Copenhell 2015: Vredens ulmende slagkraft
Populær
Halshug sikrede sig en rå, flænsende og ærlig Copenhelldebut
2. Gudsforladt
3. Inferno
4. Afmagt
5. Knæl
6. 1
7. Skyd eller dø
8. Blodets bånd
9. Total destruktion
10. Yderste rand
11. Kvælende frygt
12. Dødskontrol
13. Slå ihjel
Halshug vekslede ikke et ord med publikum. Med sammenknebne øjenbryn fra forsangeren, der også håndterer bassen på befalende og ublid vis, fløj en skarp halv time afsted med Halshug som buldrende hærførere på klar mission.
Det er helt sikkert en del af actet, at det skal være brutalt og lige på. Da trioen skriver på dansk, var det heller ikke svært at fange det gennemgående mantra, der både blev leveret vokalt og muskalsk:
"DØ!"
Det må være det ord, der optræder mest i de ærlige tekster, der ikke trådte helt skarpt frem på Pandæmonium. Lyden var slet og ret for massiv, og det fik hele billedet til at mudre mere, end hvad godt var.
Af én at være, der ikke sædvanligvis piver, og som helst ser, at der bliver skruet op for lyden til koncerter, måtte jeg efter kort tid sande, at smertende trommehinder ikke er en del af en god koncertoplevelse.
Det var ærgerligt, for interessen var vakt både herfra samt fra de mange øvrige publikummer der var mødt talstærkt frem for at give Halshug en halv time af deres lørdag eftermiddag. Det hjalp naturligvis på lydtrykket at rykke lidt bagud, men desværre ikke på den mudrede vokal, der forsvandt i den auditive stormflod.
Autentisk vrede
Alligevel blev et vigtigt statement slået fast: Halshug kan noget, de andre ikke kan. De er nemlig pisseligeglade, og det er en indstilling, der kommer klart til udtryk og er savnet i den danske undergrund, hvor mangt og meget ellers handler om at ramme et publikumssegment, der kan føre til videre distribution.
Det er måske også så nemt, når man allerede, som Halshug, har sikret sig udgivelse på det velkendte label Southern Lord, men det afspejler sig endnu ikke i musikken, og det er ærlig talt prisværdigt.
For det bliver ikke meget mere ægte end hos det to år gamle band. Al cadeau til den dedikation, der lyser ud af både Jakob Johnsen og Mathias Schønberg på henholdsvis bas og guitar, hvis skødesløshed i instrumenteringen smitter som en livgivende virus, man er ramt af fra første anslag, skønt omdrejningspunktet i tekst og musik synes at være en vedholdende vrede og afmagt, som Halshug her formåede at forvandle til en sjælden slagkraft.
Næsten for massivt
Prisen som koncertens stjernespiller går alligevel til trommeslager Mads Folmer Richter der gjorde en imponerende figur gennem hele koncerten. At Halshug udelukkende bevæger sig inden for den mest hardcore gænge inden for punk, blev i den grad slået fast af Richter, der baskede præcist derudad i et så voldsomt tempo, at det var svært at følge med.
I slutningen af det korte sæt begyndte numrene dog at føles monotone, og man kan ikke kalde Halshug et band, der springer rundt i genrerne. En tilpasset lyd havde muligvis gjort indtrykket mindre overvældende, men dynamikken savnedes også, trods ønsket om det hårde udtryk hos trioen.
Kort sagt hamrede Halshug derudad uden et ord til de inkarnerede foran scenen. De sluttede af præcis efter en halv time med to stærke knytnæver fra den forrige ep 'Dödskontrol' og fik om ikke sprængt publikums trommehinder så i hvert fald mejslet deres navn fast i beton hos en nysgerrig skare.