Bornholmsk stål

“Hvad putter de i vandet i vandet derovre?” På metal-scenen har man svært ved at greje, hvordan en lille ø som Bornholm kan fostre så ambitiøse orkestre som Orm, Rising og Sunless Dawn. Fælles for dem er en storslået lyd, og at de alle har forladt deres fødeø. Men noget har de taget med sig fra Bornholm. 

Hammershus brænder på omslaget til Orms debutplade. Den ikoniske borg er omspændt af flammer, mens en gigantisk orm pisker havet neden for klipperne til skum. Det er næsten den omvendte verden i forhold til de danske guldaldermalere, når italienske Paolo Girardi skal fange det skandinaviske lys og farverne. Og når Orm får en kunstner, der har malet voldsomme og okkulte pladeomslag til adskillige større navne på den internationale metal-scene, til at male et så letgenkendeligt bornholmsk motiv, er det en anerkendelse af, hvor stor betydning øen har for dem som orkester og som musikere.

Tre af Orms fire medlemmer har trådt deres barnesko på øen, og selvom bandet har base i København nu, betragter de stadig sig selv som bornholmere, og det er også sådan, de bliver set på metalscenen. Det har de tilfælles med bandet Sunless Dawn og et par af medlemmerne fra Rising. Fælles er de også om et ambitiøst og storslået lydbillede, som stikker ud på en dansk metalscene, hvor det hele gerne er noget mere tilforladeligt og nede på jorden. Mere øl og afvæbnende smil, mindre ceremoniel seriøsitet. 

Det storslåede er en fællesnævner, selvom de tre bands bevæger sig inden for hver deres niche af heavy metal: Orm spiller en fræsende hurtig og mørk black metal, hvor det grimme, dissonansen og de raspende stemmer, dyrkes bevidst, men hvor en okkult spirituel dimension også hører med. Sunless Dawn spiller en progressiv dødsmetal, der er kompleks med lange sange i flere satser. Selvom musikken er voldsom og brutal, er den ikke på samme måde tilstræbt grim som black metallen. Af de tre bands er Rising det, der kommer tættest på traditionel heavy metal. Deres sludge metal er rå, beskidt og tung, men både sangskrivningen, guitarspillet og vokalen trækker klare veksler på halvfjerdsernes betonrock.

Kreativt laboratorium
Bornholm har gennem tiden fostret flere metalbands, men langt de fleste er blevet store efter at være flyttet væk fra øen. En undtagelse er Blodarv, der nyder international anerkendelse i black metal-kredse og fortsat har base på en ø, der ellers mere har karakter af et kreativt laboratorium, som fostrer unge, ambitiøse musikere, der er klar til at folde sig helt ud, når de kommer til København.

Hvis man skal skabe et miljø, der kan fremelske den type musikere, er det nødvendigt med de rette rammer, men også et fikspunkt. Et navn, der går igen, når jeg taler med både Orm og Sunless Dawn, er Henrik Liep, der i en lang årrække underviste på Bornholms Ungdomsskole.

“Det var ham, der lærte mig at spille guitar,” griner Michael Møller fra Sunless Dawn.

“Han var virkelig god til at skubbe på og få os til at blive ved,” medgiver Troels Cort Nielsen fra Orm. “Han ville virkelig alle os unge musikere og fik sat øvelokalet op, så vi kunne prøve at indspille nogle ting.”

“Han havde simpelthen så meget positiv energi, når han kom ned i øvelokalet,” fortsætter Michael Møller, og Theis Wilmer Poulsen fra Orm opsummerer det: “Han var jo vores største fan.”

“Samtidig havde vi et stort netværk af venner, som var med til at sætte øvekoncerter op i RMB, og flere af dem var også frivillige i Musikhuzet,” siger Troels Cort Nielsen om øvelokaleforeeningen Rytmisk Musik Bornholm, der holder til i Musikhuzets lokaler på torvet i hovedbyen Rønne. “Og der var bare en virkelig god kultur omkring de her øvekoncerter. Tit kom der jo mange hundrede mennesker til koncerterne.”

