Refused are NOT fucking dead
Populær
Med hovednerve fra 'The Shape of Punk to Come' tilsat lidt gammelt, lidt nyt samt lidt Slayer gav svenske Refused publikum fuld valuta for pengene i et udsolgt Pumpehuset den sidste onsdag i april.
The Shape of Punk to Come
The Refused Party Program
Rather Be Dead
Summerholidays vs. Punkroutine
Françafrique
The Deadly Rhythm
(m. Slayer "Raining Blood" snippet)
Dawkins Christ
Coup d'état
Refused Are Fucking Dead
Liberation Frequency
Tannhäuser / Derivè
New Noise
Worms of the Senses / Faculties of the Skull
På kun et par uger havde svenske Refused formået at udsælge Pumpehuset. Forventningerne var derfor store, men jeg tvivler på, at mange – hvis overhovedet nogen – gik skuffede hjem.
Sættet åbnedes med bandets nyeste og udmærkede single 'Elektra'. Herefter fulgte et 'The Shape of Punk to Come'-extravaganza, hvor intet mindre end ni numre fra den legendariske plade blev fremført i det 14 numre lange sæt. Derudover kunne man nyde 'Rather Be Dead' og yndlingsnummeret 'Coup d'Etat' fra 'Songs to Fan the Flames of Discontent' samt tre fra den kommende og længe ventede 'Freedom'. Oveni fik man en lille sjat af Slayers 'Raining Blood', og på den måde imødegik de svenske hardcore-pionerer det vanlige tilråb "spil noget med Slayer".
Nu fulgte jeg ikke bandet tilbage i 90'erne, men har ladet mig fortælle at medlemmerne har haft svært ved at enes – mest af alt om det musikalske udtryk – og formentlig af den grund blev de så banebrydende, som de gjorde. Man kunne derfor lidt kækt hævde, at traditionen tro havde Refused siden sidste besøg i Danmark på Roskilde Festival 2012 udskiftet en guitarist, eftersom Jon Brännström enten har forladt eller er blevet fyret fra Refused – det kunne de sjovt nok heller ikke blive enige om.
Hvorom alting er, spillede de trusserne af Pumpehuset med en indlevelse og energi fra hovedsageligt vokalist Dennis Lyxzén, som man sjældent ser hos aldrende orkestre. Den snart 43-årige Lyxzén fik da også givet prøver på sin smidighed med sit signatur-stage move. Samspillet var forrygende, og det visuelle med en gruppe mere eller mindre statiske strengspillere og en meget bevægelig frontmand virkede til UG med kryds og slange (ligesom vi så det hos Madball tidligere på måneden). Der var med andre ord ingen smalle steder.
Det skulle da lige være de andre nye numre, der blev luftet denne aften, hvor især 'Françafrique' virkede tyndbenet. Måske de har glemt, hvad det var, der virkede så godt for dem for 17 år siden. I hvert fald syntes den nerve, man normalt kender Refused for, at være fraværende. Refused skal i min verden pløje derudad og lade vildskaben regere og ikke spille kontrolleret bluesrock – med mindre de selvfølgelig slår over i at pløje senere i numret. Umiddelbart tegnede de ikke det bedste billede af 'Freedom', men den må vi fælde dom over, når den lander.
'Freedom'-numrene slog dog ikke store skår i glæden. Det tilbageværende helhedsindtryk var intet mindre end fremragende, og skulle 'Freedom' gå hen at skuffe, kan Refused altid vende tilbage til et eminent og til stadighed tidsvarende bagkatalog.
Halshug
Som main support var Halshug kaldt ind i 11. time, idet Night Fever måtte melde fra på grund af sygdom. Halshug gjorde en glimrende figur. Man forstod pludselig, hvorfor det er lykkedes for bandet at opnå international bevågenhed. Der var ikke så meget pis. Der blev talt til fire, og så blev energien sluppet løs i dystre toner. Umiddelbarheden og råheden gav mindelser om Negative Approach. En habil opvarmning for Refused og en fuldgod erstatning for Night Fever.
Beyond Pink
Aftenens åbnere var det svenske pigeband Beyond Pink, som blandt andre tæller energibomben Patricia fra Slöa Knivar på trommer. Lad det være sagt, hun gør det bedre som frontkvinde i hovedbandet. For det sejlede sgu godt nok noget. Men de gik alle ufortrødent til opgaven og virkede utrolig glade for at spille.