W:O:A Metal Battle 2016 Finale

Årets Metal Battle blev en tæt affære, hvor det formentlig har været svært at finde frem til vinderen blandt de fire finalister, der alle viste potentiale inden for hver sin gren af metalgenren.

Årets danske finale i Metal Battle-konkurrencen om deltagelse på årets Wacken Open Air blev afholdt lørdag den 14. maj på spillestedet Godset i Kolding. De foregående indledende runder havde artet sig således, at de fire finaledeltagende bands mere eller mindre repræsenterede hver sin undergenre inden for metallen.

Bæst
Bæst havde den ganske utaknemmelige tjans at skulle være første band på scenen på det urimeligt tidlige tidspunkt kl. 19. På denne tid på lørdagen har rigtige metalfans jo dårligt nok opdaget dagens oprind. Her er der plads for arrangørerne til forbedringer ved senere konkurrencer.

Salen var mere halvtom end halvfuld klokken 19, og man begyndte at overveje fornuften i at placere finalen i provinsen. Men hurtigt kom der flere og flere strømmende til under Bæsts optræden, så det ikke længere så tomt ud. Heldigvis virkede det, som om de fleste tilskuere nåede at ankomme, inden Bæst var færdige med gøre sig overbevisende til for de stemmeberettigede publikummer.

Bæst er nok ikke verdens mest originale dødsmetalband. Det er vel snart muligt at asfaltere de ekstra motorvejsspor henover Fyn med de seneste 25 års danske dødsmetalbands inspireret af den svenske death-scene. Ikke desto mindre gør Bæst det udmærket. Der er (naturligvis) fart og kraft i riffene, og der er en naturlig spilleglæde og sceneglæde at spore hos medlemmerne. Ikke mindst hos trommeslager Sebastian Abildsteen og bassist Mattias Melchiorsen, der begge havde brede grin under det meste af koncerten. Bandet løb ikke af med sejren og er objektivt set heller ikke endnu klar til mere på nuværende tidspunkt. Men en plads i finalen er nu heller ikke helt tosset.

Empire of Doom
Næste band på skafottet var Empire of Doom. Ud fra bandets navn burde der så være gjort klar til en omgang majestætisk doom metal. Men som det sikkert vil være mange af vore læsere bekendt, så spiller bandet mere en omgang sludget hardcore. Det var i hvert fald den betegnelse, som vi på nærværende medie fandt frem i foromtalen til årets finale. Og betegnelsen passer ganske fint. Empire of Doom gør det godt. Der var herlig energi og kompromisløshed over bandets optræden i finalen. Frontmanden Carlos Ulman er en sand duracellkanin. Han stod ikke stille i et sekund under bandets optræden. Man kunne få den tanke, at han har DAMP i tredje grad. Men det er nu ikke nødvendigvis dårligt, når man er frontmand i et band som Empire of Doom. Det var det band, der i løbet af aftenen rent performancemæssigt kom længst ud over scenekanten. De kunne sagtens have klaret turen til Wacken.

Iotunn
Hvis valget af vinderen i finalen skulle gå på, om bandet ville falde i Wackens tyske publikums smag, så skulle valget sikkert falde på Iotunn. Bandet spiller rigtig tysker-power metal, der dog er en smule mere thrashy end den originale tyske variation af power metal, ligesom der også er smidt nogle lidt mere progressive tiltag ind her og der. Bandet spiller godt. Det gjorde det også lørdag aften til finalen. Især spillede de to guitarister brødrene Jesper og Jens Nicolai Gräs fremragende. Alligevel levede bandets optrædende ikke helt op til de forventninger, som mange havde, om at Iotunn var absolutte favoritter til at vinde. Sangene kom aldrig rigtigt fra scenen og ud. Sanger og bassist Benjamin Møller Jensen syntes ikke at befinde sig helt vel ved både at skulle håndtere bas og vokal. Måske virker det lidt hæmmende på ham i hans kommunikation ud til publikum. Lørdag aften var kommunikationen i hvert fald næsten ikke til stede. Lidt synd, for Iotunn er et band, der med lidt bedre sange og lidt bedre sceneoptræden kunne komme langt.

Sunless Dawn
Sidste band på scenen til finalen i dette års danske afdeling af W:O:A Metal Battle var samtidig den absolutte rookie blandt de deltagende bands. Finalen var således kun Sunless Dawns tredje liveoptræden. Ikke desto mindre endte Sunless Dawn som dette års vinder, og senere på året skal de derfor optræde foran et mangedoblet publikum på Wacken festivalen.

Sunless Dawns blanding af doom, death og black tilsat en ordentlig omgang progressive elementer har da bestemt også nogle spændende kvaliteter, som man ikke hører hver dag hos danske metalbands.

Især gør de to guitarister Christoffer Hildebrandt og Michael Møller det fornemt. Der er både fremragende riff fra duoen, men det mest interessante er det overraskende input fra de progressive guitarflader, der fra tid til anden tilføjes musikken som en fin kontrast til de mere krasbørstige elementer, som bandets musik heldigvis også besidder. Der er ingen tvivl om, at Sunless Dawn har lyttet en del til og har samlet inspiration hos blandingsbands som Opeth.

En ting, der dog ikke fungerer optimalt hos Sunless Dawn, er vokalen. Fundamentet i bandets musik er death og black, så det er naturligt, at vokalen i store dele af sangene består i growlen fra Henrik Munch, der udover vokal også sporadisk spiller lidt keyboard. Men det er irriterende, at der KUN growles hele vejen igennem. Det virker ganske forstyrrende, at det evindelige growl helt overdøver de fine guitarflader, som Hildebrandt og Møller leverer.

Det er ikke nødvendigvis skønsang, som Henrik Munch skal kaste sig over. Der er andre vokale virkemidler, som ville give en tiltrængt afveksling. Det kunne være tale (prædiken), hvisken eller skrig.

Det vil klart styrke bandet, hvis der kom nogle mere varierede udtryksformer på den vokale front.

Opkog
Finalen i dette års Metal Battle var en solid omgang. Niveauet var over det forventelige gennemsnit. Der var ingen, der faldt igennem. Til gengæld var der heller ikke rigtig noget band, der var jubelgodt.

Sunless Dawn vandt. Det var ikke ufortjent. Men det ville det sådan set heller ikke have været, hvis valget var faldet på et af de andre bands.