Den periode, de taler om, var i midten af nullerne, hvor Troels Cort Nielsen, Theis Wilmer Poulsen og Simon Sonne Andersen spillede dødsmetal i bandet By the Patient, og i publikum var de lidt yngre Michael Møller, Christoffer Hildebrandt, Henrik Munch og Eskil Rask, der var ved at danne fundamentet til det, der skulle blive til bandet Sunless Dawn. Men det bornholmske musikmiljø har været frodigt i lang tid før, og det kan sangeren Morten Grønnegaard fra Rising huske.

“Jeg var en del af det musikmiljø, der var i slutningen af firserne og starten af halvfemserne på Bornholm. Der var en bølge i Danmark og hele verden, hvor rockmusikken fik et comeback, og der var virkelig et sprudlende musikmiljø omkring Musikhuzet dengang. Det dannede en solid bund, og der er jo også mange af drengene fra den generation, der er gået videre,” husker Morten Grønnegaard og nævner Kristian Finne Kristensen fra Cancer og Kasper Kaae fra Cody som eksempler. Selv sang Morten Grønnegaard i poprockbandet Diva og fortsatte i en række hobbybands ved siden af arbejdet som grafiker, inden han flere år senere i København kom med i Rising.

Storslåetheden i de åbne vidder
Bornholm og det storslåede anslag i musikken er fælles for Orm, Sunless Dawn og Rising, men det er tydeligst hos Orm. Allerede pladen ‘Premonitions’ med By the Patient var prydet af et måneskinsbelyst Hammershus, og det går altså igen på den debutplade, de netop har lavet under navnet Orm. Men hvorvidt det storslåede i musikken stammer fra deres opvækst på øen, har bandet selv svært ved at sige.

“Der er jo helt sikkert nogle elementer, der går igen. Vi bruger meget vand som et billede i musikken, bruger i det hele taget meget naturen, og der er også noget storladent over det,” medgiver Simon Sonne Andersen. “Jeg tror, der er forskel på, om man kommer fra en eller anden smadret by, hvor det gør ens udtryk mere punket eller industrielt, eller om man, som os, kommer fra naturen og de åbne vidder. Det kan jeg godt genkende i vores musik, som er bygget op om soundscapes.”

Episk er det i hvert fald, når Orm supplerer de to sangeres brølen og snerren med smukt kvindekor og akustisk guitar på pladen ‘Orm’.

“Måske hænger det sammen, det er bare ikke noget, vi har tænkt over,” konkluderer Simon Sonne Andersen.

Det har de heller ikke i Sunless Dawn, men Michael Møller genkender tendensen: “De metalbands, der kommer fra Bornholm, spiller meget forskellig musik, men vi tænker nok allesammen meget i det storslåede. Jeg kan i hvert fald huske en anmelder, der efter en af vores første koncerter spurgte mig, om de puttede noget i vandet ovre på Bornholm, siden vi allesammen havde den lyd. Man kan jo tit godt høre, hvor i landet musikken kommer fra. For eksempel er der en rigtig stærk dødsmetalscene i Jylland, og de har en helt speciel lyd i Randers, fordi lokale bands kommer til at inspirere hinanden. Så på den måde kan det godt være, at det er det, vi har tilfælles på Bornholm: De store klangflader, det storslåede.”

Morten Grønnegaard ser det som en del af et større billede og fortæller om Risings guitarist og sangskriver Jacob Krogholt: “Jacobs vision har meget været den skandinaviske melankoli, og den vibe kan jeg godt mærke i musikken. Svenske bands er jo virkelig fede, om det så er metal eller pop, og måske føler man som bornholmer, at man er tættere på det på en måde. Vi har en mere rå natur end resten af landet. Men jeg har det ikke på samme måde som Orm, hvor det bornholmske er en meget følt ting. Der er Rising nok et andet sted. Vi er jo heller ikke kun fra Bornholm,” forklarer han. Det er ham og bassisten Bjarke Lassen, der står for det bornholmske islæt i Rising, men det er bestemt ikke uden betydning i bandet.

