Raise Your Horns ‘18: Fredag

Danmark har fået sig et band med ambitioner, format, elegance og evnerne til at føre det hele ud i livet: Sunless Dawn imponerede på den bornholmske metalfestivals første dag.

På torvet i den lille provinsby et stykke over midnat står en af de talrige lokale frimenigheder og laver gratis natmad og deler Gajol-shots ud til dem, der kommer ud inde fra metalfestivalen på byens spillested. Ingen svovlprædikanter, ingen protestskilte, bare en kærlig omfavnelse af metalpublikummet med kristen heavy på en ghettoblaster inde i teltet og Jesu milde ord til dem, der er nysgerrige. Det var den strategi, der virkede for Hare Krishna-bevægelsen, da den koblede sig på hardcore i 80’erne og 90’erne, og trods metallernes indgroede mistillid til kristne, er der lutter gode miner i teltet.

Satan er en selvfølge i metal på samme måde, som venstreorienterethed er det i hardcore, så det er måske slet ikke så dumt at få prikket til metallernes selvforståelse, inden de drysser videre på bodega eller hjem i seng. Om der faktisk er nogen, der bliver omvendt, er måske tvivlsomt, men det bliver de på den anden side heller ikke inde på spillestedet: Her prædikes for de for længst omvendte, og det er med tryk på “for længst”, for gennemsnitsalderen i publikum må ligge omkring 40, og bortset fra de yngre bands kærester og venner, der er rejst med til festivalen, er der end ikke en håndfuld deltagere i gymnasiealderen. De unge øboere gider ikke metal, de gider den i hvert fald ikke live.

Det er ikke en tendens, der kun mærkes på Bornholm, hvor Raise Your Horns finder sted, men den bliver så meget desto tydeligere her, fordi publikum i forvejen er så småt. Da Warfect går på som festivalens andet band (efter de lokale sleazerockere Sigh, som jeg misser, fordi jeg har en hel halv kilometer ned til spillestedet hjemmefra og ikke kan finde ud af at komme ud af døren med de to store drenge, der skal med for at trække gennemsnitsalderen ned), er det tydeligt, at det går dem på. Frustrationen over at være rejst fra Sverige til Bornholm for at spille fredag eftermiddag for 30 mennesker, der lige skal skrabe arbejdsugen af sig for at komme i gang, er tydelig hos dem, og det udmønter sig i en noget slap levering. De kunne have valgt at blive sure i stedet, det ville have klædt den rudimentære prøjserthrash; i stedet brokker de sig bare og prøver at komme gennem deres sæt så hurtigt som muligt. Selv ikke et cover af Slayers ‘Raining Blood’ får de udnyttet til at skabe kontakt til publikum, og det må vel næsten siges at være en præstation i sig selv at kunne spille Slayer for metalfans uden at gøre det til en fest.

Kampgejst
Kontrasten til Crocell er slående: Dødsmetallerne kommer med en professionel indstilling og sparker festivalen ordentligt i gang. Forsangeren har en god kontakt med publikum, godt hjulpet på vej af den flaske snaps, han sender rundt, og bandet har styr på det håndværksmæssige. Det er så kompetent, at man bærer over med, at den ærkejyske form for dødsmetal, de spiller, ikke rigtig er noget, der for alvor rykker ved noget. Det er en særlig afart af genren, som har en overlevelsesdygtighed, som man godt kan misunde den, og med den tæft for riffs og opbygning af numrene, Crocell demonstrerer, kan man næsten godt forstå, at så mange er villige til at synes, at det her er fedt nok, og mere behøver man ikke.

Ude i gårdhaven sidder folk bænkede omkring langbordene, og tegneren Michael Carlsen oppe fra det metallisk klingende Sorthat udstiller sine portrætter af ikoniske metalmusikere, hvis nogen lige står og mangler en blyantstegning af Dimebag til alteret derhjemme. En lokal tatovør, Mooncat, der også har tegnet plakaten for festivalen, har lavet studie i gården til de impulsive, og en distro supplerer de optrædende bands’ merch med klassisk heavy til de trængende. Madvognen kan dog ikke noget, der ikke er kød, så drengene må med en tur på café og spise aftensmad, hvilket betyder, at vi misser første halvdel af koncerten med Iron Fire. Det har jeg for min del det OK med, for selvom jeg tager hatten af for bandets ihærdighed – der skal noget til for at spille power metal i over 20 år uden rigtig at bryde igennem med det – er der også noget lidt træt over det hele. Som om de efterhånden selv er ved at indse, at ingen i Danmark bryder sig om power metal, og ikke længere tror på det.

