Ude at strejfe på nye veje

62252326_296916917858738_1367836157655646208_n

Halshug udfordrer både sig selv og kernepublikummet på den ambitiøse tredje plade, hvis energi desværre bliver kvalt i mindre succesfulde eksperimenter.

Kunstner
Titel
Drøm
Dato
19-07-2019
Genre
Trackliste
1. Kæmper Imod
2. Dø Igen
3. Fantasi
4. Giv Alting Op
5. Spejl
6. 02.42
7. Tænk På Dig Selv
8. Ingen Kontrol
9. Et Andet Sted
10. Illusion
Forfatter
Karakter
3

Københavnske Halshug albumdebuterede i 2015 med ’Blodets Bånd’, der står som et af de mest gennemførte danske debutalbums i mange år. Den formørkede og vrælende aggressive metalliske d-beat-punk, som bandet serverede på den kontante debut, blev fulgt op et år senere af ’Sort Sind’. Her var tematikken og den dybsorte vrede i musikkens budskaber videreført, mens Halshug blødte en anelse op musikalsk. Specielt Jakob Johnsens vokaler blev gjort en smule mere tilgængelige og letforståelige. Om det så var at foretrække er en smagssag, men det viste i hvert fald orkestrets vilje til at rykke sig kunstnerisk.

Derfor står nærværende tredje plade, ’Drøm’, egentlig frem som et naturligt resultat af Halshugs hidtidige udvikling som band. Tre år er gået siden ’Sort Sind’, hvor Halshug har taget sig god tid, trommeslager Mads Folmer Richter har udforsket nye universer i post-allstar-bandet Riverhead, og gruppen som helhed har flirtet med Sort Sols tidligere guitarist og en af dansk punks grand old men, Peter Peter, hvilket blandt andet førte til en glimrende koncert med begge kunstneres numre sidste efterår i Aarhus.

Udover at Peter Peter har stået for mastering-processen på ’Drøm’, synes det også tydeligt, at Halshug har trukket inspiration fra tidlige Sods/Sort Sol-plader; således eksempelvis i førstesinglen ’Fantasi’, hvis mørke, depressive, retro-punkede lyd ikke er ulig værker fra tidligt i Peter Peters karriere.

Stadig mørkt – nu også voksent
Netop mørket og den depressive stemning er de primære virkemidler, der har overlevet fra anden til tredje plade. Johnsens vokaler er endnu renere end på ’Sort Sind’, og tekstuniverset er blevet mere introvert og selvdestruktivt end tidligere. Som en naturlig konsekvens af den mere voksne, reflekterende tilgang til tekstskrivningen har bandet også sat tempoet væsentligt ned, ligesom der er blevet skabt plads til flere variationer og grooves i de noget længere sange.

’Dø Igen’ bruger nogle af de samme post-punkede virkemidler som Richters Riverhead-projekt, og netop trommeslagerens tilgang til sangene giver dem langt mere rytmisk variation end tidligere, eksempelvis i ’Kæmper Imod’, ’Ingen Kontrol’ og ’Et Andet Sted’, mens et nummer som ’Spejl’ også i højere grad trækker på det groovy, varierede udtryk som bysbørn som Nyt Liv og Parasight benytter, fremfor den rendyrkede aggression, der har været Halshugs varemærke indtil nu. Kampen væk fra punk-stereotyperne giver endda plads til et par outrerede guitarsoli fra Mathias Schønberg undervejs på pladen. 

På den positive side har vi, at Halshug har selvindsigt og idérigdom nok til at forsøge at udvikle sig. Det er et orkester, der er blevet voksne og gerne vil finde et mere afdæmpet, mindre vredt udtryk. Negativt er det dog, at den monotoni, vi tidligere har påtalt i Halshugs musik, stadig er til stede og ikke bliver mindre udtalt af, at tempoet bliver sat ned og lyden lettere at gå til. Efter første halvdel af pladen begynder man at få fornemmelsen af, at det hele kører i ring.

Det kompenserer bandet for ved at inkorporere industrial-elementer i deres musik. Ikke som løbende virkemidler, men derimod i numrene ’02.42’ og ’Illusion’, der begge er instrumentale eventyr i den industrielle lyd a la Godflesh. Mens førstnævnte fungerer nogenlunde som et afbræk fra punken, er det svært at se relevansen af den over fem minutter lange og repetitive ’Illusion’. Her havde løbende forsøg på at benytte industrial-virkemidler undervejs på pladen formentlig været mere frugtbart. I stedet står man med et par numre, der strengt taget godt kunne undværes og otte resterende numre, der til sidst alle sammen begynder at lyde for ens, hvis man ikke koncentrerer sig.

Halshug skal have ros for at udfordre sig selv og sine lyttere, om end det langt fra er alt, der lykkes. Som discipel af bandets debutplade savner man meget af den ukontrollérbare vrede, den bød på, i det introverte mørke, der er ’Drøm’. Bandets udvikling som voksne musikere er naturlig, men det er desværre ikke alle de tiltag, som den musikalske nysgerrighed har bragt med sig, som fungerer lige godt på ’Drøm’.