Orms debutplade er udkommet på Rising-guitaristen Jacob Krogholts pladeselskab Indisciplinarian Records, og bassisten Bjarke Lassen var en del af miljøet omkring By the Patient på Bornholms Ungdomsskole. Det var også en bornholmsk forbindelse, der fik Morten Grønnegaard med som forsanger i Rising.

“Martin (Niemann, red.), som er trommeslager i Rising, er gift med en bornholmer, som er lillesøster til en af mine gamle venner. Vi var til en bornholmerfest i København, hvor jeg spillede med et andet band, jeg havde på det tidspunkt, og der spurgte Martin mig, om jeg havde lyst til at prøve at synge i hans band.”

Og det var Morten Grønnegaard, der var blevet interesseret i metal i de mellemliggende år.

“Da jeg så fandt ud af, at det var Rising, tænkte jeg 'shit, mand!' For jeg kendte jo Rising i forvejen og var kæmpefan af dem.”

Rising havde på det tidspunkt udgivet et par ep'er og to album med en anden besætning, men de var klar til at prøve noget nyt, selvom Morten Grønnegaard måtte fortælle dem, at han altså ikke kunne growle. Rising havde på sin side lyst til at prøve at arbejde med en rocksanger, og resultatet af flere måneders sporen sig ind på hinanden blev pladen ‘Oceans Into Their Graves’, der udkom i foråret 2016.

Sammenhold i eksilet
Hvis Orm, Sunless Dawn og Rising vægrer sig for at sætte fingeren på noget særligt bornholmsk i deres musik, er der dog ingen tvivl hos nogen af dem om, hvad de har taget med sig fra øen.

“Sammenhold,” slår Michael Møller fast.

“Der er klart et fællesskab mellem os bornholmere, der bor i København,” medgiver Theis Wilmer Poulsen. “Vi er en stor gruppe venner, der bliver ved med at ses, og det er et meget inkluderende fællesskab, synes jeg. Man kan altid tage en ekstra ven med, der også er bornholmer, om det så er en motorcykelklub eller et studie eller et band, man begynder i. Vi øver lige ved siden af SEA, hvor to af medlemmerne var med i det, der hed Jackhammer, dengang vi var ved at starte By the Patient op på Bornholm. Det er en meget sammentømret gruppe af venner.” 

Selvom det er mere end tyve år siden, Morten Grønnegaard flyttede fra Bornholm, kender han også udmærket til sammenholdet: “Jeg tror stadig, at 50 % af dem, jeg omgås her i København, er fra Bornholm. Der er et fællesskab, som det måske er nemmere at blive en del af, når man er bornholmer. Det har vi kunnet se i Rising med Bjarke og mig, men også med Orm-drengene, som det har været meget naturligt for os at teame op med.”

Også Sunless Dawn har været venner i mange år, selvom det først var, da medlemmerne for et par år siden flyttede til København og fik en trommeslager der, at de for alvor blev til bandet Sunless Dawn. 

“Vi har jo spillet sammen siden 2007, bare under andre navne og med en anden slags musik. Jeg tror, at det, at der ikke er så mange udøvende musikere på Bornholm, og at man derfor ikke kan windowshoppe på samme måde for at se, om der skulle være noget andet, der var bedre, betyder, at der er en tendens til, at man mere udvikler sig sammen som musikere. Man påvirker hinanden på den måde.”

Vejen ind i heavy metal
Påvirkning var der masser af i det bornholmske musikmiljø i midten af nullerne, men man skulle selv finde en vej ind i heavy metal, og for medlemmerne af Orm var den noget uortodoks i forhold til den klassiske dannelseshistorie for metalfans.

“Vi begyndte selvfølgelig med Nirvana og Metallica ligesom alle andre,” fortæller Troels Cort Nielsen. “Men da vi begyndte at høre musik med mere skrig og growl, var det faktisk via ‘Boogie Listen’, der kørte i TV dengang. Der dukkede sådan noget som System of a Down og Slipknot på, og det var en helt anden måde at spille metal på, som vi tog til os.”

