Copenhell 25: Nostalgi uden nerve
Populær
Dizzy Mizz Lizzy lukkede Helviti ned med døsig rockmusik, der kun lige akkurat kunne hidse folk op til fællessang og fadølsfest.
Lad det være sagt med det samme. Onsdagens headliner på Copenhell 2025 kommer ikke til at gå over i historiebøgerne. Sympatiske Dizzy Mizz Lizzy gjorde præcis, hvad folk selv havde bedt dem om at gøre, og så ikke ret meget mere. Nå jo, der var fyrværkeri.
Men sådan rigtig festligt blev det aldrig. Tim Christensen. Martin Nielsen og Søren Friis har siden DM i Rock i halvfemserne underholdt det danske rockpublikum, og denne onsdag aften ude på Refshaleøen var ingen undtagelse. De leverede sangene upåklageligt rent teknisk, men det var kun raketterne, der slog gnister.
For selvom der da var fællessang på numre som 'Rotator' og den nyere, udmærkede 'In the Blood' fra 'Alter Echo' så blev det aldrig den eksplosion af tung tråd, som vi har vænnet os til fra hovednavne på Copenhell. Nuvel, som en sidemand sagde undervejs: "Det er da noget bedre end Guns 'N Roses". Jovist, men det kan man stort set sige om samtlige bands, der nogensinde har spillet på festivalen siden 2010.
Sjæleren, der dræbte
Og når Dizzy Mizz Lizzy så hiver en sjæler frem som 'Love is a Loser's Game', så hives den lille rest af tempo, der måtte være, fuldstændig ud af koncerten, og vi er hensat til nostalgisk fællessang, fadøl og fejring af et af landets bedste rockbands gennem tiden. Lige så hyggeligt det er, lige så fladt føles det efterfølgende.
'Waterline' fungerer hos publikum som det sidste nummer, og fyrværkeriet sætter momentært trumf på. Men selvom Dizzy Mizz Lizzy så går på scenen, så begynder folk at gå hjem. De har fået nok. Det hjælper ikke, at forsanger Tim Christensen selv bliver nødt til at introducere en sang, han ikke forstår, hvorfor publikum har stemt på, så han siger "I er selv ude om det." Sympatisk og afvæbnende.
Det redder bare ikke helhedsindtrykket. Det afsluttende nummer 'Silverflame' gør naturligvis, at de trofaste tilbageblevne kan bryde ud i en sidste fællessang og mindes halvfemserne, men det kan ikke opveje det faktum, at festen udeblev. Det var hyggeligt, men så heller ikke mere end det. Det var aldrig overtændt, energisk eller intenst. Det var bare tre dygtige musikere, der pænt og velfriseret fremførte de numre, de havde fået at vide af deres fans, de skulle spille. Sådan lidt et velspillet antiklimaks.