Men mine drenge kunne ikke være mere uenige: For et par fantasyentusiaster sidder dragejægermusikken lige i skabet, og de modtager opfordringen til at "kill for metal" med løftede næver og svulmende bryst. Da jeg følger dem hjem i seng bagefter, er de fuldstændigt kulrede og kan overhovedet ikke være i sig selv for kampgejst og stolthed på metallens vegne. Måske Iron Fire simpelthen bare har satset på det forkerte publikum hele tiden og skulle begynde at spille børnekoncerter på landets biblioteker i stedet? Det er i hvert fald en forretningsidé, som hermed er givet videre.

Lovende kuld
Tilbage på spillestedet er Killing med et par dages varsel trådt ind som erstatning for de sygdomsramte Solbrud, og jeg har siddet sammen med drengene og haft grineflip over navnet. Ville de optræde i kattekostumer, var det sådan en slags Babymetal, bare baseret på katte-memes? Det gør de ikke, og det er det ikke. Hvalpene fra Grenå spiller thrash metal som et ungt og blodtørstigt Kreator, og det gør de så overbevisende, at jeg bliver helt skeptisk over, hvor positivt indstillet jeg er fra begyndelsen. Det kan simpelthen ikke passe, at der ikke er noget, der savner forbedring hos så ungt et band, men ser man bort fra, at sangeren med fordel kunne have det lidt mindre sjovt på en scene, og at det er langt federe at stoppe al musikken for at lade leadguitaristen holde en tone, hvis den tone så er ramt rent, er der ikke noget at udsætte på Killing. Kvartetten udgav sin debut-ep i maj, og alene en sangtitel som ‘Bloodfeast & Tyranny’ vidner om, at de er inde på det rigtige.

Et stykke længere fremme i deres udvikling, men stadig unge og smukke, er Sunless Dawn. Eksil-bornholmerne har brugt årevis i øvelokalet på at perfektionere deres samspil og teknik, så de i dag er så tight under selv de mest kryptiske forløb, at det er helt åndssvagt at tænke på, at de ikke engang har udgivet en debutplade endnu. Den skulle dog komme senere på efteråret, og den koncert, de spiller denne aften, tyder på, at det godt kunne gå hen og blive den vigtigste danske metalplade i år. Det er imponerende, at det band bare bliver bedre og bedre, skarpere og skarpere. Skalaforløbene afvikles med en snilde, der levner plads til et opgraderet showmanship, og elegancen understreges af uniformen med ens sorte skjorter. Bag trommerne smiler Thomas Mascagni uudgrundeligt, mens han med største selvfølgelighed veksler mellem blastbeats og synkoperede rytmer, og forrest på scenen indtager Henrik Munch, som et backingtrack har frigjort fra sin position bag keyboardet, den ene heltepositur efter den anden.

Det kan godt være, at publikummet til progressiv dødsmetal i Danmark ikke er meget større end det, der er til power metal, men hvis der er et band, der har evnen til at få det ud til et større publikum, er det Sunless Dawn. De har tydeligvis viljen til det, og de imponerer på deres egne præmisser: Der er ingen lette løsninger, ingen leflen, men når det bliver fremført med en selvsikkerhed som den, de demonstrerer, er der ikke mange, der forbliver uberørte af det.

Konge uden folk
For Sunless Dawn betyder det ringe fremmøde til festivalen tilsyneladende heller ikke det store. De har nok i sig selv og musikken og behøver ikke at interagere med publikum for at skabe en oplevelse. Det er Defecto til gengæld afhængige af. Deres power metal er skabt til stadioner, og på et halvtomt, mellemstort provinsspillested falder den til jorden med et hult dump, uanset hvor mange røgkanoner de fyrer af, og hvor fint Niklas Sonnes hår blafrer i brisen fra den bordventilator, der er placeret ude på egopodiet. Defectos pompøse sange kan ikke bære at blive klædt af, som de gør det, når der ikke står et hav af villige fans foran scenen til at bekræfte bandet i, at de er det bedste i hele verden. Og Sonnes tydelige frustration over, at en god del af publikum foretrækker at sidde ude i gårdhaven og drikke bajere fremfor at fejre Defectos komme til Bornholm, gør kun ondt værre. Det er ikke prof, vitserne fra scenen har en bitter klang, og nok så mange keyboards på backingtrack kan ikke pumpe musikken op til den storhed, den foregiver.

Der er ingen, der bliver omvendt af Defecto denne første dag på Raise Your Horns. Men Sunless Dawn, Killing og sådan set også Crocell bekræfter os på hver sin måde i, at vi, der valgte metal, valgte rigtigt og i al evighed vil blive belønnet for det med koncerter som deres.