“Der er lidt det ved Bornholm, at det er en ø, som man man flytter fra, lige så snart man bliver gammel nok,” analyser Simon Sonne Andersen det, “så vi har ikke haft nogle storebrødre, der overspillede kassettebånd eller brændte cd’er til os, for de var jo flyttet. Vi har ikke haft det der med at høre Metallica, fordi ens storebror hører det. Vi har selv skullet finde musikken, hoppet rundt på (musikhjemmesiden, red.) MySpace og fundet en masse mærkeligt nyt. Vi har ikke haft den der klassiske metalopdragelse.”

Helt fraværende var de ældre søskende til gengæld ikke for Sunless Dawn. Gennem dem blev de introduceret til klassiske heavy metal-bands som Iron Maiden, men også de lidt ældre musikere i By the Patient spillede en vigtig rolle.

“Det har helt sikkert betydet noget, at der var et miljø omkring dem og RMB,” siger Michael Møller. “Det var jo nogle meget forskellige bands, der spillede på det tidspunkt, så på den måde blev man udsat for noget nyt. Det kan godt være, at det ikke var det hele, man syntes var lige fedt, jeg var for eksempel ikke så vild med det, dengang By the Patient spillede deathcore, men det var ret – blandet, vil jeg sige.”

“Man blev jo fanget af alt, der havde distortion på guitaren,” siger Simon Sonne Andersen. “Min mor havde Meat Loaf-cd’en ‘Bat Out of Hell’, og bare coveret, der var man jo solgt!” griner han og hentyder til det legendariske omslag med en blond rockgud, der flyver på sin motorcykel ud af en kirkegård, som de fleste unge metalfans, der er vokset op med at bladre gennem fysiske plader, kan huske at have kigget på og undret sig over, om det faktisk var metal.

“Det er nok sådan, de fleste kommer ind i metal som børn,” supplerer Troels Cort Nielsen. “Man ser de der covers med skelethoveder og noget, der ser lidt vildt ud. Og så prøver man at lytte til det, og ‘Bat Out of Hell’ var jo ikke hårdt på den måde, men altså, coveret var rimelig hårdt. Og så blev man fanget af det og dykkede dybere ned i det.”

Når det kommer til at bladre gennem plader og spotte farligt udseende omslag, er der en institution i bornholmsk musikliv, som man heller ikke kommer udenom: “Plade-Bent, helt sikkert,” siger Theis Wilmer Poulsen. Musik-Eksperten i Rønnes lille gågade med den konstant piberygende Bent Andersen bag disken har været en uomgængelig del af musikopdragelsen for unge bornholmere siden åbningen i 1990. “Han havde en heavy metal-afdeling, hvor man gik ind og kunne få lov til at stå og høre plader i høretelefoner, mens man røg cigaretter.” 

“Man skulle jo ryge cigaretter hos Bent, det var det bedste,” medgiver Simon Sonne Andersen. “Man kunne stå der og høre den nye Nevermore, inden man købte den. Og så havde man ikke flere penge, men så kunne man høre den plade på sin discman. Det blev lidt bedre, når man begyndte at få SU, for så havde man jo tusind kroner, og man vidste, at hundrede kroner af dem, de skulle i hvert fald bruges på en cd.”

“Hundredenioghalvtreds kroner,” korrigerer Theis Wilmer Poulsen, og de andre griner.

Selvom heavy metal på Bornholm som alle andre steder var og er en subkultur, husker Michael Møller det ikke, som om man følte sig specielt anderledes, fordi man hørte den type musik.

“Der var jo et miljø, og der var ret meget metal på øen på det tidspunkt. Det var inspirerende.”

“Jeg var virkelig overrasket over, at så mange af jeres venner fra Bornholm hørte metal,” byder Orms fynske trommeslager, Adam Schønemann, ind.

