Selvsikre opkomlinge
Populær
Det var med foden op på monitoren, guitaren op på brystet og et uanstændigt mål af selvtillid, eksil-bornholmerne i Sunless Dawn livedebuterede på fødeøen.
“TWINLEADS!!!” står der i min notesbog dagen efter koncerten. Med versaler og tre udråbstegn. To gange. Mellem de to udbrud står der noget andet krims-krams, som det kræver lidt mere arbejde at tyde, sådan som det nu er, men det er i hvert fald tydeligt, at det har været en succesrig aften.
Det er ikke en selvfølge, for selvom Sunless Dawn med egne ord er landet løbende – med kun et halvt år sammen som band vandt de sidste forår det danske Wacken Metal Battle – er koncerten i aften altså også kun deres syvende nogensinde. Det er endda første gang, de skal headline, hvilket har betydet, at de har måttet færdiggøre et par nye sange for at have nok til at spille en time. Men fra de går i gang, demonstrerer Sunless Dawn, at de har tænkt sig at forsvare positionen som dansk metals nye Wunderkinder. Der er langt fra Europas største metalfestival til Raschs Pakhuz i Rønne, men Sunless Dawn har også noget at bevise over for baglandet: Fire af de fem medlemmer er eksil-bornholmere, så det er nu, de har chancen for at demonstrere over for familien og de gamle venner, hvor langt de er nået med metallen.
Ikke mere Genesis til den herre i sort
Det er langt. Sunless Dawn lyder overhovedet ikke som et band, der først lige er begyndt. Det skulle lige være i den friskhed, der præger deres koncert, og den rørende spilleglæde, der så tydeligt skinner igennem. Så kan det godt være, at den ene guitarist laver onde metalgrimasser, når han skal koncentrere sig, men resten af tiden er der store smil, mens fingrene farer hen over gribebrætterne. Der er et stort musikalsk overskud, og det er nødvendigt, når man som Sunless Dawn har bundet an med en kompleks progressiv dødsmetal, der både kræver teknisk kunnen og evnen til at holde sammen på de lange kompositioners mange elementer. Det har bandet allerede demonstreret, at de evner, på den femten minutter lange første single, ‘Sovereign’, der tager nogle abrupte spring i den ellers klassisk episke opbygning og på den måde holder ens opmærksomhed fanget. Man kan ikke bare lige gætte sig til, hvad der følger i næste stykke. Den samme uforudsigelighed redder en af de nye sange, ‘Erindringens eneboer’, som lægger ud med et lidt klodset og skamløst smægtende tema, der er tæt på at vælte over i metalcore, inden Sunless Dawn redder æren med et seriøst prog-out. Dem kommer der nogle stykker af, og jeg kan se, at jeg i min notesbog har skrevet “ikke mere Genesis til den herre i sort.” Men jeg ved også, at det ikke har været en decideret anke.
Sunless Dawn er stadigvæk et ungt band. Der er nogle ting, jeg gerne så finjusteret, udover at de fjerne ekkoer af metalcore gerne måtte blive renset ud af musikken. Det virker lidt omsonst, at sangeren i de instrumentale passager går over i hjørnet og spiller keyboard, når der alligevel kører keyboard på backingtracket. Vokalen er til gengæld blevet mere nuanceret end på den enkelte indspilning, ikke kun dyb, men også skrigende nu flere steder. Det går alt sammen den rigtige vej. Og når Sunless Dawn indtager scenen med en fod på monitoren og guitarer og bas helt oppe under hagen, er det med en selvsikkerhed, som er de færreste bands i deres alder forundt, og som de har noget at have i.
Realiseret potentiale
Der er opvarmningsbandet Ground ikke nået helt til endnu, men det har været virkelig godt at se, hvordan de udvikler sig fra gang til gang, når jeg ser dem. Fra at have været lidt af et rod af doom, død, stener og groove, der nok viste talent, men også demonstrerede et vist mål umodenhed, har de unge bornholmere fået fokuseret på det sted, de egentlig gerne ville hen med musikken. Det stod ret hurtigt klart, at det også for dem var den progressive død, der trak, og i løbet af de seneste måneder er de musikalske evner også fulgt med, så bandet faktisk er i stand til at realisere den ret komplekse lyd, de går efter. Samtidig virker det også, som om de har fået en bedre fornemmelse for, hvor længe deres sange kan bære at vare, og de ret gode riffs, de faktisk skriver, kommer mere til deres ret nu.
Når nu man som jeg hele tiden har gået og påstået, at de havde potentialet, er det rart at se dem realisere det i aften.