg kan sagtens forstå, at backingtrack giver mulighed for at spille nogle af de ting, man har lavet i studiet uden at skulle omarrangere dem fuldstændig, men når det bliver så dominerende, som det er her, virker det ret forlorent.

Hvis festen er gået lidt i stå her, er Confess klar til at rydde baren og trashe stedet fuldstændig. Med tung make-up, touperet hår, bandanas og dinglende smykker skal den have fuld æde i bedste sønderskudte Mötley Crüe-stil. Der er ikke fokus på licks og tæft som hos Junkyard Drive, det er bare ren cokefest med speederen i bund, og præcis som hos forbillederne er det i bund og grund ret uskønt at bevidne, hvis man på et tidspunkt i ens formative år drejede af fra rock’n’roll-hovedvejen. De får point for den gennemførte smagsløshed, hvor kirsebærret på toppen af kagen er det afsluttende cover af Tina Turners ‘What’s Love Got to Do With It’. Virkelig, der findes i denne verden mennesker (som ikke engang er borgmestre i Odense), som uden anstrøg af ironi kan synes, at det er en god idé.

Magenta Harvest for deres del har syntes, at det var en god idé at tage trommeslageren med på et backingtrack, som bliver sat i gang mellem hvert nummer fra en ret stor gamer-computer placeret på et kontorbord draperet med lidt sort nervøs velour omme ved guitarforstærkerne. Det er selvfølgelig synd for finnerne, at deres trommeslager har fået så voldsomme problemer med ryggen, at han ikke kan turnere, og at hans faste erstatning er på turné med et andet band, men nødløsningen gør det bare umanerlig stift at høre på. Der er ikke plads til at få noget schwung i musikken, der i forvejen er lige vel meget efter dødsmetalbogen, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvor meget federe det ville have været, hvis de havde taget konsekvensen af det og helt havde droppet trommerne. Ladet riffene og baslinjerne bære det hele, for det ville de faktisk godt have kunnet, ladet vokalen flyde friere. Ambient dødsmetal ville have været en særlig oplevelse; Magenta Harvest er lidt som at sætte en vilkårlig dødsmetal-cd på og sidde lidt og undre sig over, hvorfor man i grunden gjorde dét.

Blod ud over det hele
Mens lørdagens hovednavn Avslut står og laver lydprøve i fuld corpsepaint, fremfører min sidemand sin skepsis over for hele konceptet: Der skal virkelig ligge noget bag, hvis det ikke bare skal være udklædning, at det kommer utrolig let til at virke lidt latterligt. Specielt hvis man står der og ligner en ork og bakser med en løs forbindelse i forstærkeren. Da bandet endelig har fået styr på teknikken, kommer han tilbage nede fra toilettet og kan fortælle, at det lader til, at de virkelig mener det: Backstage står bandmedlemmerne inden koncerten og spytter okseblod ud over sig selv i fontæner, mens de skriger hinanden ind i ansigtet som opvarmning.

Avslut mener det. Det helt nye stockholmerband, der udgav fuldlængdedebuten ‘Deceptis’ på det hæderkronede black metal-label Osmose Productions i februar i år, går i fodsporene på deres landsmænd i Dark Funeral og Funeral Mist, og de leverer svensker-blacken overbevisende. Hvis ikke medlemmerne havde minglet med publikum de foregående par dage og vist sig som et par flinke fyre, kunne man næsten blive bange for dem, og der er så tung en rituel magi over deres performance, at man faktisk godt kan blive det alligevel: De er transformerede af musikken og lader den nu bedrive sit kaos blandt publikum.

På dette tidspunkt af natten er publikum godt nok modtagelige, for det er sidste chance for at give sig hen til metal på Bornholm i nærmeste fremtid. Men øllet er også begyndt at gøre sin virkning på de 40-årige, der ikke længere er vant til at køre lige så hårdt på som i deres unge dage, og omme bag i salen står de unge fyre fra Sunless Dawn og kigger på med forbløffede miner, mens en moshpit skvatter over sine egne ben og glider rundt i fadølsplamagerne på gulvet.

Et stykke over midnat er det slut. Raise Your Horns har klaret sig gennem sit første år. Den næste tid skal bruges på at finde ud af, hvordan arrangørerne kan få det til at lykkes at gennemføre arrangementet igen næste år uden at sætte penge til. Der er langt fra noget entydigt svar på, hvordan man får flere mennesker til at dukke op og støtte det. Eller jo: Da jeg går over torvet, pumper tyrolermusikken lystigt ud fra teltet henne ved pubben, og latterbrølene gjalder gennem den ellers så stille provinsnat. Johnny Reimar trækker stadig. Har man valgt at vie sit liv til noget andet end schlagermusik, må man på bedste beskub finde ud af at få det til at fungere. Eller lægge make-up og tage færgen til Sverige, hvor det ene ikke er på bekostning af det andet.