“Den største forskel fra andre steder var nok, at man ikke bare lige kunne tage i Pumpehuset og gå til koncert,” siger Theis Wilmer Poulsen. “Men man følte sig ikke mærkelig på Bornholm, der var bare ikke helt så mange muligheder.”

De nødvendige ildsjæle
I dag har Orm, Sunless Dawn og Rising base i København.

“Der er jo ikke så mange uddannelsesmuligheder eller jobs på Bornholm,” konstaterer Michael Møller. “Og hvis man har lyst til at spille live mere end tre-fire gange om året, så bliver man nødt til at flytte væk fra Bornholm.”

Sunless Dawn brød igennem i 2016, da de vandt talentkonkurrencen Wacken Metal Battle og fik lejlighed til at spille på Europas største metalfestival, Wacken Open Air i Tyskland. Siden har de spillet flere koncerter rundt omkring i Danmark og er ved at færdiggøre en debutplade, som de håber på at have klar til efteråret.

Efter at have lavet tre plader på internationale pladeselskaber under navnet By the Patient forlod forsangeren bandet, og de tilbageværende medlemmer dannede i 2015 Orm, som i marts i år udgav deres debutplade.

“Vi var nået til et punkt, hvor der var rigtig mange forudindtagede holdninger til det, vi lavede,” forklarer Simon Sonne Andersen. “Vi havde lyst til at starte forfra, og den musik, vi lavede, passede ikke længere ind i By the Patient. Vi havde allerede flirtet med de længere, atmosfæriske riffs, det var dem, vi syntes var fede at spille. Det var også federe, når det var os to guitarister, der sang. Så det stod klart, at det ikke bare var en anderledes By the Patient-plade, vi ville lave.”

Rising er på sin side lykkedes i at lave skiftet fra de to første mere punkede plader, hvor bandet var en trio med en anden sanger og trommeslager, til at lave sidste års ‘Oceans Into Their Graves’, hvor lyden er blevet større, ligesom bandet, der nu er en kvintet, er det. Inspirationen fra den klassiske heavy metal og betonrocken er blevet tydeligere, sangskrivningen mere nuanceret, og ikke mindst Morten Grønnegaards vokal har tilført bandet meget.

Rising er netop vendt hjem fra en kort turne i Tyskland, men til juni vender de endnu mere hjem, når de sammen med Orm spiller koncert i Villa Nova i Rønne. Sunless Dawn har allerede prøvet at være tilbage, da de i marts spillede i Raschs Pakhuz, og deres nervøsitet for, om der overhovedet ville komme nogen, blev gjort til skamme. 

Det viser, at der fortsat er en scene for heavy metal på Bornholm, og alle tre bands understreger vigtigheden af, at ildsjæle som folkene bag Spillestedet og Musikhuzet sætter den type koncerter op. Og at såvel publikum som spillesteder støtter de unge bands. Michael Møller nævner det lokale band Ground, der varmede op for Sunless Dawn i Raschs Pakhuz, som et band, han ser potentiale i, og det kunne Morten Grønnegaard ikke være mere enig i. Han sang kor på bandets demo ‘Philistine’ sidste år og var imponeret over de unge musikere. Interessant nok påpeger begge uafhængigt af hinanden, at de i Ground kan genkende noget af den storslåede lyd, som Sunless Dawn og Rising deler med Orm.

Så der er måske alligevel en særlig bornholmsk metallyd, om det så er fordi, nogen har puttet noget i vandet, om det er de åbne vidder og den rå natur, eller om det er et tilfælde, at de lokale bands har ladet sig inspirere af hinanden. Og der er altså mulighed for at Bornholm kan fortsætte med at eksportere nye metalbands, som kan undre dem ovre på den anden side af vandet. Så må man acceptere, at de bornholmske metalbands på et tidspunkt flytter væk, og glæde sig over, at de alligevel, på den ene eller anden måde, forbliver bornholmske. 

Orm og Rising spiller den 3. juni på Spillestedet i Villa Nova i Rønne.