Modenhed at spore
PopulærBy The Patient udsender deres anden plade 'Premonitions', der viser et modnet band, hvilket afspejler sig i såvel sangskrivning og musikalsk spændvidde.
2. Hours Of Mist
3. Veil Of Depression
4. Where Time Collapsed
5. Eyes
6. Premonitions
7. All Is Valid
8. Oceans Of Emptiness
9. Forests
Danske By The Patient er en af de solstrålehistorier, som vi ikke kan få for mange af. Udklækket af undergrunden og efter et par EP'er blev de så småt fanget af den lidt større radar og i 2010 kronede de værket ved at vinde Wacken Metal Battle i Danmark, hvor de som præmie blev sendt ned på den store festival i Tyskland for at repræsentere fanen.
Samme år udgav de debutpladen 'Servants', der året efter også røg ud i Europa, og det blev vel modtaget. De har åbnet for bl.a. Aborted og er efterhånden et kendt navn på bl.a. Aalborg Metal Festival og her i 2012 barsler de så med den opfølgende plade. Den svære toer.
Heldigvis for os er toeren god! Det er tydeligt, at årene i undergrundens muld og de mange koncerter har udviklet bandet. Retningen er gået i af mere fokus på sangskrivning, hvor man nu meget tydeligt kan skelne numrene fra hinanden og høre, hvorfra bandet henter sin inspiration. Det rammer allerede én ved åbningsnummeret 'A Distorted Mirror Image', hvor det melodiøse klart træder frem i lydbilledet.
Den trend fortsætter faktisk på resten af pladen, der også indeholder nummeret 'Eyes', som på et tidspunkt rammer et groove, der leder tankerne hen på landsmændene i Illdisposed. Selv hævder bandet, at de blander alt lige fra heavy til black- og dødsmetal. Det har de ret i, for et af de hurtige numre i form af 'Veil of Depression' minder meget om noget vore naboer i nord kunne have skrevet i midten af halvfemserne. Heldigvis tilsat en god sjat By The Patient, der gør, at nummeret på ingen måde virker som et plagiat.
Tværtimod er 'Premonitions' en fed plade, hvor By The Patient viser, at de har udviklet sig, blevet mere modne omkring sangskrivningen og dermed måske ligefrem gør, at vi tør sætte vores forventninger op til dem. 'Premonitions' er produceret, mixet og mastered hos Jacob Bredahl, hvis CV vi ikke burde behøve ridse op.
Pladen lyder tung og god og når sangene så også er gode, så må vi kvittere med fire store stjerner. Den her placerer sig i toppen af dette års danske metaludgivelser.